Kategori: Omvendelse-rel
Får alle en frelsesmulighed?
Svar:
Frelsen i Kristus
Et kort, umiddelbart svar vil være: »Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelse ved« (Apostlenes Gerninger kapitel 4 vers 12). Sådan talte apostlen Peter om Jesus af Nazaret.
I den forstand er der ikke noget at tage fejl af. Kun ved at komme til tro på Jesus og tro på den virkelighed, som Han bringer med sig, er der frelse i. Derfor begynder Jesus også sin egen gerning her på jorden med at sige: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« (Markusevangeliet kapitel 1 vers 15). Sådan talte Han om sig selv.
Muligheder for frelse i særlige situationer(?)
Nu ved jeg ikke, hvem du tænker på, når du spørger til folk, som aldrig har hørt om Jesus. Det kan være svært at definere denne gruppe helt præcist. Der er selvfølgelig den direkte kommunikative metode med ord, som vi kender gennem forkyndelse m.v. i mange sammenhænge – og i lande, hvor kirken har en tydelig fremtoning. Her har alle mulighed for at høre om Jesus, selvom vi desværre også oplever, at mange fravælger at lade det få betydning i deres liv.
Rundt om i verden, på de såkaldte missionsmarker, bliver Guds ord rakt videre gennem missionærer m.fl. Der er også mennesker, som gennem en åbenbaring og drøm hører Gud tale til dem – og som på den måde tilskyndes til at opsøge nogle, der kan give dem mere indføring i Guds ord . I lukkede muslimske lande når Ordet frem gennem radio og andre medier. Der er mange muligheder i dag både af menneskelig mulig vej og ved Guds særlige (/overnaturlige) indgriben. Og så kan der også nævnes steder på jorden, hvor vi umiddelbart tænker (og måske ved?!), at Ordet om Jesus aldrig er blevet forkyndt, og at mennesker dér aldrig har hørt om Jesus. Hvad stiller vi op med det? Gives der en mulighed for dem efter døden?
Guds trøst i det vanskelige
Bibelen lærer os ikke, at der er mulighed for omvendelse og at komme til tro i døden. At tage imod evangeliet i tro må ske her i livet. Samtidig viser Bibelen os også tydeligt, at Gud ikke er en dømmesyg og vredefrådende tyran, som mest ønsker, at folk skal gå under og gå fortabt. Han ønsker, at alle skal nå til sandhedserkendelse om Ham og bliver frelst.
Derfor må vi også have fortrøstning om, at Gud ikke dømmer nogen uretfærdigt – det er simpelthen imod Hans eget almægtige, kærlige, hellige og retfærdige væsen! Hvordan han handler her, og lader sit Ord nå frem til dem – eller selv viser sig for dem på en eller anden måde (måske først lige i dødsøjeblikket), kan vi ikke give en fuldkomment og gennemskueligt svar på.
Som sagt kan overnaturlige ting forekomme. Særlige omstændigheder for mennesker kan opstå. I dødsøjeblikket kan Gud gribe ind. Igennem livet kan Gud tale til et menneske gennem samvittigheden, for at menneske må kende sin synd og vide, at Gud er til (jf. Romerbrevet kapitel 2 vers 14-16). Men vi kan ikke sige noget præcist. Vi må overlade det til Gud at kende de dybe hemmeligheder her – og lade os trøste af, at vi har med en kærlig Gud og himmelsk Fader at gøre, der ikke vil nogen synders død.
Det trøster jeg mig i al fald ved.
Lagt på nettet 06.09.2004
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvad med dem som aldrig hører om Jesus?
- Er nogen særligt udvalgte?
- Hvad er livets mening?
- Hvordan er dødsriget?
- Hvorfor hader Gud Esau?
- Hvorfor sammenligne os med "passive får"?
- Hvorfor forhindrer Gud ikke selvmord?
- Hvorfor giver Gud ikke troen til alle?
- For Helvede!
- Hvordan kan en kærlig Gud tillade, at nogle går fortabt?