Hvordan skal jeg forstå Josvabogen?

Svar:

Læg mærke til Josvabogen 1,1-3. Det var Gud selv, der gav landet til israelitterne. Ikke fordi de erobrede det, men fordi Gud havde lovet dem det land, som i virkeligheden er Herrens eget land. Derfor fik Israelitterne befaling om at udrydde kana'anæerne, som boede i det land, som Josva førte dem ind i. Denne befaling havde en tredobbelt årsag!

- Den første årsag peger tilbage til fortiden: Gud havde lovet Abraham og hans efterkommere landet til evig tid og til evig ejendom. (1 Mosebog 13,14-17; 17,1-8)

- Den anden årsag peger fremover. Hvis landets oprindelige indbyggere skulle blive boende i landet, ville det skabe store problemer og Israel ville forfalde til de samme synder som kana'anæerne. (1 Mosebog 33,50-56) og til sidst lide samme skæbne som dem.

- Den tredje årsag er måske den vigtigste. Landet er Herrens – i 3 Mosebog 25,23 læser vi, at Herren siger: "Landet er mit!" Dette er vigtigt at huske, både når vi læser om dette land i Bibelen, men også når dette land omtales – positivt eller negativt i vor egen tid. Det betyder, at ganske vist skulle israelitterne erobre landet fra de kana'anæiske folk, der boede i landet – men: landet tilhørte ikke kana'anæerne, men Herren!

Opfyldelse af Guds løfte

Josvabogen handler ikke om, at et røverfolk fra ørkenen trængte ind i landet. Der var ikke tale om aggression eller kolonisering, men om et kald og en opgave givet af Gud selv. Det der skete – og som medførte krig og voldsomme kampe med de kana'anæiske folk, der boede i landet – var en fortsat opfyldelse af løftet, Gud havde givet Abraham.

Gud havde lovet Abraham, at gøre ham til et stort folk og velsigne ham (1 Mosebog 12, 1-3). Gud valgte selv det rette tidspunkt for det, der skete på Josvas tid. (1 Mosebog 15,13-16) Israelitterne fik befaling fra Gud om at udrydde landets beboere (5 Mosebog 7) og fik samtidig at vide, at Herren havde fattet kærlighed til israelitterne. Ikke fordi de var et stort folk, men fordi Gud ville opfylde de løfter han havde givet Abraham, Isak og Jakob! Og det skete på trods af, at Israelitterne havde syndet groft mod Herren under ørkenvandringen.

Det underlige er, at Gud indtil i dag ikke har forkastet det jødiske folk, på trods af alle deres frafald og deres forfærdelige afgudsdyrkelse selv midt i Jerusalems tempel. (Læs Ezekiel 8!) Vi kan ikke selv give en rimelig forklaring på dette, men må vende os til den lærde Paulus, som i Romerbrevet 8,29 skriver "For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke."

De forkastede også Kristus, men engang skal han være befrieren, som kommer fra Zion. (læs Rom. 11,25-36!)

Uforståeligt og oprørende – men vi skal lære af det

Spørgsmålet, om at andre folk "må lade livet" for at skaffe plads til israelitterne kan man læse om i Esajas 43, hvor der står om Israels folk: "Jeg betaler for dig med mennesker, med folkeslag for dit liv."

Hvorfor Gud har valgt at gennemføre sider af den historiske udvikling på den måde er uforståeligt og oprørende for os. Derfor må vi nøjes med at holde fast ved den bibelske kendsgerning, at Gud våger over sit ord for at fuldføre det, han har lovet! ( Jeremias 1,11-12) Denne historieskabende kendsgerning har indtil vor tid voldt stor smerte både for det jødiske folk og deres naboer, og det er ikke noget vi må tage let på!

Men Gud vil gennemføre det, han lovede Abraham i 1. Mosebog 15,18-21 da han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne."

Vi kan minde hinanden om, at det som tidligere er skrevet - også Josvabogen - er skrevet for at vi skal lære af det, " så vi med udholdenhed og den trøst Skrifterne giver os, kan bevare vort håb." (Romerbrevet 15,4)

Lagt på nettet 07.04.2006