25.07.2024 09:23 Alder: 152 days
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Var VAR det værd?

Mange beslutninger ved Europamesterskaberne i fodbold blev taget med det meget præcise VAR-system som hjælp, men er det en god idé?

 

Foto: unsplash.com/@jannesglas

Europamesterskabet i fodbold i år havde rekordmange mål, som dommerne havde godkendt, men som VAR derefter annullerede. VAR er et teknisk hjælpemiddel med video, chip i bolden, 3D-modeller af spillerne osv, som er beregnet til at hjælpe dommerne til ikke at begå fejl ved mål, røde kort og den slags vigtige ting. Så når dommeren hører en melding fra VAR i sin øresnegl, standser kampen og man venter på meldingen.

For og imod

Debatten har raset under EM: Nogle hader VAR, fordi det slår meget af den spontane oplevelse ved fodbold ihjel; andre elsker det, fordi det giver mere retfærdige afgørelser i de situationer, hvor der kunne være tvivl. Hvad skal man vælge?

Tager aldrig fejl

Gud ved alt og tager aldrig fejl. Så han ville være den 100 procent sikre VAR i alle slags situationer. Han kender endda også tanker og motiver hos os. Nogle oplever tanken om Gud på samme måde, som nogle oplever VAR i fodbold: At det muligvis er retfærdigt, når Gud dømmer os, men det tager godt nok også det sjove ud af livet.

Guds fidus

Men i modsætning til dommeren på banen, der skal følge VAR, så har Gud mere råderum. Han tillader sig nemlig både at fortælle, hvad den retfærdige dom er – og samtidig at dømme noget andet! Det er sådan set uretfærdigt – og Gud ske lov for det! For hvis jeg skulle dømmes ud fra en retfærdig vurdering af mit liv, fik jeg en forfærdelig dom.

Men Gud kan tilgive og vise nåde i stedet for at trække det røde kort frem! Egentlig er det så alligevel retfærdigt - for han tog selv mit røde kort ved at lade Jesus betale for mig, da han døde på korset. Guds løsning kombinerer altså en usvigeligt sikker VAR med en nåde, der ikke rigtig kan bruges i en fodboldkamp, men så afgjort er nødvendig i et menneskeliv.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 25.07.2024

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også