Vælger vi ikke selv om vi vil tro?

Jo, vi vælger selv, om vi vil tro på Gud, og det gjorde israelitterne også. Selvom man kan sige, som Martin Luther og andre gjorde, at vi egentlig ikke har noget valg, da vi er født med lyst til ikke at tro på Gud. Det er det, vi også kalder arvesynden. Men det er vist en anden snak ...

Israelitternes valgmuligheder - konsekvenser

I Femte Mosebog kap 30 vers 15-20 står det meget tydeligt, at Gud gennem Moses fortalte israelitterne, hvordan det ville gå dem, hvis de holdt sig til Gud. Så ville de få lov at blive boende i Israel og blive til et stort folk, og Gud ville på alle måde velsigne dem. Men han fortalte dem også, hvordan det ville gå, hvis de ikke holdt sig til Gud: Så ville de ikke få lov at blive boende i landet, og det ville komme til at gå dem skidt. Det bliver samlet sammen i dette udtryk: "Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, ..." (Femte Mosebog kap 30 vers 19).

Så med hensyn til israelitterne må man sige, at Guds dom over dem, når de ikke ville tro på ham, burde ikke komme bag på dem. For Gud havde klart fortalt dem, hvordan det ville gå. Og det er jo ikke, fordi Gud elsker at hævne sig eller bare vil straffe. Men han er en super-far, der gerne vil advare sine børn om, at det er slemt ikke at være hos far. Til gengæld er det vidunderligt at være sammen med far!

Vores valg

Det samme gælder egentlig for os. Gud har fortalt os, hvordan det vil gå os, hvis vi ikke tror på ham. Så får vi også lov at slippe for at have fællesskab med ham. Men det er jo det, vi kalder fortabelsen. Og det er ikke særlig rart at være der. Igen er det ikke, fordi Gud er hævngerrig eller elsker at straffe. Tværtimod har han selv gjort alt, hvad der skal til, for at vi kan have fællesskab med ham. Når vi bliver døbt, får vi det hele som gave, og så er spørgsmålet, om vi vil tage imod den gave og bruge den?

Lagt på nettet 25.10.2001