Hvad er Guds velsignelse?

Svar:

Begrebet velsignelse er et meget stort ord, og derfor er mit svar også omfattende. Men jeg vil indlede med et citat, der er et forsøg på at definere, hvad Guds velsignelse er, det er formuleret af Calvin, en af vor kirkes reformatorer: ”Guds velsignelse er Guds godhed i handling, gennem hvilken en rigdom af alt godt strømmer ned fra ham, der er al godheds kilde”.

Denne formulering rammer meget godt, det der ligger i de to velsignelser, som anvendes meget i vores kirketradition, og som jeg vil beskrive her.

Den aronitiske velsignelse

Fra Det Gamle Testamente har vi en velsignelse, Gud lærte præsten Aron, og den er så rammende og løfterig, at vi bruger den flittigt i kirken i dag, og har navngivet den, den aronitiske velsignelse eller den præstelige velsignelse. I 4. Mosebog kapitel 6, vers 23-27 siger Gud til Aron og hans sønner: “Sådan skal I velsigne israelitterne: Sig til dem...” Derefter følger selve velsignelsen, hvor de enkelte led udtrykker, hvad Guds velsignelse konkret rummer :

v24 Herren velsigne dig og bevare dig,

v25 Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,

v26 Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

Vers 27 er meget vigtigt, for der står: ”Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem.”

Det understreger, at velsignelsens årsag er Gud selv – velsignelse er at få Guds navn sat på sig. I bibelsk betydning er ”navn” ikke kun er en betegnelse for en bestemt person, men udtryk for alt det denne person rummer, i dette tilfælde alt det, Gud er og rummer! I dåben mærker vi vores børn med korsets tegn, Guds navn, vores frelser. Det er en konkret handling, og vi knytter på denne måde vores børn til hans velsignelse, som vi selv er blevet det.

Den apostolske velsignelse

Det er noget lignende vi møder i Det Nye Testamente i den apostolske velsignelse ( 2. Korinterbrev 13,13), som vi også bruger meget: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

De enkelte led i denne velsignelse giver en kort forklaring på, hvad der er Guds gerning, Jesu gerning og Åndens gerning. Samtidig er det en tilsigelse af hele Guds fylde til den enkelte - alt hvad Gud rummer!

Gud er velsignelsen kilde

Velsignelsens kilde er Gud selv. Det fremgår f. eks. af 1. Mosebog kapitel 49,24-27, hvor Jakob velsigner sin søn Josef og siger: ” Det kommer fra Jakobs Mægtige, fra Hyrden, Israels Sten, fra din fars Gud, han hjælpe dig, fra Gud den Almægtige, han velsigne dig med velsignelser fra himlen deroppe, med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede, med velsignelser fra bryster og moderliv. Din fars velsignelser overgår de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed.”

Det fortæller hvorfra Josefs og hans efterslægts fik deres kraft og styrke, nemlig fra Herren, som er stenen, der ikke rokkes og hyrden, der aldrig svigter. Guds velsignelser er mangfoldige – fra højden og i dybden (urdybet), Velsignelsen er langt rigere end alt andet – fordi den kommer fra Gud og ikke fra noget jordisk, som f. eks. bjergene eller en mors kærlighed og omsorg.

Hvad giver velsignelsen os?

Vi kan spørge: Hvad får vi ud af at blive velsignet? Det kommer an på, om vi modtager det velsignelsen giver os i tro og med tak og tilbedelse.

Vi kan tage Abraham som eksempel på hvordan velsignelsen modtages. I 1. Mosebog 12, 1-3 står der: “Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.«

I vers 4 står der, hvordan Abram reagerede på velsignelsen: ”Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham, ” – derved modtog han velsignelsen og han blev bærer af Guds velsignelse ikke bare for hans egen slægt – men til alle jordens slægter. Abram tog imod velsignelsen i tillid og med handling – vi kan sige, det er Guds fylde modtaget og brugt konkret!

Det samme sker, når du og jeg bliver velsignet f. eks. i kirken om søndagen og tager mod det velsignelsen er og gør brug af det f.eks. ved at ”drage af sted”. Vi bliver ikke alle kaldet til at rejse, men vi er alle blevet kaldet til at følge ham, det gør vi ved at lytte til Gud og leve efter det kald, vi har fået – og det betyder for alle, at der er andre ting, vi skal ligge bag os.

Lagt på nettet 03.05.2005