15.05.2006 12:00 Alder: 12 yrs

Skrevet af:
Oskar Skarsaune

De "hemmelige" skrifter

De skrifter, som ikke kom med i Bibelen er alle sammen senere skrifter, som har tydelige legende-træk og som typisk tilføjer noget til de bibelske beretninger eller udfylder de "huller", som Ny Testamente ikke giver os nogen viden om. Men de er blevet afvist fordi de er skrevet for sent i forhold til begivenhederne eller fordi forfatterne er falske. At disse skrifter ofte kaldes apokryfe, har sin egen lidt specielle historie.

Gamle bøger 100

Gamle bøger 210

Denne artikel er et uddrag fra Oskar Skarsaunes "Den ukendte Jesus" (Forlaget Fokal 2006)

Ordet »apokryf«, som betyder »skjult«, blev først brugt af kirkefaderen og bibeloversætteren Hieronymus (ca. år 400 e.Kr.). Han brugte ordet om sådanne jødiske skrifter, som hverken var med i jødernes Bibel eller i kirkens Gamle Testamente (som ofte indeholdt flere bøger end jødernes Bibel). Disse bøger, som hverken jøder eller kristne ville have med i Bibelen, kaldte Hieronymus »de skjulte« bøger.

Moderne forskere finder mange af dem meget interessante og kalder dem »de gammeltestamentlige pseudoepigrafer«. En »pseudoepigraf « betyder ganske enkelt en bog med falsk (pseudo) titel (epigraf). Et klassisk eksempel er den såkaldte Første Enoks Bog, hvor dele af bogen giver sig ud for at være skrevet af Enok, én af stamfædrene fra tiden før syndfloden.

Senere i kirkens historie blev Hieronymus’ ord »apokryfisk« brugt om de tillægsbøger, som fandtes i mange kirkelige udgaver af Det Gamle Testamente, men ikke i jødernes. Disse kom efterhånden til at bære navnet »De Apokryfiske Bøger«.

Moderne forskere lånte dette ord og gav det ny anvendelse. De brugte det om sådanne tidlige skrifter, som ifølge deres titel gjorde krav på at være apostoliske, men som var skrevet for sent til at kunne være det. Dem kaldte man som regel nytestamentlige apokryfer.

En uheldig følge af dette sprogbrug var, at mange læsere med mindre kendskab drog den slutning, at den tidlige kirke havde forsøgt at »skjule« eller endog udrydde disse skrifter. Denne misforståelse er helt tydeligt til stede i Da Vinci Mysteriet. Men bøgerne var ikke kendt under den misvisende betegnelse i den tidlige kirke, og sandheden er, at mange af dem var meget populære og meget læste både blandt ortodokse kristne og andre. Og det blev de ved med at være både i middelalderen og senere, og megen kirkekunst er præget af kunstnerens gode kendskab til dele af denne »apokryfe« litteratur.

Fylder hullerne ud om Jesus

Der er tale om mange forskellige skrifter, som stammer fra tiden omkring år 150 e.Kr. og senere. Fælles for mange af dem er, at de på forskellige måder »udfylder« områder af Jesu og apostlenes historie, som skrifterne i Det Nye Testamente er tavse om. Det gælder særlig 1) Jesu barndom og opvækst, »barndomsevangelier«, 2) hvad Jesus gjorde i dødsriget i den tid, han lå i graven og 3) hans undervisning af disciplene i de 40 dage mellem hans opstandelse og himmelfart, de såkaldte »åbenbaringsdialoger mellem Frelseren og hans disciple«.

Jeg behøver vel næppe at understrege, at disse »evangelier« ikke indeholder historisk pålidelig information om, hvad den historiske Jesus sagde og gjorde. Til det er de skrevet alt for sent, og deres karakter som legender er åbenbar for enhver. Videre har vi to kategorier »apostelgerninger«: 4) Hvad skete der med apostlene i det tidsrum, som Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente ikke siger noget om? Og 5) Hvad skete der med de apostle, som Apostlenes Gerninger fortæller lidt eller intet om? Her følger korte omtaler af nogle af de vigtigste skrifter i hver af de fem kategorier.

1. Barndomsevangelier:

Jakobs Proevangelium fra ca. år 150 e.Kr. er en from fortælling om Jesu mor, Maria, hendes liv og opvækst og om begivenhederne omkring Jesu fødsel. Her får vi for eksempel navnene på Marias forældre at vide, Joakim og Hanna (Anna), og vi får den kirkeligt »korrekte« forklaring på, at Jesus havde brødre og søstre, til trods for at forfatteren af dette skrift mener, at Maria blev ved med at være jomfru også efter at have født Jesus.

