13.01.2018 22:43 Alder: 6 yrs
Morten Stubkjær Klausen

Skrevet af:
Morten Stubkjær Klausen

Jeg blev radikaliseret ateist

Da kristendommen kom for tæt på, blev Jacob Munk endnu mere ivrig efter at modbevise den

"Mine forældre var en del af 68-generationen," fortæller teologistuderende Jacob Munk på 24 år. De lærte ham, at der ikke er nogen Gud.

"Det var overhovedet ikke naturligt for mig at føle mig som et religiøst menneske," husker han.

I 3.g på gymnasiet ændrede hans syn på det religiøse sig. Han fik en kæreste, hvis lillebror var gået fra ateisme til islam og senere havde forladt islam til fordel for kristendommen.

De havde mange snakke om åndelige ting. Men Jacob blev ikke overbevist.

"I lang tid blev jeg radikaliseret i min ateisme," siger Jacob, der mener, at det var, fordi kristendommen kom meget tæt på og begyndte at give mening.

"Pludselig så jeg, at kristendommen stillede nogle ret store spørgsmål, som jeg ikke var klar til at svare på. Det, tror jeg, fik mig i forsvarsposition," forklarer han.

En vild oplevelse

Jakob begyndte at tænke over, hvad der gjorde ham så kritisk over for kristendommen, og i 2012 fik han kontakt til en kristen, som en dag læste op for ham af Romerbrevet kapitel 7. Jacob beskriver det som en vild oplevelse, hvor nogle ting faldt i hak for ham. Særligt ét vers gjorde indtryk. "Det her med, at alt det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg hader, det gør jeg."

Det kastede nyt lys over de seneste år af Jacobs liv."Jeg var enormt optaget af frivilligt arbejde i løbet af min gymnasietid og så nok mig selv som sådan en meget moralsk, nidkær person. Jeg var stolt over, at jeg virkelig var en af dem, der knoklede for den gode sag. Og så hørte jeg, at 'det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg hader, det gør jeg.' Jeg kunne bare se: Hold da op, det er så rigtigt det der. Og så kommer Paulus til sidst frem til: 'Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!’ – det at være kristen er faktisk, at jeg er en tilgivet synder," siger Jacob.

 

Artiklen er et redigeret uddrag fra Indre Missions podcast Troshistorier. Hør hele Jacobs historie på imedia.dk/troshistorier.


Morten Stubkjær Klausen

Skrevet af:
Morten Stubkjær Klausen

Lagt på nettet 13.01.2018

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også