Skrevet af:
Leif Andersen
Snakker Neale Walsch med Gud?
Neale Walsch har, som du sikkert ved, jo ikke blot skrevet "Venskab med Gud", men også "Guddommelige Samtaler 1-3". Heri beskriver han en række samtaler med Gud, der åbenbarer for ham, at hans gamle kristendom (og i det hele taget alle de klassiske religioner) var én stor misforståelse og forvridning af, hvem Gud er. Hans bøger har vakt en utrolig opsigt, og mange henviser i dag til dem som en helt ny indsigt i, hvem Gud i virkeligheden er.
Det specielle ved Walsch’ bøger er ikke hans opfattelse af Gud. For selv om han flere steder hævder, at de repræsenterer noget helt nyt, så er det ikke rigtigt. Det er gammelkendt stof, som man kan møde det i adskillige "synkretistiske" (dvs religionsblandende) livssyn og nyreligiøse bevægelser. Det specielle består derimod i, at han hævder at have fået denne indsigt om Gud direkte fra hans egen mund, som samtaler, der tvinger hans pen til at skrive ikke blot hans egne spørgsmål til Gud, men også Guds svar og kommentarer.
Det er slet ikke alt i Walsch’ billede af Gud, der er forkert. Han har meget godt at sige om Guds godhed og om muligheden af venskab med Gud; og han har mange nødvendige opgør med hadske og vredladne gudsbilleder, som man kan finde dem i så mange religioner (også i mange kristne traditioner). Når han skildrer Gud som den kærlige, der gerne vil være vores ven, og når han gør op med misbrugene af gudsfrygten til at tryne og ødelægge mennesker, så kan det bestemt ikke siges for stærkt! Men der er desværre langt mere, der er helt uforeneligt med et kristent billede af Gud.
Du har helt ret i din iagttagelse, at det ikke stemmer overens med Bibelen. Han gør grundlæggende op med troen på en personlig Gud; "Gud" siger bl.a. til ham: "Problemet er, at I prøver at personificere mig, for jeg er ikke en person" (mærkeligt, at Walsch ikke kan se, at selve sætningen "Jeg er ikke en person" er en kolossal selvmodsigelse! Hvordan skulle man definere en person som andet end netop et Jeg?).
Walsch’ Gud er helt og holdent identisk med ham selv: "Jeg har ingen vilje som er adskilt fra din ... Jeg har ingen præferencer ud over dine". Og: "For at kende mig er det eneste du behøver at gøre i sandhed at kende din egen sjæl". Om forholdet mellem Gud og mennesker siger "Gud" til ham: "Der er kun en af os. I og jeg er ét". Selv om Bibelen også siger, at Gud og vi kan være ét (nemlig ved troen på Jesus), så understreger den sandelig også, at der stadig er forskel på Gud og os!
At der virkelig er tale om ganske almindelig nyreligiøsitet, kan også ses af følgende tanker (som overfladisk kan se kristelige ud, men som er blot og bar almenreligiøsitet; de minder meget om andre forfattere som James Redfield og Shirley MacLaine):
– Alt er i virkeligheden OK.
– Vi skal være taknemmelig for selv det værste.
– Vi skal se med Det tredie øje.
– Vær tilfreds med den fred, der er i tomheden.
– Intet sker tilfældigt.
– Alle bør være i stand til at gøre alt det, de ønsker (i det omfang, det er menneskeligt muligt at tillade det).
Han sammenfatter selv indholdet i De Guddommelige Samtaler i: (1) Vi er alle ét. (2) Der er nok. (3) Der er intet, vi er nødt til at gøre. Og om alt dette siger han: "Det er Buddhas lære. Det er Krishnas lære. Det er Jesu lære". Sagen er jo den, at det hverken var Buddhas, Krishnas eller Jesu lære. Walsch forsøger simpelt hen (uden selv at opdage det) at erstatte alle religioner med – en ny religion!
Alle de mange religioner er i hans øjne kun halve forsøg på at forstå og tro; men han skaber bare selv en ny, der kommer til at stå ved siden af alle de andre – med et eget budskab, en egen dogmatik, et eget gudsbillede. Og så lidt som nogen anden ny religion er den i stand til (selv om den tror det) at forene alle andre religioner. Det er desuden en religion, der i sin tilsyneladende venlighed ikke desto mindre er benhård i sit krav: "For at kende Gud skal du være ‘rede, villig og kvalificeret’ ..." – "Du må være i stand til at tage en Gud til dig, som elsker dig betingelsesløst ... være i stand til at tale med en Gud som aldrig er holdt op med at tale til dig".
