Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Påskens budskab støder fornuften
Foto James Chan fra Pixabay
”Gud må være dum! Ellers havde han da ikke skabt os sådan, at det er så hundesvært at tro på ham!”. Sådan har rigtig mange tænkt – og en del har også sat ord på det. Det var da også et af de mange spørgsmål, jeg måtte tumle med, da jeg begyndte at interessere mig for det med Gud og Jesus.
Jeg var gennem min skolegang og mit medieforbrug blevet oplært til at sætte menneskets fornuft som vel næsten den højeste magt i verden. Som gymnasieelev var det fornuften, der skulle udfordres og opøves. Alt, hvad der ikke kunne bestå for fornuftens kritiske røntgenblik, måtte forkastes. Så jeg fattede ikke, hvorfor den Gud, som jeg var begyndt at tro på, havde lavet en religion, der affødte så mange spørgsmål.
Den bitre pille
Min kamp med alle disse spørgsmål førte til, at jeg opdagede en af de mest bitre piller, jeg skulle ”sluge” for at være kristen. Jeg skulle opgive forestillingen om, at jeg (altså min fornuft) var det klogeste i verden. Hverken min fornuft eller den samlede menneskeheds fornuft var den øverste instans, når man skulle finde ud af, hvad der var sandt.
Det var svært for mig i begyndelsen. Men efterhånden blev det faktisk til noget, der styrkede min tro. For det blev egentlig fuldstændig logisk for mig, at det hørte med til pakken. Køber man tanken om en Gud, så køber man også tanken om, at der er noget, der er større end en selv. Også større end ens egen fornuft.
Så jeg fandt på følgende slagord: ”Gud er ikke ulogisk – han er over-logisk!” Han overgår min forstand. Med tiden har det faktisk gjort mig tryg. Der er én, der har styr på det, jeg render sur i. Og en religion, vi selv havde fundet på, havde aldrig givet os så meget hovedbrud – så den er nok i virkeligheden ikke fra os, men fra Gud.
Teknik eller Gurli Gris
Det er egentlig ligesom mit barnebarn på fire år, der spørger: ”Farfar, hvordan fungerer ipad’en?” For det første ved jeg det ikke helt ned i alle detaljer – og for det andet kan jeg slet ikke forklare alle de ting, jeg dog ved om elektronik og pixels samt programmering, så hun kan forstå det. Men hvis hun vil vide, hvordan hun kommer til at se Gurli gris, så kan jeg forklare hende det.
Sådan fungerer Guds instruktionsbog til livet (Bibelen) ofte: Søger vi forklaring på, hvorfor det hele er, som det er, så får vi intet svar. Men spørger vi, hvordan vi skal agere i hverdagen, så er der mange konkrete svar.
Blive barn
Gud må nødvendigvis være guddommelig – det ligger jo i ordene. Og til ”guddommelig” hører det, vi i mangel af bedre kalder ”overnaturligt/metafysisk”; det, naturvidenskaben ikke kan registrere direkte og derfor ikke kan arbejde med. Så pudsigt nok havde jeg kun til at begynde med problemer med spørgsmål om de overnaturlige ting i kristendommen. Det er jo en selvfølgelig del af pakken.
Andre har problemer her og måske ikke så meget i alle de logiske problemstillinger. Men hvor ens ”bitre pille” end er, så fører det os til den fundamentale handling i kristendommen: At vi bliver som børn. Accepterer, at vi ikke kan klare os selv. Og trygt tør nærme os Guds favn, fordi han ikke bare er guddommelig stor – men også guddommelig kærlig!
Påsken
I de begivenheder, der skabte Påsken, sådan som vi kender den, er der mange ting, der nemt støder fornuften. Hvorfor skulle Gud selv lade sig slå ihjel på et kors? Hvad skulle det gavne? Og hvorfor fandt han sig i det? Og hvad er det med, at han døde og blev lagt i en grav – men tre dage senere stod lyslevende op med hud og hår og sår og det hele? Og hvor er denne Jesus så henne nu? Sådan kan vi blive ved.
Bibelen svarer faktisk på det hele – hvis vi er villige til at lytte åbent og tålmodigt. Og lytte som børn, ikke som voksne, der tror, at de er de klogeste i verden. Svaret handler om guddommelig kraft og guddommelig kærlighed. Om løsningen på menneskehedens allerstørste problemer. Så det er værd at blive barn for.
