Kategori: Jesus, Bibelen
Hvornår var Jesus i Ægypten?
Svar:
Du har helt ret i, at der er en uoverensstemmelse mellem Matthæus og Lukas fortælling af tiden efter Jesu fødsel. Der er heller ikke enighed om, hvordan det skal forklares. Jeg vil prøve at redegøre for problemerne med at få de to beretninger til at passe sammen - og hvordan vi kan forholde os til det.
Matthæus fortæller om flugten til Egypten - Lukas gør ikke
I Matthæusevangeliet 2,13-15 hedder det: "Da de [= de vise mænd] var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død".
Familien rejste altså ifølge Matthæus til Egypten, og det skete forholdsvis kort tid efter Jesu fødsel. Denne rejse til Egypten beretter Lukas intet om. Han siger i Lukasevangeliet 2,21: "Da otte dage var gået [efter Jesu fødsel], og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv".
Lukas fortæller derefter, at Maria og Josef overholdt de regler, der var foreskrevet i Moseloven om renselsesdage (3 Mosebog 12,2-4). Familien blev i Betlehem i 40 dage efter Jesu fødsel og drog derefter til Jerusalem for at bære Jesus frem i templet (Lukasevangeliet 2,22). Lukas runder fortællingen om familiens ophold i Jerusalem af med ordene: "Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret" (Lukasevangeliet 2,39).
Det er svært at forene de oplysninger, som Matthæus og Lukas her giver. Nu skal vi naturligvis ikke regne med, at Matthæus og Lukas fortæller alt, hvad der skete. De tager hver for sig nogle ting frem, som passer ind i det, som de generelt vil fortælle med deres evangelieskrifter. Det er ikke i sig selv et problem, at Lukas ikke fortæller om flugten til Egypten. Der er så meget andet, Lukas ikke fortæller. Men problemet er, at det er så vanskeligt at kombinere de fortællinger, som findes her i de to evangelier.
En teori om tidspunktet for besøget af de vise mænd
Man kan tænke sig, at de vise mænd først kom til Betlehem, da Jesus og Maria og Josef havde været i Jerusalem 40 dage efter Jesu fødsel. Faktisk hedder det jo ikke i Matthæusevangeliet kap. 2 at Jesus var helt nyfødt, da de vise mænd kom til Betlehem. Og man kan jo også vanskeligt forestille sig, at famlien ville drage til Jerusalem, hvis Herodes, der boede i Jerusalem, allerede var på jagt efter Jesus. Så den eneste mulighed synes at være, at de vise mænd er ankommet til Bethlehem, da familien er vendt tilbage fra Jerusalem. Dér opholder Josef og Maria sig nu i et hus, så det kan godt betyde, at de har opholdt sig i Betlehem i længere tid, og under mere ordnede forhold. (Matthæusevangeliet 2,11).
Men hvis vi vælger den forståelse, rejser der sig et nyt problem. Lukas fortæller jo, at familien efter besøget i Jerusalem tog til Nazaret og ikke til Betlehem: "Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret" (Lukasevangeliet 2,39). Her synes Lukas ikke at give plads for de vise mænds besøg i Betlehem og flugten til Egypten.
Historisk troværdigt - men ikke entydig gennemskueligt
Meningerne er delte om fortolkningen af de tekster. Man kan mene, at det er fuldt forsvarligt at regne med, at de vise mænds besøg i Betlehem og flugten til Egypten finder sted efter familiens besøg i Jerusalem. Efter min opfattelse er det ikke en overbevisende fortolkning - men den er mulig.
Vi må ved læsningen af teksterne tage hensyn til, at evangelisterne har ladet sådanne ujævnheder stå side om siden. Når de har kunnet leve med sådanne knaster, skal vi ikke gøre et større problem ud af det. Matthæus og Lukas har ikke skrevet, for at vi bagefter skal få det hele til at gå op i en højere enhed. Men Matthæus og Lukas skriver hver på deres måde, og selvom der er visse genvordigheder i teksterne, rokker det ikke ved, at det, de skriver, er historisk troværdigt - også selv om vi ikke umiddelbart kan gennemskue forklaringerne på det.
Lagt på nettet 09.02.2002
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvad er "Hellig 3 konger"?
- Jesu fødsel - den virkelige historie
- Hvordan er Bibelen Guds ord?
- Hvordan kan vi stole på Bibelen?
- Hvem var Johannes Døberen?
- Hvordan skal Es. 7,14 oversættes?
- Blev Herodes og Pilatus venner?
- Var Jesus jøde eller kristen?
- Ændrer Gud sig fra GT til NT?
- Kunne Jesus have haft børn?