31.08.2001 12:00 Alder: 23 yrs

Skrevet af:
Leif Andersen

Er alle lige meget værd for Gud?

Tak for dit spørgsmål. Det rammer meget præcist noget, som har forvirret mange af os. For der står jo, at "... lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?" (Luk 15,4). Og det virker jo ikke meget hyrde-agtigt, sådan at lade de 99 gå for lud og koldt vand for at tage sig af et enkelt uartigt får.

Men det der med "ødemarken" er nu ikke så brutalt, som det lyder i vores ører. Hyrden ville jo være idiot, hvis han bare stak af fra hjorden, så de andre også stak af sted - så kunne han jo begynde forfra med at jagte hele sin fåreflok på én gang. Men sådan var det heller ikke.

"Ødemarken" er bare det sted, hvor de normalt holder til; det er deres normale miljø. De græsser ikke på saftige grønne enge; for dem fandtes der ikke ret mange af. De græsser i en ødemark, som heller ikke er nogen ren ørken, men har en masse spredte vækster, de kan finde og nippe af (det er også derfor, de sommetider bliver væk). Og så forlader hyrden dem dér - ikke midt ude i alting, men i en lille fold, han bygger af tornede buske. Så de sidder trygt nok dér, til han vender tilbage.

Men dit eksempel er fint! For det er jo sådan, det foregår: Hvis vi har savnet en meget og så kommer sammen igennem, så betyder dette forhold mere for os end de forhold, der ikke har mærket noget savn og nogen adskillelse. Men det betyder netop ikke, at de andre er mindre værd - for hvis vi så over for dem oplevede noget tilsvarende med savn og samvær, så ville vi jo pludselig føle mest for dém. Så de er ikke *mere værd* end før; vi føler bare større glæde over at være sammen med dem, fordi vi husker smerten over savnet.

Og det, Jesus vil med den lignelse, er netop at fortælle, hvor meget Gud savner de mennesker, der er kommet bort fra ham! Det er ikke noget med, at de er *mere værd* - men Gud har følelser af glæde og savn og sorg og lettelse, ganske som vi har. Og når et menneske, der er kommet bort fra ham, bliver fundet af ham igen, så bliver han simpelt hen så glad, så glad. Gladere, end hvis der ikke havde været nogen adskillelse eller noget savn.

Så når Jesus siger: "Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse", så mener han altså ikke, at andre mennesker er mindre værd. Der er nemlig i Jesu ord her i sig selv et stort stykke sorg! For her sørger han over de selvretfærdige farisæere og skriftkloge (se v. 2), som brokkede sig over, at han ville være ven med syndige mennesker (se v. 1). Og han bebrejder dem indirekte, at de ikke glæder sig lige så meget, som Gud gør, over at mennesker, der har levet et syndigt liv, vender tilbage til Gud.

Så de der tre lignelser i Luk 15 (om det mistede får, den tabte mønt og den fortabte søn) handler ikke bare om, hvordan Gud finder de fortabte, eller hvordan de fortabte vender om til ham - de handler først og fremmest om, hvordan man bør glæde sig med Gud over, at andre mennesker kommer til Gud og bliver frelst, i stedet for at sidde og brokke sig over, at de vist ikke hører til det gode selskab ...

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 31.08.2001