Ville Jesus dø, hvis det kun var for mig?
Svar:
Tæt på
Guds kærlighed til os mennesker er så stor, at det kan være svært at finde ord til at beskrive den. Derfor hører vi ofte "hjemme-fabrikerede" billeder, sammenligninger og beskrivelser i et forsøg på at forklare, hvor stor Guds kærlighed og omsorg for os er. Det er der intet forkert eller utroværdigt i, så længe det netop er et forsøg på at forklare, det som er Bibelens budskab. Jeg har også hørt Guds helt ubegribelig omsorg for min frelse beskrevet, som du forklarer at have hørt det. Denne "slutning" er nu slet ikke grebet ud af luften, den findes ikke nøjagtig sådan i Bibelen - men faktisk meget tæt på.
Hyrden og det forsvundne får
Jesus fortalte en lignelse, om en hyrde, der efter at være vendt hjem med sin hjord om aftenen, opdager, at ét eneste lille lam er blevet væk. Han forlader resten af flokken derhjemme, for at finde dette fortabte får, og han bliver ved til han har fundet det, og så bærer han det hjem, og holder en glædesfest. Lukasevangeliet kapitel 15 vers 4-7.
Jesus bruger flere gange billedet af ham som den gode hyrde og os som fårene.
Johs. 10, 14 "Jeg er den gode hyrde, jeg kender mine får, og mine får kender mig.... og jeg sætter mit liv til for fårene."
Gud siger: Du er min
Det er helt klart, at Guds kærlighed, som vi lærer om den i skriften, gælder den enkelte - og Bibelen har vitterlig mange beskrivelser af Guds kærlighed til den enkelte, og at han er villig til at betale med sit liv, for at redde os - her er lige nogle udtryk fra Esajas kapitel 43, vers 1 - 4 du kan selv læse det i sin helhed:
Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig,
jeg kalder dig ved navn, du er min.
Går du gennem vand, er jeg med dig,
gennem floder, skyller de ikke sammen over dig;
................. For jeg er Herren din Gud,
Israels Hellige er din frelser......
du er dyrebar i mine øjne,
højt agtet, og jeg elsker dig.....
Så du kan være helt tryg ved, at Guds omsorg for din frelse er langt større, end nogen forkynder vil formå at beskrive for dig.
Lagt på nettet 06.05.2005