Det gyldige betalingskort åbner bommen
For nylig modtog jeg en e-mail med overskriften: ”Din BroBizz er ikke længere aktiv”. Nede i teksten stod: ”Det betalingskort, som du har tilknyttet din BroBizz, er ikke længere gyldigt, og derfor har vi spærret din aftale”.
Det smarte med en BroBizz er, at jeg bare skal køre frem til bommen, så bipper BroBizzen, og derefter går bommen op. Regningen placeres på det betalingskort, der er tilknyttet.
Nu er min aftale spærret. Næste gang jeg kommer, forbliver bommen nede, medmindre jeg har fået løst problemet.
Jeg studsede et kort øjeblik over det, indtil det gik op for mig, at jeg har fået nyt betalingskort.
BroBizzen til Himlen
Jeg kom til at tænke på, hvordan det mon vil være den dag, jeg skal krydse broen til Himlen? Vil bommen gå op? Eller vil jeg blive afvist?
Min dåb er som en BroBizz til Himlen. Den er god at have, og jeg er super glad for den. Men ligesom min BroBizz til Storebælt repræsenterer den ingen værdi, medmindre der er knyttet et gyldigt betalingskort til den.
Det er med andre ord ikke sikkert, at bommen til Himlen går op, når jeg kommer. Dåben er ikke i sig selv en garanti. Jesus taler om, at den, der tror på ham, har adgang til Himlen. Det fantastiske er, at Jesus er det eneste gyldige betalingskort, der kan fungere i denne type Brobizz. Med Jesus knyttet til mit liv, vil bommen gå op.
Betalingen har han allerede taget sig af, så hvis du er døbt og tror på Jesus, går bommen op – til evigt liv.
Tror du på ham?
Lagt på nettet 01.11.2020