07.03.2003 12:00 Age: 22 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Er Jesus bedre end Buddha?

Hvorfor skal vi vælge kristendommen i stedet for f.eks. buddhisme...? Hvad kan Gud tilbyde som f.eks. Buddha ikke kan...?

Jaeh, det kommer jo an på, hvad du vil ha'! Hvis det mest handler om at få et godt liv, få fred i sjælen og være et godt menneske, så er det meget tænkeligt, at det kan være lige så godt at være buddhist som at være kristen. Der er mange kristne, der har et dårligere liv end mange buddhister. Og faktisk har Buddha en etik, der på mange måder ligger tæt op ad den kristne etik. Chefredaktøren på BT, Erik Meyer Carlsen, er et godt eksempel på en dansk praktiserende buddhist. Og han gør på mange måder sin religion ære.

Men jeg har en idé om, at det ikke bare er det, der ligger bag dit spørgsmål. For hvor fedt er det at have et godt liv, hvis nu man lever på en løgn?! Det handler vel om, hvad der er sandest, og ikke om hvad der giver det fedeste liv?

Buddha troede ikke på nogen Gud. Og buddhismen tror i dag heller ikke på nogen Gud, nogen skaber af himmelen og jorden. Den tror ikke på, at vi skal stå til regnskab over for ham. Men hvad hjælper det, hvis der nu rent faktisk findes en Gud, og vi rent faktisk skal stå til regnskab for ham?

Og omvendt: Hvis nu f.eks. kristendommen er løgn, hvad hjælper det så, at den måske har givet en et godt liv? Mange kristne forsøger netop at gøre reklame for kristendommen ved at fortælle om, hvor meget bedre et liv man får som kristen; men for det første er det slet ikke sikkert, at det er rigtigt: Man får også mange sorger som kristen; Jesus talte trods alt om at tage sit kors op og følge ham osv. Han talte om at måtte igennem mange trængsler osv. Så selv om han også sagde meget trøsterigt om at komme til ham og få hvile, og om at finde fred med Gud, så er det altså alligevel ret tvetydigt, det der med det gode liv og livskvaliteten og freden ... - og man kan også finde fred i hjertet ved fodbold og meditation og frimærker og yoga og fuglesang.

For det andet er det vel heller ikke det vigtigste, det med livskvalitet og det gode liv. For kristendom handler jo ikke bare om dette liv, men om det evige liv! hvis kristendommen er sand, så hjælper det ikke meget, at man har haft et godt liv, hvis man så går evigt fortabt. Og det er den mulighed, Kristus stiller os overfor: enten et evigt liv hos ham - eller også en evig tilværelse uden ham.

Nu tror jeg jo altså, at når kristenlivet fungerer bedst, så handler det både om et godt liv her i denne verden og om et evigt liv i den kommende verden. Men samtidigt siger Jesus ganske ofte helt tydeligt, hvad der er vigtigst: Hvis du så bliver nødt til at flå dit øje ud eller rive din hånd af for ikke at falde fra Gud, så må du hellere gå invalid eller blind ind i det evige liv ...

Vil det sige, at det, kristendommen har at tilbyde i stedet for buddhismen, det er trusler?! - nix!! Forskellen er først og fremmest Jesus.

Da Buddha fandt vejen til Nirvana, efterlod han menneskene - ganske vist med en vejledning til at finde deres egen vej til Nirvana. Jesus gjorde det modsatte: Da han så, at vi levede fortabte, under Guds vrede, så gik han ind i vores verden, ind i vores liv, og ind i vores død. Da han døde, døde han forladt af Gud. Uden Guds fred. Det gjorde han for vores skyld, fordi han vidste, at vi ikke selv kan finde vejen. Han måtte gå den for os.

I Kristus møder vi en Gud, der elsker! Vi møder en Gud, der vil elske os til døden. Ham tror Buddha ikke på. Og i det hele taget: Hvor ellers blandt verdens mange religioner finder vi en Gud, der siger: Jeg elsker jer sådan, at jeg vil leve et helt liv sammen med jer, lide med jer, græde med jer, være syg og træt og ensom sammen med jer - og til sidst dø for jer. For at I aldrig skal leve og dø alene.

Derfor kender østens religioner egentlig heller ikke til nåde! Du får, som du har fortjent! Karma styrer. Og karma er nådesløs.

Kun Jesus siger, at han ikke giver os, som vi har fortjent, men tilgiver enhver, som kommer til ham, uanset hvad vi har gjort, og hvordan vi er.

Mange europæere i dag er fascineret af buddhismens etik og livssyn og menneskesyn; og det forstår jeg godt. Der ER meget sundt og godt i den. Men de overser oftest, at den ikke kender til nåde, til syndernes forladelse. Hvad du har sået, kommer du til at høste - og hvis det ikke bliver i dette liv, så bliver det i næste reinkarnation.

Dér siger Jesus, at hvis det hang sådan sammen, så var det ude med os allesammen. Vores eneste håb er, at Gud vil slå en streg over alt det, vi har gjort og gør imod hinanden, så vi får det evige liv, ingen af os har fortjent


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 07.03.2003

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også