12.07.2023 11:06 Alder: 233 days
Kategori: jn-svar, Gud, Udvalgte svar
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Kan et menneske være mere kærligt og barmhjertigt end selveste Gud?

Første Mosebog fortæller om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, at Abraham tinger med Gud om, hvor mange retfærdige, der skal være i byen, før Gud vil ødelægge den.

I starten siger Gud, at hvis der er mere end 50 retfærdige, så vil han skåne byen.
Men efter at have tinget en del, får Abraham det tal helt ned til 10.

Her virker det jo som om, at Abraham er mere kærlig end Gud, da han prøver at få tallet så langt ned som muligt, og hvis han ikke havde gjort det, så havde Gud jo gået ud fra de 50.

Men hvordan kan et menneske være mere kærligt og barmhjertigt end selveste Gud?


Svar:

Når Gud vil fælde dom, og nogen går i forbøn, vil de altid fremstå mere kærlige end Gud. Forbederen fremstår altid bedre end dommeren - også selv om dommen er retfærdig og sker af gode grunde. Vi har i det hele taget altid svært ved at forstå og forlige os med Guds domme. Det er det overordnede.

Når vi så ser nærmere på Abrahams forbøn, så beder han ikke for folkene i Sodoma og Gomorra som helhed, men om, at Gud ikke vil udslette Abrahams slægtninge, nemlig Lot og hans familie, som Abraham - ligesom Gud gør - opfatter som retfærdige. Abraham beder altså om, at de retfærdige ikke skal udslettes sammen med de uretfærdige.

Selv om der kun er fire retfærdige og ikke ti, som Gud lovede at skåne byen for, så opfylder Gud alligevel Abrahams bøn, for han sender sine engle, som redder Lot og hans familie ud af byen før ødelæggelsen. Abraham beder altså ikke om de uretfærdiges frelse. Så kærlig er han ikke. Der er altså ikke tale om, at Abraham elsker indbyggerne i Sodoma og Gomorra højere, end Gud gjorde.

Langt senere i Bibelen læser vi om, at Guds søn, Jesus selv, græder over Jerusalems indbyggere (Lukas-evangeliet, kapitel 19, vers 41-44), som ikke troede på ham. Og det helt store er, at Jesus går i døden for at frelse ikke bare sine venner, men også sine fjender. Paulus havde et klart blik for det og udtrykte det således i Romerbrevet, kapitel 5, vers 8: "Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere."

I Lukas-evangeliet, kapitel 23, vers 34, står der, at Jesus bad for sine bødler om Guds tilgivelse. Der er desværre tekstkritiske problemer med netop den sætning, så vi er ikke helt sikre på, om den oprindelige tekst nævnte denne bøn.

På den meget nyttige hjemmeside Netbible.org (https://netbible.org/bible/Luke+23) står der om første halvdel af vers 34 (i min oversættelse fra engelsk): ”Mange betydelige håndskrifter (P א B D* W Θ 070 579 1241 sy sa) mangler vers 34a. Det er med i א* (A) C D L Ψ 0250 ƒ 33 M lat sy. Det passer også med et vigtigt tema i Lukas-evangeliet om at tilgive fjenderne (Lukas-evangeliet, kapitel 6, vers 26-27), og det har en parallel i Stefanus’ svar i Apostlenes Gerninger kapitel 7, vers 60. Manglen på paralleller i de andre evangelier er også et argument for, at det skal tages med her. På den anden side kan netop parallellen i Apostlenes Gerninger, kapitel 7, vers 60 have tilskyndet tidlige afskrivere til at indsætte udtalelsen alene i Lukas-evangeliet. Derudover er det meget vanskeligt at forklare, hvorfor tidlige og forskellige tekstvidner mangler udtalelsen. Sagen  er svær at afgøre, men selv de, som anser verset for uægte litterært set, regner det for ægte historisk set. Af disse grunde er det anbragt i skarp parantes i oversættelsen” (altså Dan Wallaces oversættelse på ovennævnte hjemmeside).

Uanset om Jesus bad for sine fjender eller ej, så står det fast ud fra bibelteksterne, at han græd over sine fjenders skæbne og gik i døden for at redde også sine fjender, og det anser jeg for at være endnu større kærlighed end at bede for dem.

Derfor mener jeg, at Abraham ikke var mere kærlig end Gud. Gud havde langt større og mere kærlige planer end Abraham.

Så kan man spørge, hvorfor Gud ikke sendte Jesus som verdens frelser noget tidligere, fx på Abrahams tid eller endnu før således, at Abraham havde lært at bede for sine fjender og således, at han prædikede omvendelse til frelse i Sodoma og Gomorra. Jeg har ofte tænkt over det og er kommet frem til, at Guds frelsesplan tog så lang tid, fordi syndefaldets konsekvenser er så dybe, at menneskene er fuldstændig fremmedgjorte – ikke for Guds eksistens, måske heller ikke for hans domme, selv om de hader dem, men for hans kærlighed, at frelseren må gå i døden for at redde os.

Gennem Israels lange historie og dets institutioner gav Gud menneskene mulighed for at forstå denne side af Jesu anliggende. Derfor kom han først, da alle de tidkrævende forberedelser var til ende.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 12.07.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også