Troen
”Du er en særlig slags kristen – du har fået evnen til at tro, det har jeg ikke!”. Det har jeg hørt en del gange. Hertil må jeg svare JA og NEJ.
JA til at jeg har fået den evne – eller ”gave” vil jeg hellere kalde det – at kunne tro. Ikke uden at skulle slås med tvivlen ind imellem. Men alligevel en grundlæggende tro på Gud.
Men NEJ til at jeg er en særlig slags kristen. Ifølge Bibelen er man kun kristen, hvis man tror på Kristus Jesus – deraf navnet ”kristen”. Og denne tro ønsker Gud at give til enhver, der vil have den! Ikke bare nogle, der er særligt modtagelige. Ikke bare nogle, der har særlige evner.
Det er ikke altid sådan, at bare man beder: ”Gud, giv mig troen”, så får man den med det samme. Tro har noget med tillid at gøre – og oftest opstår tillid ved, at man er sammen med en person over tid. Så beder du Gud om tro, så se det som begyndelsen på en vandring. Jeg begyndte min vandring med at bede: ”Gud, hvis du findes, så lad mig tro på dig”. Det gav ingen åbenbaring. Det gør det for nogle, men for mig blev det beslutningen om at omgås "ham der Gud" i en periode, og se, hvad der skete. Og det førte til tro på ham.
Enkelt og dybt
Nogle læsere – hvis de ellers har holdt ud så langt – er dybt skuffede nu. De forventede en intellektuel redegørelse for forholdet mellem fornuft og tro.
Tro mig, jeg har læst diverse filosoffer og en del epistemologi (læren om den menneskelige erkendelse). Og jeg kan ikke finde et dybere og mere intellektuelt tydeligt svar, end det jeg her har givet. Det kan formuleres med mange flere og sværere ord – læs Søren Kierkegaard, hvis du vil have det samme budskab serveret på den måde.
Men det er dybest set det her, det handler om. Det er ikke enkelt. Det er umuligt. Jeg kan ikke bare tænke eller føle mig frem til at tro på Gud. Men Gud kan give et menneske troen. Det har han vist op gennem historien vel mere end en milliard gange på verdensplan, så hvorfor ikke også dig?
Beviser
”Hey – der skal da være noget om beviser i denne artikel: Du kan da aldrig bevise, at Jesus stod op af graven!”.
Hmm … De fleste af os har en populærvidenskabelig forståelse af vores erkendelse. Og her kan man tilsyneladende ”vise” og ”bevise” mange ting.
Lad os for overblikkets skyld vælge kun at beskæftige os med de erkendelsesteorier, der mener, at denne fysiske verden er reelt eksisterende (hvilket både nogle europæiske filosoffer og en del østlige religiøst prægede filosoffer jo fornægter).
Her vil langt de fleste naturvidenskabelige ”beviser” helt principielt alene være teorier. Teorier, der er så sandsynliggjorte, at vi i praksis kan regne med dem. Men teorier, der principielt kan omstødes af nye opdagelser, hvilket i større og mindre grad også er sket i de sidste århundreders forskningshistorie.
En matematisk professor drillede i et internationalt forum, jeg var med til, de andre naturvidenskabsfolk i lokalet, fx atomfysikere og biokemikere, med, at det kun var ham, der kunne bevise noget. For matematik var et lukket og rent logisk system, hvor man selv havde defineret sin verden. Og her kunne man virkelig bevise noget. Alle andre steder må man nøjes med meget sandsynlige teorier.
At bevise er mere end at kunne redegøre for ting i detaljer. Det er at slå fast, at noget med 100% nødvendighed er sådan eller sådan. Metafysiske/religiøse udsagn kan hverken bevises eller modbevises – hverken verificeres eller falsificeres. Man kan tro dem, eller man kan lade være at tro dem.
Samtidig må jeg sige, at jo længere tid jeg har levet og har oplevet konfrontationerne mellem min tro og min tvivl og naturvidenskaben og andre religioner osv; jo mere oplever jeg personligt, at kristendommens budskab er mere og mere selvfølgeligt for mig.”Bevist” er det ikke – men ”overbevisende”, det er det. Og skulle jeg vove at slutte med endnu et slagord med lidt far-humor, skulle det være: ”Gud leverer ikke beviser – han leverer over-beviser”.
Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Lagt på nettet 03.04.2021
