02.09.2000 12:00 Alder: 24 yrs

Skrevet af:
Steen Palmqvist

Kan man være homoseksuel og kristen? (2)

Jeg har læst svaret på spørgsmålet " kan man være homoseksuel og kristen?" Jeg synes på mange områder (især i det nye testamente) at det kan være svært at få et svar der fejer al tvivl af bordet, hvilket gør det svært at være skråsikker. Mit spørgsmål er: Selvom man har en indre missionsk baggrund, kan man så ikke være i tvivl eller frygte at man tager fejl og dermed er med til at ødelægge kristne homoseksuelles chance for også at opleve et kærlighedsforhold til et andet menneske? Jeg synes det er et meget stort ansvar at stå med.

Lad mig blot først understrege, at der er intet til hinder for at være både homoseksuel og kristen. Mennesker med homofile følelser er under Guds nåde på samme måde som du og jeg. For Guds ansigt er vi alle lige. "For Gud har besluttet at indeslutte alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed." Rom. 11, 32. Tak og lov og pris for det.

Men derfor kan vi alligevel ikke blot leve som vi har lyst til - hverken det menneske med homofile følelser eller andre. Alle som ønsker at leve i overensstemmelse med Guds ord, må tage det ind over sit liv og prøve sit liv på det. Det drejer det sig altså ikke om at være skråsikker, eller om vi har en indremissionsk baggrund, men alene om at forholde os til hvad Guds ord siger - og Guds ord har en klar mening, når det drejer sig om at leve sammen som homoseksuelle par, også i det Nye Testamente.

I 1. kor. 6 - 10 står der "Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige."

- og i 1 Tim 1,8 - 11: "Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet".

Begge steder kommer det klart frem, at Guds ord ikke tillader at leve sammen som homoseksuelle par. Også Rom. 1. 26 - 27 bekræfter det samme. Når mennesker derfor spørger om vores holdning til dette emne, er det vigtigt, at vi ikke blot kommer kørende med vores egen mening, for den er lige så omskiftelig som vejret og er utrolig afhængig af vore egne følelser, men at vi sammen studerer Guds ord og der finder sandheden om - og kærligheden til det enkelte menneske - og sker det at vi ikke forstår Guds kærlighed, fordi den tilsyneladende strider mod vores opfattelse af hvad kærlighed er, (hvilket ofte sker for mig) så er der en stor tryghed i det faktum, at Gud, som har skabt alle ting, ikke tager fejl når han handler eller taler.


Skrevet af:
Steen Palmqvist

Lagt på nettet 02.09.2000

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også