31.08.2010 12:00 Alder: 7 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Sten og spurve

Mit bryst er fyldt af sten.
Måske er der kun én,
der bare er så stor...
Den truer med at knuse alt, jeg véd og tror.


Sådan havde jeg det, da jeg hørte om de fire unge, der druknede i Norge. Jeg kendte flere af dem – og deres forældre og venner. Sorgen tog pusten fra mig. Det, jeg ellers sad og arbejdede med, forekom mig så inderligt ligegyldigt. 

Jeg bad for de efterladte. Og så stoppede jeg op: hey, du beder til Gud - hvorfor i alverden greb Gud ikke ind og gjorde, at det her aldrig var sket? 

Troen rystes

Jeg er teolog. Jeg kender udmærket de mange og gode svar, der kan gives på dette spørgsmål. Men i selve situationen er der ikke noget svar, der kan bruges. Det ryster troen. Det går imod alle de beretninger vi har, hvor Gud griber mirakuløst ind. Det går imod det billede, vi har af Gud som den almægtige og kærlige far.

Og vi véd - så sikkert som man nu kan vide den slags - at disse fire virkelig levede i troen på Gud. Så de har helt sikkert bedt ham om hjælp, mens de kæmpede i det kolde vand. Hvad sker der for dig, Gud? Ville du virkelig deres død?

Glasburet revner

Jeg følte tilbage i tiden. Jeg var lige kommet til tro på Gud og Jesus den gang. Så kom den frygtelige nyhed: nogle kristne havde været i Østeuropa og tjene Gud. På hjemvejen var deres bil blevet knust i en trafikulykke og de kom alle hjem som lig.

Det var første gang, min tro på Gud blev virkelig rystet. Så rystet, at jeg blev rædselsslagen. Det gik op for mig, at det at være kristen, ikke var at komme ind i et beskyttet glasbur - beskærmet fra lidelser og ulykker.

Mit billede gik i tusind stykker - men et nyt billede tog med tiden form. Et billede, hvor jeg på den ene side ikke kan regne med at gå igennem livet uden at møde lidelser - men hvor jeg på den anden side må stole på, at Gud er med mig.

Jesu ord om at selv ikke en lille spurv falder til jorden uden at Gud er med den (Matthæusevangeliet 10,29), fik en ny betydning for mig. Før havde jeg hørt det som: "Ikke en spurv falder til jorden - for Gud er med den!" Men nej, spurve - og kristne - falder til jorden undertiden, men ikke alene. Gud er med dem.

Sorgens tid

Kan dette nye billede holde nu, hvor stenen fylder mit bryst? Efterhånden tror jeg det. Men ting tager tid - og sorgens ting tager lang tid. Den tid kan ikke forkortes med kloge ord. Samvær og forbøn kan måske hjælpe.

Lad os i hvert fald - alle os, der kender de pårørende - fortsat støtte dem i forbøn.

Og jo, man kan faktisk godt på samme tid bede Gud hjælpe de pårørende og skælde ham ud, fordi man ikke fatter, at han lader sådan noget her ske.

Gud kan sagtens holde til det. Og jeg tror også godt, vores tro kan. Den kan i hvert fald ikke holde til, at vi lader være med at skælde Gud ud, hvis vi har brug for at gøre det.

Og - som én af de sørgende venner sagde: "Midt i alt det forfærdelige er der da ét lyspunkt: vi véd, at de troede på Gud, så nu er de hjemme hos ham og bliver trøstet".


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også