Pas
Mit pas viste sig heldigvis at ligge der, hvor jeg ville have lagt det, hvis jeg havde tænkt over, at jeg skulle huske mit pas. Men jeg er helt sikker på, at det kun lå der, fordi jeg aldrig fik lagt det på plads efter sidste gang, jeg var af sted. Pyha. For en gangs skyld hurra for ikke have orden i sagerne ...
Et held
Man kan godt sige, at det ikke var min fortjeneste, at jeg kom ud at flyve den dag. Det var blot et heldigt tilfælde. Men selv om passet lå glemt og forladt i min taskelommes ensomme mørke, så mistede det ikke sin gyldighed af den grund, og gav mig den samme adgang til at komme ud at sidde i en Boeing 737 den eftermiddag, som hvis jeg havde gået og tjekket hvert andet øjeblik, om passet nu var, hvor det skulle være.
Adgangen sikret
Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at lægge mit pas dér, hvor det plejer at ligge i sikkerhed. Der ligger også min dåbsattest. Det behøver jeg heller ikke gå og dobbelttjekke hele tiden for at være sikker på gyldigheden af. I mange år var det faktisk blevet væk for mig indtil jeg fandt det, da jeg flyttede. Men det er ligemeget om jeg skulle glemme eller forlægge papirarbejdet, der bekræfter min dåb. For Jesus har også - ligeså ufortjent - skrevet mig ind sit pas, så adgangen til himlen er sikker, sålænge jeg følges med ham.
Lagt på nettet 28.08.2013