Har jeg en ond ånd i mig?
Svar:
Tak for dit spørgsmål. Det var en noget skræmmende oplevelse, du har været ude for! Det må jeg sige!
Til gengæld kan jeg sige dig det her helt klart: Hvis du beder Jesus beskytte dig mod alt ondt, så behøver du hverken være bange for onde ånder eller for hende fra din klasse.
Så det er mit første råd: Hvis du kender Jesus, så bed ham være dit skjold og din beskytter, så vil han beskytte dig mod alt ondt. Hvis du ikke kender Jesus endnu, så bed ham alligevel om præcis det samme - og lær ham så at kende i tiden, der kommer (men jeg forstår din mail sådan, at du selv er kristen).
Fikse idéer og gas
Langt det meste af det, folk går og siger om onde ånder, er gas. Det er fikse ideer, som både kristne og ikke-kristne får. Det hænger sammen med en masse udsendelser og bøger og film, der fortæller om ånder, der bor i huse og mennesker og farer ind og ud osv. Men langt det meste af det er skrøner.
Der findes ganske vist onde ånder. Det er derfor, det altid er en god ide at bede Jesus beskytte sig. Det kan endda forekomme, at de virkelig tager bolig i mennesker, som så må befries.
Men for det første er pigen fra din klasse åbenbart ikke kristen, siger du. Det vil også sige, at hun ikke ved, hvad hun har at gøre med. Hvis hun ikke er kristen, så kan hun hverken genkende onde ånder eller drive dem ud. Sandsynligvis er det bare en gang overtro - ren indbildning.
For det andet: Hvis du tilhører Kristus (altså hvis du er døbt og beder til ham), så vil ingen ond ånd nogensinde kunne bo i dig!! Der er meget ondt i os allesammen, men det stammer fra vores eget syndige sind og ikke fra nogen onde ånder. De eneste, der kan risikere at have sådan en ond ånd i sig (det vi kalder at være besat), det er mennesker, der ikke vil have noget med Jesus at gøre.
Jesus er stærkest
Da Jesus havde drevet nogle onde ånder ud, sagde han: "Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus." (Mattæusevangeliet kapitel 12 vers 28f). Med det mener han: Et besat menneske er som et hus, hvor "den stærke" (altså Satan) bor. Men når den stærkere (det er Jesus) driver den onde ud af huset, så har han både bundet og overvundet ham. Nu er det Jesus, der bor i huset! Han har plyndret Satans ejendom, så nu tilhører du ham, og han bor i dig.
Så mit andet råd er: Sig roligt til dig selv, at den eneste ånd, der bor i dig, det er Guds gode Helligånd. Det lover han os helt bestemt. Og hvis du selv synes, det er en god idé, så fortæl det også til pigen fra din klasse. Det kan du vide, for det siger Jesus selv; og han er både herre over mennesker og sejrherre over alle onde ånder.
Lagt på nettet 25.06.2004
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvad betyder Jesu dåb med ild?
- Kan en kristen besættes af Satan?
- Hvad skal vi med Helligånden?
- Hvad mener Jesus: "Nogen skal ikke smage døden før..." ?
- Hvad er barnetro?
- Hvornår sker genfødelsen?
- Giver Helligånden troen til den udøbte?
- Er "livsånden" lig med Guds ånd?
- Hvordan hænger omskærelse og dåb sammen?
- Fører dåb i en satanisk kirke til fortabelse?