20.11.2008 12:00 Alder: 11 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Extreme Makeover

Da vi så lejligheden første gang, tænkte vi, at en masse maling og lidt udskiftninger hist og her kunne gøre det. Men efterhånden som vi fik fjernet de yderste lag, viste det sig at behovet var noget større. Mange årtiers spredte lappeløsninger, utidssvarende installationer og dårlig isolering ændrede planerne fra en istandsættelse til en gennemgribende renovering.

Hus på sand

© Mugur Popescu / stock.xchng

Efter mange mange timers arbejde og en hel del ekstra udgifter står vi så om kort tid med en helt nyrenoveret og moderne lejlighed. Og vi ved, at det vi ikke lige kan se også er i orden. Men det blev et meget større arbejde end vi havde regnet med fra begyndelsen.

Sådan kan det gå, når man begynder at kradse lidt i overfladen. Et ekstra lag maling og godt med lister og tæpper kan få det hele til at se pænt ud. Men bag den pæne facade lurer utætheder, brandfælder, råd og ælde.

Fortællingen om de to husejere i Matthæusevangeliet kap. 7, kan minde lidt om vores oplevelse med den nye lejlighed. Den ene byggede sit hus på fast grund, mens den anden byggede sit hus på sand. Og da skybruddet kom med storm og oversvømmelse skyllede grunden væk under hans hus, som var bygget på sandet.

Verdens bedste tømrer

Jesus var selv bygningshåndværker og vidste hvad han talte om. En gennemgribende renovering ville ikke have hjulpet noget hvis husets fundament var for dårligt. Det er næppe noget Jesus fortæller for at vejlede amatør-håndværkere som mig, men for at få mig til at vende blikket indad mod mit eget liv. Kradse lidt i overfladen og undersøge hvad der egentlig gemmer sig under overfladen. Under gulvet. Hvad er det for et hus vi har bygget?

Måske var det en god idé at sende bud efter verdens bedste håndværker: tømreren fra Nazaret. Han tilbyder nemlig ikke en renovering eller blot en istandsættelse. Han tilbyder et helt nyt hus, bygget på fast grund. 


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 20.11.2008

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også