02.05.2021 16:41 Alder: 3 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Verdens længste elastikspring

Han sprang fra himlen og fortsatte helt ned i det dybeste helvede


Elastikspring

Foto: https://commons.wikimedia.org/wiki/User:Che010

Jeg har aldrig prøvet et elastikspring. Men jeg kan levende forestille mig at stå på en bro og kigge ned i dybet. Mange betaler penge for det. De gør det vel kun, fordi de er sikre på, at elastikken ikke er for lang eller for svag; den vil bringe dem sikkert op igen, uden at de rammer bunden. Jeg kender én, der sprang, selv om han var sikker på det modsatte. 

Det længste fald 

At være Gud er at være uendelig, ubegrænset, udødelig. Jesus har altid været Gud. Men alligevel valgte han frivilligt at lade sig føde som et dødeligt menneske. En lille baby, der bare kunne skrige og håbe på mad og bleskift.  

Han sprang ud fra himlen: Han lod sig håne, og torturere og henrette. Og endnu dybere: Han faldt ned og ramte ikke bare døden, men Helvede. Det største fald var, at han, der er fuldkommen kærlig, valgte at blive som alle os ukærlige mennesker tilsammen og tage vores straf. Dybere og hårdere kan faldet ikke blive.  

Kærlighed 

Han gjorde det helt sikkert ikke for at opleve et sug i maven og virkelig føle, at han levede. Han vidste jo, at han sprang lige ned i døden og det, der var meget værre. Han gjorde det, fordi han elsker os og vidste, at hvis han skulle redde os fra vores nedtur, så måtte han selv dykke ned under os. Fantastisk. 

Optur 

Han ramte bunden og blev knust af det, skriver Bibelen. Og så skete underet: Han opstod selv – uden elastik. Han vendte tilbage til livet og viste sig som helt menneske med hud og hår igen. Og han tog tilbage til sin far i den åndelige dimension og indtog igen sin almægtige herlighed. Sikke et elastikspring – for vores skyld!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 02.05.2021

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også