Gud kender både spurv og menneske

---

Jeg kan nemt komme til at fokusere på alt det onde, der foregår i denne verden. Der er så mange forfærdelige nyheder om katastrofer, krig, flygtninge, sult og død. Selv i vores dejlige lille land, er der så mange mennesker, som har det svært. Både synligt med den hjemløse på gaden, men også mere skjult med depression, stress og ensomhed. Det rammer mig særligt, når et menneske tæt på mig har det rigtig svært.

Hvor er Gud?

Når jeg først kommer til at tænke på alle disse ting, bliver jeg hurtigt overvældet af alt det mørke, der findes omkring mig. Hvorfor skal livet gøre så ondt? Hvor er Gud i alt dette? Det er et spørgsmål, jeg har stillet utallige gange, og som jeg nok heller ikke er færdig med at stille. Men ind i alt dette er der et vers i Biblen, som giver mig så meget trøst. Jesus siger på et tidspunkt til sine disciple: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden, uden at jeres Fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Mattæusevangeliet 10,29-31.

Gud er ikke ligeglad

Tænk engang, at Gud er med, når selv den mindste lille fugl falder til jorden. Hvor meget mere, må han så ikke være med i lidelse og død hos hvert eneste menneske, som han holder så meget mere af end den lille fugl! Det er en sandhed, jeg klynger mig til, når jeg synes, livet gør for ondt, og mørket bliver for stort omkring mig.

Det giver godt nok ikke et svar på hvorfor. Men det fortæller mig, at Gud bestemt ikke er ligeglad, og han må se på så meget mere ondskab og smerte, end jeg aner. Gud elsker mennesker meget mere end jeg gør, og det må derfor også gøre så meget mere ondt på ham at se deres smerte. Det giver mig frimodighed til at dele min smerte med ham, for jeg ved, at han kender den og kan bære både smerten og mig.

 

---

Skrevet af:
Tanja Vilrik Bruun

Lagt på nettet 23.09.2017