Straffer Gud tilgivede syndere?

Svar:

Spørgsmålet er: Vil Gud straffe synder, der er bekendt og tilgivet? Hertil må der svares "nej". Det er enten straf eller tilgivelse. Gud møder ikke et menneske med både straf og tilgivelse på én gang. Hvis Gud som dommeren har frikendt et menneske (gennem Jesus stedfortrædende død), vil Gud ikke på samme tid straffe det menneske. Man straffer ikke et frikendt menneske; det gør Gud heller ikke.

Vi bekender jo troen på ham, der tog straffen. Det hedder om ham i Esajas Bog 53,5: "Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt". Hans lidelse var stedfortrædende. Det betyder: Han led smerten i vort sted. Han blev straffet i vort sted. Han blev straffet, for at den, der bekender troen på ham, aldrig i evighed skal straffes. Han blev straffet stedfortrædende.

Derfor gælder det: Vi tror ikke på en Gud, der på en og samme tid straffer og tilgiver. Vi tror på en Gud, der straffede sin søn, for at han kunne tilgive os. "Sandelig, han bar din smerte. Så er du jo fri, mit hjerte" (Den Danske Salmebog 455,2). "Sandelig han bar min pine, dermed er min straf forbi" (Den Danske Salmebog 455,3).

Det er Guds lovs opgave at overbevise menneske om, hvem Gud er, nemlig dommeren for hvem ethvert menneske skal stå til regnskab. I Paulus' Brev til Romerne 3,19 hedder det: "alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud". Men evangeliet er, at et menneske ikke skal stå strafskyldigt over for Gud, men skænkes Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus (Paulus' Brev til Romerne 3,21f).

I forholdet til Gud er der altså to muligheder: kærlighed og frygt/straf. I Johannes' 1. brev 4,18-19 siges det på den måde: "Den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først". Det, der kendetegner et Guds barn, er ikke angst for straf, men det er kærlighed og tillid til Gud.

Yderligere et aspekt skal nævnes: At straffe er at dømme en person til noget ubehageligt, fordi han har gjort noget kriminelt eller noget forkert. Straf er noget, et menneske må lide for en forseelse, som det har begået. Der er med andre ord direkte forbindelse mellem forseelsen og afstraffelsen. Men sådan er det ikke i Guds Rige. Her vil et menneske ikke kunne slutte direkte fra en smerte til en bestemt synd og se smerten som en straf for en bestemt synd.

Det betyder ikke, at Gud slet ikke straffer. Det forfærdelige, men også vanskeligt forståelige er, at Gud straffer gudløsheden og uretfærdigheden (Paulus' Brev til Romerne 1,18.27). Men dette gælder vel at mærke det menneske, der ikke ønsker at bekende synden som synd, og som derfor heller ikke ønsker nogen tilgivelse for sin synd. Derfor kan fortabelsen endda kaldes "den evige straf" (Matt 25,46; 2 Thess 1,9; Jud 1,7.15). Det er vanskeligt at trænge til bunds i den tankegang. Men således taler Bibelen altså også. Gud straffer ikke den tilgivne synd, men den forhærdede synd.

Et andet aspekt skal også nævnes: Gud straffer ikke sine egne børn; men der er tilfælde, hvor Guds børn må bære konsekvensen af deres synd. Overtræder man alle færdselsregler og kører galt, kan man komme til skade. Tilgivelsen betyder ikke, at skaderne forsvinder, men de er på den anden side ikke "straf", men snarere at forstå som "tugt". Den troende lever i syndens og dødens verden og er selv præget af det. De troende må bære hver deres kors. Disse syndens konsekvenser slipper et troende menneske ikke fra. Men der er her ikke tale om straf, men om opdragelse og tugt. Straf udspringer ikke af kærlighed, men Guds tugt har sin baggrund i Guds kærlighed, for Gud tugter den, som han elsker, således som det hedder i Brevet til Hebræerne 12,6.

Når den danske oversættelse alligevel bruger ordet "straf" i Hebr 12,6, er det i betydningen "tugt". Gud straffer ikke det menneske, der kommer til Gud med bøn om tilgivelse. Gud er ikke en lunefuld despot, der både straffer og tilgiver. Men han er den kærlige Fader, der vil tilgive og elske.

Lagt på nettet 22.02.2002