Jesu fødsel

Foto: Getty Images/Zoonar RF

Sådan lød ordren, og sådan skete det.

Over hele verden rejste folk frem og tilbage i alle retninger for at komme til deres fædrene by og lade sig tælle. I Spanien mod vest og i Gallien, i Nordafrikas ørken og så langt østpå som til Eufrat måtte folk pakke og rejse kort eller langt.

Også i lille Nazaret blev der pakket. Josef måtte adlyde kejserens ordre, selv om hans hustru Maria nu var i niende måned og egentlig slet ikke burde rejse. Josef og Maria drog da mod syd, fra Galilæa over Samaria og ind i Judæa. De fortsatte mod syd forbi Jerusalem, indtil de kom til den lille by Betlehem, Davids fædrene by. Dér skulle de tælles.

Men det var sent på dagen, da de nåede frem, og byen var allerede fuld af Davids mange efterkommere. På kroen var der ingen ledige værelser at få. Nu var Maria imidlertid begyndt at få veer, så Josef ledte som en gal efter et sted, hvor de kunne være, og hvor hun kunne føde sit barn. Der var ingen tid at spilde!

Endelig kom Josef tilbage og sagde: »Jeg har fundet et sted.« Han førte så Maria om til bagsiden af en kro, hvor der op ad en væg var en bås med stenmure og et nødtørftigt tag over. Her i dette skur havde kroværten sine dyr stående om natten. Det var det eneste sted, Josef kunne finde til Maria. Men Maria beklagede sig ikke. Det var der ikke tid til.

Hun lavede sig en lille seng af halm og gav sig veerne i vold. Nu kunne det ikke udsættes længere. Nu måtte barnet fødes.

Og Maria fødte sit barn – en dreng. Hun vaskede ham og svøbte ham i strimler af stof. Træt, men lykkelig lavede hun en lille vugge til ham i en krybbe og lagde ham der.

Natten var mørk og stille. Den eneste lyd kom fra en hund, der gøede i det fjerne. Hunden blev ved og ved og tog sig åbenbart ikke af, at ingen svarede den. Hyrdernes egen hund løftede hovedet og strittede med ørerne, men lagde så igen hovedet ned på poterne. Fårene sov. Markerne uden for Betlehem lå stille og øde hen. Horisonten tegnede sig som en uregelmæssig linje mod den stjerneklare himmel. Alt åndede fred. Hyrderne prøvede bare at holde sig vågne, så de kunne vogte flokken, til daggryet kom.

De lå på jorden med deres hoveder støttet i hænderne og snakkede om ganske almindelige ting ...

Pludselig forsvandt horisonten og himlen og jorden og alting i et blændende hvidt lys. Guds herlighed strålede omkring hyrderne, og en engel trådte frem mod dem. Dyrene var fuldkommen som lammede, og hyrderne holdt hænderne op for ansigtet og skreg af frygt.

»Vær ikke bange,« sagde englen, men hyrderne blev ved at holde hænderne op for ansigtet.

»Jeg bringer jer gode nyheder,« fortsatte englen. »En stor glæde for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette skal være jer et tegn ...«

To af hyrderne sænkede armene og spidsede ører. Et tegn! Det kunne de godt bruge, når de skulle have nogen til at tro på det her!

»... I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

I det samme blev hele himlen fuld af engle – lige så mange engle, som der før var stjerner. Englene priste Gud med høj stemme og sang: ‘Ære være Gud i det højeste. Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Så sluttede sangen, og alle englene vendte tilbage til himlen. Stjernerne skinnede igen på himlen, og natten var lige så mørk og rolig som før.

Et øjeblik sad hyrderne bare helt tavse og lamslåede. Så hviskede den ene til den anden: »Så du ...?«

»Det gjorde jeg! Jeg så det!« udbrød den tredje.

»Engle med gode nyheder!«

»Og et tegn!«

»Hvad skal vi gøre?«

Der var et øjebliks tavshed. Så sagde den ene forsigtigt: »Frelseren ... barnet i krybben ... kunne vi mon ikke få ham at se? Englen sagde jo, at vi skulle finde barnet, og at det skulle være et tegn for os.«

»Selvfølgelig! Hvorfor ikke?« sagde en af de andre ivrigt. »Lad os dog gå til Betlehem og se det barn, englen fortalte os om!«

Da de havde sundet sig lidt og bragt fårene i sikkerhed, begav de sig af sted. De fandt også krybben. De fandt Maria og Josef. Og de fandt det nyfødte barn, som englen havde kaldt Kristus, Herren.

Da de så barnet, sagde de ingenting, men knælede bare højtideligt ned for ham. Bagefter gik de ud på gaden og fortalte med store smil alle, de mødte, om det lille barn. Folk undrede sig over hyrdernes ord. Ved daggry vendte hyrderne tilbage til deres får, men de blev ved med at prise og love Gud for alt, hvad de havde fået lov at se og høre den nat.

Maria havde haft besøg af en engel ligesom hyrderne. Hun havde født barnet. Hun havde set hyrderne komme og knæle ned og smile deres barnlige smil. Hun så og hørte dem gå ud og fortælle andre om barnet og prise Gud, og hun gemte alt dette i sit hjerte. Det ville hun huske så længe, hun levede.

Lagt på nettet 29.01.2001