Forklaringen er, at Josef var enkemand, da han giftede sig med Maria, og at Jesu søstre og brødre stammede fra Josefs tidligere ægteskab. Skriftet var umådelig populært allerede i oldkirkens tid og blev i middelalderen kilde til megen kirkelig kunst. Det var også en vigtig støtte for det katolske dogme om Marias evige jomfrustand.

Den eneste grund til, at det ikke blev indlemmet i Det Nye Testamente var, at mange var klar over skriftets

præg af legende, og de vidste, at det ikke var »ægte«, altså ikke skrevet af Jakob som påstået.

Thomas’ Barndomsevangelium er fra det andet eller tredje århundrede og indeholder legender om Jesu gerninger i hans barndom før besøget i templet som 12-årig (som er fortalt af Lukas). Mange kendte legender om Jesu undergerninger som lille stammer herfra.

2. Dødsrigeevangelier:

Bartholomæusevangeliet er fra det andet eller tredje århundrede. Dele af skriftet kan være fra en senere tid. Bartholomæus spørger den opstandne Jesus, hvad han gjorde i dødsriget, og får udførligt svar på dette. Evangeliet kan for så vidt også medregnes til kategorien »åbenbaringsdialoger«.

Nikodemusevangeliet stammer i sin bevarede form fra det sjette århundrede, men indeholder ældre dele. Det var meget udbredt og læst i middelalderen, og det fungerede som kilde til flere af forfatterne af de middelalderlige gralsfortællinger. Det var her, de hentede fortællingerne om Josef fra Arimatæa, der opsamlede Jesu blod, da han tog Jesus ned fra korset, og legenden om soldaten Longinus, som stak sin lanse ind i Jesu side på korset. Sidste del af evangeliet, »Nedstigningssagaen«, er et af de første latinske skrifter, der blev oversat til gammelnorsk. Evangeliet »supplerer« også de kanoniske evangeliers lidelseshistorier med »vidnesbyrd« fra flere af de involverede, for eksempel Pilatus og ypperstepræstens sønner.

Petersevangeliet er fra anden halvdel af det andet århundrede. Da dette evangelium kun er bevaret ufuldstændigt, er det vanskeligt at sige noget sikkert om genren. Det er muligt, at dette evangelium med hensyn til genren kan have lignet de nytestamentlige evangelier meget. Den del, der er bevaret, gengiver fortællingen om Jesu død, begravelse og opstandelse, men udsmykket med langt flere underfulde træk end i de nytestamentlige evangelier. Hele folket er tilskuere, når Jesus går ud af graven, og han ledsages af to engle, der er så store, at deres hoveder når op til himlen. Han har også selv kosmiske dimensioner, og hans hoved er over himlen.

Da en biskop i Antiokia, Serapion, fik at høre, at en menighed i nabolaget brugte dette evangelium, godkendte han det først, fordi han regnede med, at menigheden selv kunne bedømme skriftets indhold. Men da han så læste det, anbefalede han menigheden at lægge dette evangelium væk, fordi dets indhold ikke stemte overens med den tradition, menigheden i Antiokia havde fra Peter. Biskoppen sigter muligvis her til

Markusevangeliet.

Det er interessant, at biskoppens vigtigste indvending mod Petersevangeliet er, at det fraskriver Jesus reel smerte under korsfæstelsen, »han tav, som om han ikke mærkede nogen smerte«. Det, biskoppen har at udsætte på dette evangelium, er denne fornægtelse af Jesu sande menneskelighed.

3. Åbenbaringsdialoger mellem den opstandne og disciplene:

Apostelbrevet er fra midten af det andet århundrede. Det indeholder en udførlig gengivelse af den opstandnes belæring af apostlene, fremstillet sådan, at de spørger, og Jesus svarer. Indholdet i dette skrift er helt »ortodokst«. Men ellers var denne genre en af gnostikernes yndlingsgenrer. I flere af de gnostiske »evangelier« er det den opstandne, der meddeler disciplene den hemmelige visdom, som han ikke åbent kunne give dem del i før sin død, da han underviste offentligt. Det har vi set eksempler på allerede i afsnittene om Mariaevangeliet og Filipsevangeliet ovenfor, og vi skal studere fænomenet nærmere i næste kapitel, når vi ser på Thomasevangeliets genre.

4. Apostelakter som »supplerer« og viderefører fortællingerne i Apostlenes Gerninger:

Paulus-akterne fortæller om det, der hændte med Paulus efter det punkt, hvor Apostlenes Gerninger slutter. Ud over Paulus fortælles der meget om én af hans kvindelige disciple, Thekla. Bogen er antageligt skrevet omkring midten af det andet århundrede. Den blev senere meget populær og meget læst, og der findes en Thekla-grav og en Thekla-kult i Lilleasien. Men den presbyter, der blev afsløret som akternes

virkelige forfatter, blev afsat fra sit embede, til trods for at han undskyldte sig med, at han havde skrevet dem »af

kærlighed til apostlen«. Indholdet i disse fortællinger er teologisk set helt ortodokst. Dette viser, at man i menighederne i den oldkirkelige periode slet ikke var kritikløse, de godtog ikke hvad som helst, bare fordi det var opbyggeligt og i overensstemmelse med den rette lære.

