De bedste stunder er blot en appetizer

I vesten er alvoren gået op for os: Selvom det lader til, at vi måske vinder en beskeden, men dyrekøbt sejr over coronavirussen, så forsvinder den ikke.

Det samme kan man sige om klimaforandringer, styrtregn, kvælende hedebølger, mindre koralrev, økosystemer, der bryder sammen – skal jeg blive ved?

Den altudslettende katastrofe er lige op over. Planter dør, dyr dør, mennesker dør. Vi kan mærke det som et dybt stød i mellemgulvet: Døden rykker uafvigeligt nærmere.

Iskolde realiteter

Vores solsystem er en tikkende bombe. Solen vil om 5 milliarder år svulme op og sluge Merkur, Venus og Jorden. Hele universet er en tikkende bombe. Om milliarder og milliarder af år vil al energi være brugt op i universet; man kalder det Varmedøden.

Filminstruktøren Woody Allen, der er ateist, har meget poetisk udtrykt livets iskolde realiteter således:

"Vi lever et meningsløst liv. Alt, hvad vi skaber i livet, vil forsvinde. Jorden vil forsvinde, og Solen brænder ud. Og alt, hvad Shakespeare og Michelangelo og Beethoven har skabt, vil forsvinde, uanset hvor højt man ærer deres værker. Det er min strategi at skabe distraktioner for publikum og for mig selv."

Mens vi venter

Der er ikke meget at håbe på, ikke meget at glæde sig over, ikke meget at finde mening i. Med mindre at den gale profet Jesus Josefsøn af Nazareth virkelig har ret: At Gud har skabt verden og dig, at Jesus er hans søn, der kom til jorden for at søge fællesskab med os. At de bedste stunder i dette liv blot er en lille appetizer på det liv, der venter bag døden.

Jesus påstår nemlig meget bramfrit:

"Gud elskede verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv."

Hvis det virkelig er sandt, så er der virkelig håb, og så er døden ikke afslutningen på livet.

Lagt på nettet 12.06.2020