Har manden ansvaret for familien?

---

Svar:

Manden er ”hoved”

Helt generelt har manden et ansvar for sin familie, idet han er ”hoved” – altså hovedansvarlig. I Efeserbrevet 5,21-33 står der meget om kærligheden i et ægteskab, og her læser vi bl.a., at manden skal elske sin hustru og sørge for hende med samme omhu, som han naturligt vil sørge for sit eget legeme. Han skal prøve at have samme slags kærlighed som Jesus, der netop satsede alt på vores frelse. Altså skal en mand også satse alt på sin kones og eventuelle børns frelse. Det understreges også i det følgende (Ef 6,4) hvor manden formanes til at opdrage sine børn med ”Herrens tugt og formaning” – altså til at lære sine børn om Herren og formane dem til at leve i tro på ham.

Sin egen husstand

I forbindelse med at der skrives om hvilke mennesker, menigheden skal påtage sig det økonomiske ansvar for, står der: ” Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro” (1 Timotheus 5,8). Altså er det en meget afgørende kristen pligt at sørge for sin husstand. I de fleste tilfælde på Ny Testamentes tid, var det en mand, der stod i spidsen for en ”husstand” – men i nogle tilfælde var det en kvinde (ofte en enke), der stod i spidsen. Her står det specifikt om det økonomiske ansvar, altså at de har mad og tøj og husly osv, men det vil være helt unaturligt og stride mod meget i Bibelen, hvis vores ansvar for andre kun var et ansvar for deres materielle ve og vel – det er naturligvis også et ansvar for deres åndelige ve og vel.

Menigheds-medarbejdere

I beskrivelsen af ”profilen” på medarbejdere i menigheden (1 Tim 3,1- 13), omtales også vigtigheden af at de – mænd som kvinder – tager sig af at ”styre hus”. Pointen er, at ligesom de er overfor deres eget hus, sådan vil de også være overfor Guds hus (menigheden). Deres tjeneste i Guds hus er ikke alene praktisk, men også åndelig. Altså må de også skulle bedømmes på den måde, de åndeligt set styrer deres hus: altså hvordan de er som åndelig ansvarlig i deres eget hjem.

Begrænset ansvar

Som det ses af teksterne, har manden som åndeligt overhoved i familien, et åndeligt ansvar. Dette ansvar kan en kvinde også have, hvis der ikke er nogen mand, der kan tage ansvaret. Men under alle omstændigheder: hvordan skal dette ansvar forstås? Hvornår er man ”værre end en vantro”, som vi læste? Vi kan aldrig afkræves noget, der er uden for vores muligheder. Og her vil det vel sige, at der afkræves en ansvarlighed og en prioritering af os: vi skal satse på at forvalte vores ansvar således, at vores ”husstand” får alt det, de har brug for, både til deres fysiske og deres åndelige liv – så langt som vi kan.

Hvis vores husstand sulter, fordi vi har brugt pengene på andre ting, har vi en skyld. Men hvis de (og jeg selv) sulter, fordi vi simpelthen ikke har midler til at skaffe os mad, er det noget ganske andet. Og på det åndelige område må det gælde, at vi skal prioritere, at vores husstand har gode muligheder for at tage sund åndelig føde til sig. Det må gerne koste både tid og penge. Ifølge god luthersk tradition, er det ”husfaderen” der er ansvarlig for en daglig andagt i hjemmet (under hvilken form den så end skal have i vore dage). Men vi kan aldrig tvinge andre til at tro, og skal derfor heller ikke gå rundt med dårlig samvittighed, hvis en eller flere fra vores husstand forlader troens liv. Vi skal gøre det, vi kan – og der ophører vort ansvar. Resten er op til den enkelte person og Gud.

---

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 28.09.2011