Hvad mener Bibelen med at kvinder skal underordne sig?

Svar:

Ingen fast defineret mande- og kvinderolle

Det er ikke helt enkelt at besvare dit spørgsmål, dels fordi det berører mange flere bibeltekster, end vi kan gå ind på her, og dels fordi de færreste af disse tekster er særlig "håndfaste". Forstået på den måde, at vi tror, at Bibelens anvisninger om forholdet mellem mand og kvinde giver rum for et ret bredt spektrum af måder at indrette sig på. Og godt det samme! – der er forskel på mænd og forskel på kvinder (og forskel på ægteskaber og familier), og det ved Gud bedre end nogen, for han har skabt dem allesammen. Derfor ville man ikke forvente kun at finde én enkelt, fast defineret kvinde- eller manderolle i Bibelen, og det gør man da heller ikke. Det, vi kan gøre her, er at pege på nogle af de overordnede ting, Bibelen har at sige om sagen. Og vi forestiller os ikke, at du er færdig med at overveje emnet efter at have læst vores svar, snarere tværtimod...

Bibelens overordnede syn

• I Bibelens to første kapitler fortælles om skabelsen, mest udførligt om skabelsen af mennesket. Og det er tydeligt, at dobbeltheden af mand og kvinde ("kønspolariteten") er en del af selve det at være menneske; mennesket findes simpelthen kun som enten kvinde eller mand. Og vi tror, at den dynamik, der er i det – i den seksuelle tiltrækning og også i øvrigt – er en af Guds største genistreger. Den eneste gang, det i disse to kapitler siges, at noget ikke er godt, er da Gud før Evas skabelse siger: "Det er ikke godt, at mennesket er alene" (det står i tydelig kontrast til omkvædet i kapitel 1: "Gud så, at det var godt", som gentages syv gange). Og det råder Gud så omgående bod på ved at skabe kvinden som "en hjælper, der svarer til manden". Pointen er ikke, at hun er hushjælp eller noget i den stil; det hebraiske ord, der er brugt i grundteksten, signalerer ligeværdighed, så tanken er, at kvinden og manden er hinandens hjælpere – forskellige, så de netop supplerer og passer til hinanden.

• Kvindeundertrykkelse og mandschauvinisme – og det modsatte: Kvindedominans og tøffelhelte – er en konsekvens af synden. Det fremgår i kapitel 3,16, hvor én af de forbandelser, det fører med sig, at de første to mennesker gjorde oprør mod Gud, er, at kvinden skal "begære" sin mand, dvs. ønske at dominere og beherske ham, og at manden skal herske over kvinden. Og sådan har det historisk været siden (malet med meget bred pensel): Mændene har – stik mod Guds oprindelige hensigt! – undertrykt kvinderne, og kvinderne har – lige så galt afmarcheret! – ønsket sig, at det var omvendt. Men som regel forgæves. Denne kamp om at undertrykke hinanden er en tragedie af dimensioner, for den er i alle sine gerninger og alt sit væsen en djævelsk opfindelse beregnet på at ødelægge vores menneskelighed.

• Imidlertid er der en modgift mod den, og det er Guds kærlighed, som mænd og kvinder – de være sig kristne eller ej – erfarer et uforfalsket stykke af, når de elsker hinanden. I den udstrækning de gør dét, bliver det ynkeligt og latterligt at forsøge at realisere sin mandighed eller kvindelighed på den andens bekostning. Vores erfaring er, at egoismen har store aktier i os som de syndere, vi er – også i vores ægteskab. Og at vi derfor kan såre – og faktisk sårer – hinanden dybere, end det er muligt for noget andet menneske at såre os. Vi kan ikke slippe fri af selviskheden; vi har den i os og derfor også i vores indbyrdes forhold. Men vi har også et stykke af Guds kærlighed i os og i vores forhold, og derfor kan vi gøre – og gør faktisk – hinanden mere godt, end det er muligt for nogen anden. Og vi tror og længes efter, at vi engang i Paradis, skal leve evigt sammen uden selviskhed og synd men med al den glæde, begejstring, hygge og intens sanselighed, der er i Guds kærlighed.