Det er forøvrigt igen løjerligt, at en sådan Gud, der ikke engang er en person overhovedet, skulle være i stand til noget så personligt som at "elske ..." Det er bemærkelsesværdigt, at "Gud" i samtalen siger til ham, at de, der begyndte at kalde ham for Far, "skulle skamme sig". Walsch indvender selv ganske korrekt, at det var da vist Jesus, der sagde det – hvortil "Gud" forsvarer sig med, at Jesus skam bare brugte tidens sprog (man spørger bare sig selv, hvorfor Jesus ikke allerede da tog det opgør med "tidens sprog", som Walsch nu er i stand til!).
Han afviser Dommens Dag – den findes ikke. Han afviser, at der er forskel på Gud og menneskene; tværtimod er hans centrale budskab at ophæve adskillelsen mellem Gud og menneskene. Han afviser, at der skulle findes sådan noget som "de 10 bud" (som han så erstatter med 7 helt egne bud). Han afviser, at Gud skulle give ham "ordrer" (fx om at skrive endnu en bog), ja at det er selve hovedproblemet, at folk tror på en Gud, der befaler. Samtidig beordrer (!) han Walsch, at han selv skal give ham, Gud, ordrer: "Kræv det af mig! Befal mig"! – ikke ligefrem et billede, som Bibelen kan genkende. Faktisk er et af hans 7 bud: "Brug Gud" ...
Hvem er det så, Walsch "taler" med? – du spørger, om det er Gud eller måske en dæmon. Ud fra det, han siger om Gud, kan man med sikkerhed sige, at det er ikke Gud. Det er ikke foreneligt med Jesu billede af Gud, sådan som vi kender det fra Ny Testamente. Jeg vil ikke udelukke, at han er direkte dikteret af en dæmonisk magt. Det, han skriver om starten på disse samtaler, at de styrer hans pen på en måde, han ikke selv har kontrol over, kunne desværre godt tyde på det (sammenlign fx med bogen af Ingerlise Provstgaard: "Med ført hånd". Den kan lånes på biblioteket).
Men der er også en tredie mulighed: at han hverken er styret direkte af Gud eller af nogen dæmon, men af sit eget underbevidste. Det er der også meget, der kunne tyde på: Han skriver meget om det betændte forhold, han havde til sin egen far. Han var ubehagelig, hånede ofte drengen og brød sine løfter helt regelmæssigt. Det er bemærkelsesværdigt, at Walsch nu som midaldrende er meget opsat på at få afskaffet billedet af Gud som en forælder, en far!
Når Bibelen kalder Gud for Far, mener den jo netop noget trygt og varmt og kærligt; men Walsch er et af mange eksempler på, at mennesker med en kold og fjern far ikke kan forbinde tryghed, varme og kærlighed med ordet "far". Derfor "åbenbarer" Walsch’ egen Gud (eller rettere: hans underbevidste!) nu for ham, at han slet ikke er nogen far eller forælder, men er "vor VEN, som er i Himmelen" ... – for "far" og "ven" er i Walsch’ verdensbillede simpelt hen uforenelige! Og flere af hans diskussioner er helt tydeligt en diskussion med hans egen samvittighed (som fx diskussionen om, hvorvidt han kan tillade sig at tage penge for sine bøger!).
Med alt dette som baggrund kan det ikke undre, at han på den ene side skildrer sine guddommelige samtaler som en personlig oplevelse, der ikke kan sige noget om, hvordan andre skal se på Gud – og samtidig hævder, at når han fx får en tredobbelt bekræftelse på det, han skriver (skælven, prikken over det hele, gråd), så har han "nedfældet en absolut sandhed". Det er noget ganske typisk for nyreligiøsiteten: at den på den ene side ikke vil vide af nogen absolut sandhed, som skulle gælde for alle mennesker, og på den anden side alligevel udnævner sine egne meninger netop til at være absolutte sandheder. Det kan godt være, at Walsch’ pen ikke er direkte styret af en dæmon (gennem besættelse eller lignende). Men der er næppe tvivl om, at den står i dæmoniens tjeneste.
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 11.06.2001
