Hvis vand fordampede ved 10 grader
Livet på jorden havde slet ikke været til, hvis ikke der var vand - og hvis ikke vandets mange egenskaber var, sådan som de er. Tænk for eksempel, hvis vand fordampede ved 10 grader. Hvordan skulle vi så leve, når vores kroppe for en stor del består af vand?
Jeg tror, at Gud skabte vandet og skabte det med netop de egenskaber, der gør livet muligt. At det fryser ved nul grader og først fordamper ved ca. 100 grader.
Vanskelige vand
Men på denne jord er der jo aldrig bare det gode. Vand kan oversvømme og dermed ødelægge. Vand kan blive til sne og is og dermed lamme trafikken. Havet kan være dejligt at sejle på – men også dødsensfarligt. Vand kan mangle, så der bliver tørke og i yderste konsekvens hungersnød.
Livets vand
Midt i denne dobbelte virkelighed taler Jesus om en anden slags vand, der ikke slukker den fysiske tørst, men slukker den åndelige tørst. Vand, der ikke vasker almindeligt snavs af, men kan gøre et menneske ren for sin skyld og skam.
Jesus siger på mange måder, at han er ligeså nødvendig for vores liv, som det fysiske vand er. Og mere end det: Hans vand giver mere end fysisk liv. Det giver åndeligt liv.
Kun den, der har prøvet at få lov til at tro på, at Jesus både kan og vil tilgive os, ved hvor livgivende det kan være! Kun den, der har prøvet at se døden i øjnene, og samtidig få tro til at se gennem døden og frem til opstandelsen og det evige liv, ved hvor livgivende det kan være.
I snestorm
Når vandet er under nul grader og kommer farende med en stærk vind og ødelægger trafikken og vores planer for det næste døgn, kan man godt ønske sig det anderledes. Men jeg ved jo godt, at dette hører med til vandets forunderlige og livgivende egenskaber.
Nogle gange oplever jeg også, at Gud og hans ord i Bibelen virker trælse og forstyrrende for mine planer. Men jeg ville aldrig vælge at bo på en planet uden vand – selv midt i den værste snestorm eller oversvømmelse eller dag nummer 6 med dagsregn. Og jeg ville aldrig vælge Gud fra – selv når jeg møder noget fra ham, jeg synes er træls.
Tak for vandet
Så kort sagt: TAK for vand i alle dets former. TAK for Gud og alt det, han er og giver
Lagt på nettet 19.02.2026
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvad ville Jesus sige til os om klimakrisen?
- Hvorfor troede kirken tidligere at jorden var flad?
- Hvor gammel er jorden?
- Kan tro og videnskab forenes?
- Hvad siger Jesus om den barske virkelighed?
- Kan Gud bevises?
- Kan man både tro på UFOér og på Gud?
- Kan Noas fortælling om regnbuen forsvares videnskabeligt?
- Har verden set anderledes ud?
- Hvad var Guds motiv for skabelsen?



