Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Hvordan forstå Paulus' tale på Areopagos?
Svar:
I sin fremragende kommentar til Apostlenes Gerninger (udgivet af Bibelselskabet) skriver Kai Kjær-Hansen i indledningen til sin kommentar til Areopagos-talen:
"Talen … indeholder en del udsagn, som har en vis tvetydighed over sig; dette betyder
- at Paulus kan mene ét;
- at de daværende tilhørere kan forstå noget andet;
- at senere læsere kan opfatte tingene på en helt tredje måde."
Citat - ikke tilslutning
Dette kunne blive et langt svar (Kai bruger flere sider på det) på dit meget relevante spørgsmål. Men det kan nok koges ned til følgende (ellers må du gerne spørge igen):
Paulus citerer deres digtere og henviser til deres tempelpraksis for en ukendt Gud. Han gør det ikke med fuld tilslutning til deres forestillinger og tro - men bruger det alene som tilknytningspunkter for at forkynde netop forskellen mellem deres tro og den kristne tro. Han når ikke så langt, før han bliver afbrudt - Apostlenes Gerninger 17,31-31 viser dog at han forkynder i klar modstrid med den daværende gudeforståelse og ikke i forlængelse af denne.
Den ukendte guds alter
Paulus knytter til ved et "alter for en ukendt gud". Han bruger egentlig kun den konstatering, at de er meget religiøse (vers 22) - de vil være helt sikre på at have kontakt til alle guder. Og - Paulus kan nu fortælle dem om en gud, de netop ikke har haft bevidst kontakt til før! At denne gud så er Gud og erklærer alle deres guder for ingenting, er så en anden sag. Så langt når Paulus ikke i den tale.
For mig at se kan man ikke bruge dette sted til at tale om naturlig åbenbaring - det er Romerbrevet 1,18ff bedre til. Han siger jo netop, at de ikke kender denne gud (Apostlenes Gerninger 17,23).
De græske digtere
Paulus' brug af citater fra græske filosoffer er, for mig at se igen, ikke en anerkendelse af deres religiøse opfattelse (og dermed af Zeus) - men et tilknytningspunkt for forkyndelsen af det, der er ganske anderledes. Det er rigtigt, at der er en Gud, der skaber alt liv og opretholder det - sådan som deres digtere siger. Men her hører ligheden også op. For det er hverken Zeus eller en panteistisk guddommelighed generelt - det er den levende Gud, der holder dom over verden ved en mand, han har ladet opstå fra de døde!
Godt eksempel
Dette har tilhørerne (jævnfør citatet fra Kai Kjær-Hansen i begyndelsen af svaret) sikkert ikke fanget med det samme. Og hvad de første læsere af Apostlenes Gerninger har tænkt, ved vi heller ikke. Men for os i vores tider står Paulus' Areopagostale som et lysende eksempel på, at man i sin forkyndelse skal rette ind efter målgruppen: til jøder tog Paulus udgangspunkt i GT, for det kendte og ærede de. Til grækerne tager Paulus udgangspunkt i græske digtere - for det kendte og ærede de.
Det, der let forvirrer, er, at Paulus kunne henvise til GT med tilslutning (for det er Guds ord) - mens han kun kunne henvise til græske filosoffer som et tilknytningspunkt for at forkynde noget, der var helt anderledes.
Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Lagt på nettet 23.06.2008