• Vi forstår grundlæggende Bibelens formaninger til mænd og kvinder på samme måde, som vi forstår alle Bibelens andre formaninger, nemlig som Guds anvisninger på en konkret livstil, der realiserer Guds kærlighed på syndernes jord. Det betyder, at hvis man lever efter Bibelens bud og formaninger, tager man på en måde forskud på Paradis, hvor Guds kærlighed skal gennemtrænge alt. Det gælder både de helt håndfaste formaninger til både mænd og kvinder om f.eks. ikke at bryde ægteskabet (det sjette bud, 2 Mos 20,14), og det gælder de lidt mere vanskeligt håndterlige formaninger om "underordning", som du spørger til.

• Det er tydeligt i teksten fra Paulus' brev til Efeserne 5,24, som du nævner, og i Paulus' brev til Kolossenserne 3,18, som ligner den meget, at det at underordne sig i hvert fald ikke betyder at gøre sig til slave. For slaverne får i samme sammenhæng ikke besked om at "underordne sig" deres herrer, men om at adlyde (Ef 6,5 og Kol 3,22), sådan som børnene i øvrigt også får det. Og eftersom kvindeundertrykkelse er en konsekvens af synden og dybest set et forrædderi mod Guds kærlighed, kan det heller ikke passe, at en formaning, der netop tager sigte på at realisere Guds kærlighed, skulle handle om, at kvinden skal være mandens slave.

Men hvad betyder det så – det er ikke så let at sige. Nøglen til at forstå det kunne være Paulus' bemærkning om, at en kvinde skal underorne sig sin mand ligesom kirken underordner sig under Kristus (Ef 5,24) – dvs. sådan som man underordner sig én, som man ved vil én det bedste og har tillid til. Vi tror ikke, disse tekster handler om, hvordan man indbyrdes skal fordele de opgaver, der er i den enhed, som et ægteskab/en familie er. Hverken her eller i Paulus brev til Titus 2,5, som du nævner, eller i Peters 1. brev 3,1 er det forbudt, at kvinden tager ansvar for privatøkonomien eller byder velkommen, når der er fest i familien, eller stemmer på et andet parti end sin mand, når der er valg. Det handler mere om en attitude, som går stik imod det, der i 1 Mosebog 3,16 er kvindens særlige problem i forholdet til manden efter syndefaldet, nemlig at "begære ham". Ikke seksuelt (det gjorde Eva også før syndefaldet), men at ønske at dominere og beherske ham. Det skal hun ikke; istedet skal hun underordne sig ham i tillid og respekt.

• Det er klart, at den attitude er politisk ukorrekt i dag, i hvert fald i vores del af verden. Og det er også klart, at det kan være svært nok for en kvinde at sluge det. Vi tror, at det kan være godt at tale med andre om det, hvis man synes det er svært – både med andre kvinder og (ikke mindst) med sin mand.

• Samtidig er det klart, at de fire nævnte tekster (Ef 5,24 og Kol 3,18 og Tit 2,5 og 1 Pet 3,1) kan misbruges til kvindeundertrykkelse på en let gennemskuelig måde. Og der er en del eksempler på det, selvom det ikke altid er så entydigt, som dem, der bruger disse tekster til at anklage Bibelen for mandschauvinisme, gør det til.

Vi tror, der er en enkel måde at undgå dette (ukristelige) misbrug af Guds ord til kvindeundertrykkelse på, og det er, at mænd simpelthen springer de fire tekster over, når de læser Bibelen. Det kan de med sindsro gøre; de er tydeligvis ikke skrevet til dem. I stedet kan de så læse de formaninger til mænd, som står i de samme sammenhænge (Efeser brevet kapitel 5 vers25-33a og Kollosenserbrevet kapitel 3 vers 19 og Titus kapitel 2,6-7 og 1. Peters brev kapitel 3 vers7) en ekstra gang; i disse tekster står der (som du spørger), hvad der forventes af en kristen mand. Og det er, ikke overraskende, at han gør det stik modsatte af det, der if. 1 Mosebog kapitel 3 vers16 er mandens særlige fristelse: At herske over hustruen. Han skal nemlig være hensynsfuld, vise sin kone ære, ikke være hård mod hende, elske hende og give sig hen for hende med Jesus' egen selvopofrende kærlighed, som forbillede.

• Vi håber, du kan bruge det, vi har skevet her, til noget. Hvis du får fat i bogen "Køn og identitet. Essays om manden, kvinden og Bibelen" som er udgivet på Credo Forlag i 1996, vil du kunne finde en del mere stof og henvisninger til relevante bøger. I den bog står der meget godt og noget, der efter vores mening ikke er så godt. Men sådan er det som regel med bøger...

Guds fred

Lagt på nettet 23.01.2003