13.06.2007 12:00 Alder: 18 yrs

Skrevet af:
Sten Nielsen

Skal nadvervinen være med alkohol?

Skal den vin, vi får ved nadverbordet, være rigtig vin frem for alkoholfri vin, for at være bibelsk korrekt? Eller er det bare noget mennesker har bestemt? I vores kirke drøfter vi det meget, bl.a. fordi mange børn efterhånden er med til nadver, og også fordi nogle, af helbredsmæssige grunde, ønsker den alkoholfrie vin. Jeg har ønske om at være solidarisk og også fravælge den rigtige vin, og jeg synes, at det havde været nemmere, hvis vi bare fik den, som alle kunne tåle, men det er måske forkert?

Svar:

Tak for dit spørgsmål, som jeg udmærket forstår, at du har lyst til at få fuld klarhed over. Desværre er det ikke sådan et spørgsmål, man uden videre kan svare ”ja” eller ”nej” til, ganske enkelt fordi svaret ikke gives direkte men må bero på en fortolkning af nogle tekster og traditioner helt fra kirkens begyndelse.

Nadveren er et sakramente

Nadveren er det ene af den evangelisk-lutherske kirkes to sakramenter (dåben er det andet). Et sakramente er en hellig handling, som er givet til mennesker fra Gud selv. Derfor betyder det noget for os, at vi bruger det efter hensigten og i overensstemmelse med Guds vilje og mening.

Nadveren indstiftes skærtorsdag af Jesus, der spiser påskemåltid med disciplene, se fx Lukasevangeliet 22,20. Jesus tog et bæger efter måltidet og sagde til disciplene, at det er ”den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.”

Hvad var der mon i bægeret?

Vi véd, at påskemåltidet blev fejret hvert eneste år præcis efter den gamle tradition fra udvandringen af Ægypten, hvor Gud bød israelitterne denne ordning, Anden Mosebog 12,1-27. Vi tror, at det var vin, der blev drukket ved det måltid – ganske enkelt fordi det var en del af traditionen.

Et andet tegn på, at der var vin i bægeret, som Jesus indstiftede nadveren med, finder vi i Jesu ord: ”Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.” Lukasevangeliet 22,18. Det er et af de fire bægre vin, der igen ifølge traditionen drikkes ved påskemåltidet.

Der er efter min mening derfor flere gode grunde til at tro, at det var vin, der var i dét bæger, Jesus brugte, da han indstiftede nadveren. Og dermed er der også gode grunde til at antage, at kirken oprindeligt fra starten har benyttet rigtig druevin i forbindelse med nadveren.

Hensynet

Det er vist først indenfor de seneste 25-30 år, man er begyndt at bruge druesaft ved nadveren i folkekirken. Det skyldes mange ting: Mennesker, der har haft et misbrug, børns altergang, hensynet til syge og så videre. Og det er her, det bliver rigtig vanskeligt at holde tanken klar: Skal man fastholde druevinen, sådan som traditionen og sandsynligvis også Bibelen beretter om det, eller skal man lade sig styre af hensynet til en række andre forhold i vores egen tid?

En personlig sag

Det er vigtigt, at vi ikke dømmer hinanden i dette spørgsmål; enhver må prøve sig selv.

Personligt har jeg det godt med at bruge usyret brød og druevin, sådan som Jesus formodentlig gjorde ved indstiftelsen. De, som af en eller anden grund ikke kan tåle vin, kan roligt nøjes med nadverbrødet, sådan som forældre med små børn altid gør. Vi tror nemlig, at Jesus er fuldt og helt til stede i både brødet og i vinen. Så også i brødet alene, får man nadverens fulde gave.

På den anden side har jeg også forståelse for, at nogen vælger at bruge druesaft uden alkohol af hensyn til de mennesker, der ikke tåler vinen. Det er en god og bibelsk tanke, at man skal vise det nødvendige hensyn i Guds menighed – også ved nadverbordet. Og som det allerede er nævnt kan det være vanskeligt at levere et tydeligt bevis på, at det absolut skal være druevin med alkohol, der bruges ved nadverens uddeling.

Afsluttende har jeg lyst til at sige, at det altid er et godt princip at følge sin samvittighed – og kan det så tilmed forenes med det, som Bibelen vidner om, så tror jeg, at det er den rigtige vej at gå.


Skrevet af:
Sten Nielsen

Lagt på nettet 13.06.2007

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også