Peters-akterne fortæller om, hvad Peter gjorde og oplevede efter den korte notits i Ap.G. 12,17, hvor Peter forsvandt ud af historien »og drog til et andet sted«. I den bevarede del af teksten får vi først at høre, hvordan Peter grundlægger menigheden i Rom, dernæst hvordan troldmanden Simon fører menigheden vild, og så hvordan Peter rejser til Rom og bekæmper Simon effektivt. Til sidst følger en fortælling om Peters martyrium i Rom. Bogen er i en meget folkelig fortællestil, antageligt skrevet i anden halvdel af det andet århundrede. Flere træk fra beretningen om Peters martyrium er gået over i kirkekunsten, blandt andet at Peter blev korsfæstet med hovedet nedad. Også dette skrift har et helt ortodokst teologisk indhold.

5. Apostel -akter om apostle, som Lukas ikke fortæller om i Apostlenes Gerninger:

Thomas-akterne stammer fra den syriske kirke og er præget af stærk askese. Apostlen forkynder imod ægteskab og for cølibat. Han kommer til sidst til Indien og dør der. Bogen er fra det andet eller tidligt i det tredje århundrede.

Andreas-akterne er noget senere.

Disse apostel-akter har et tydeligt gnostisk præg. Ser man på disse skrifter som helhed, er der et træk, der går igen: De »udfylder« alle sammen spændende »huller«, som de kanoniske skrifter i Det Nye Testamente er tavse om.

Det er ikke så vanskeligt at forstå drivkraften bag produktionen af disse skrifter. Set fra den fromme fantasis synspunkt er det ret frustrerende ikke at høre noget om flere af hullerne i de nytestamentlige fortællinger. Hvorfor fortæller Lukas, at Jesus i 40 dage efter sin opstandelse underviste disciplene og »åbnede Skrifterne« for dem, når han ikke gengiver indholdet i én eneste af de »bibeltimer«, Mesteren dengang holdt for disciplene?

Sådanne og lignende »fortielser« i de kanoniske evangelier og i Apostlenes Gerninger er egentlig ret opsigtsvækkende og påfaldende. De kan vanskeligt forklares på anden måde, end at hvor evangelisterne manglede sikre traditioner, som kunne udfylde hullerne, der undlod de det.

Indirekte vidner disse »huller« om evangelisternes helt nøgterne historiske orientering – de tillod sig ikke at digte frit, hvor de ikke havde nogen kilder. Det er netop det, man tillader sig i de apokryfe skrifter, egentlig ret frimodigt og med stor fortælleglæde. Det forklarer skrifternes store udbredelse og popularitet som »folkelæsning«, men også skepsisen mod dem og afvisningen af dem som kandidater til kanon fra de mere historisk nøgterne ledere i menighederne.

Også senere fortsatte det med at være sådan, ikke mindst i middelalderen. Man kan antagelig bedst karakterisere kirkens holdning til de apokryfe skrifter som dybt ambivalent. På den ene side værdsatte man disse skrifters utvivlsomt opbyggelige og pædagogiske værdi, og man lod villigt kunstnere udsmykke kirkerne med scener fra de apokryfe fortællinger. Men samtidig fastholdt man, at disse skrifter ikke kunne have samme status som autoritative og troværdige beretninger om Jesus og den første menighed, som de nytestamentlige havde, da disse var de eneste, som med sikkerhed stammede fra første og anden generations disciple.

Denne bedømmelse er moderne historikere enige i. I skarp modsætning til det, der hævdes i Da Vinci Mysteriet, er de apokryfe skrifter generelt præget af, at de nedtoner Jesu menneskelige side stærkt og ensidigt betoner hans guddommelige egenskaber. Det, Dan Brown hævder i Da Vinci Mysteriet, er det kun muligt at hævde for én, som ikke har læst disse skrifter. Og til alle, der spørger, hvorfor disse skrifter ikke blev indlemmet i Det Nye Testamente, har jeg kun ét råd: Læs dem! Det kan man nemt gøre ved at anskaffe sig

bindet Apokryfe Evangelier i serien Verdens Hellige Skrifter. Når man har læst disse tekster, kan man med sikkerhed vide, at man på dette punkt har foretaget en langt grundigere research end Dan Brown, for han har ikke læst en eneste af dem.


Skrevet af:
Oskar Skarsaune

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også