Er nogen særligt udvalgte?
Svar:
Tak for dit spørgsmål. Det er ikke noget let emne, sådan rent teoretisk - men heldigvis er det langt enklere at svare på, når vi snakker praksis! Så jeg lægger ud med det vigtigste: "Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort", siger Jesus i Johannesevangeliet 6,37! Det kan godt være kompliceret at finde ud af alt det med udvælgelsen, og helt forstår vi det nok aldrig. Men det vigtigste er vidunderligt enkelt: Hvis du kommer til ham, så viser han dig ikke bort. Det lader sig simpelt hen ikke gøre. Skulle han gøre det, så måtte han stige ned fra sin trone og opgive at være Gud. For dét løfte har kostet hans eget liv, da han døde på korset og skreg: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" - han døde forladt af Gud, vist bort af Gud, for at vi aldrig skal kunne vises bort, når vi kommer til ham.
Og det hænger også sammen med noget andet i Bibelen, der er lige så vigtigt og lige så klart: Gud "vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden" ( Paulus' 1. brev til Timotheus 2,4). Han vil ikke, at et eneste menneske skal gå fortabt; det står overalt i Bibelen. I virkeligheden er det også det, Jesus mener, når han siger i det vers, du citerer: "Mange er kaldede ..." - det betyder, at alle er inviterede, alle er velkomne, ingen lukkes ude, hvis de kommer til ham.
Men hvad betyder det så, at "få er udvalgt"? Det betyder, at når så et menneske kommer til Gud i bøn, så er det noget, Gud har skabt i os! Der er ingen af os, der er født med en sund og sand længsel efter Gud, så hvis vi skal komme til ham, så må han selv drage os og kalde os. Ja, han må ligefrem udvælge os til det! Og derfor: Hvis du kommer til ham, så er det i sig selv et udtryk for, at du er udvalgt af ham!
Jeg ved godt, at lige på dette punkt kommer så vores undrende spørgsmål: Jamen hvordan hænger det sammen, rent logisk? Gud vil, at alle skal frelses, og derfor er alle velkomne - men når så et menneske kommer til ham, så er det fordi det er udvalgt! Det er derfor, jeg siger, at det rent teoretisk er meget kompliceret. Faktisk er det et "paradoks", det vil sige: to sætninger, der begge er sande, men som vi ikke kan få til at hænge sammen rent logisk.
Det er irriterende og forvirrende, det indrømmer jeg. Men så er det heller ikke værre! For vi er jo vant til paradokser på nogle få andre punkter i kristendommen: Jesus er Gud og menneske på én gang; Faderen og Sønnen og Ånden er én Gud; nadveren er både brød og vin og Jesu legeme og blod på én gang.
Og det her spørsmål om "den frie vilje" er der i virkeligheden ingen religion eller filosofi eller psykologi, der har kunnet få til at hænge helt sammen. Det er ikke bare kristendommen, der slås med det spørgsmål. Når du fx vælger og handler og taler og læser, som du gør i skolen og med vennerne osv, så er det altsammen noget, du gør frit og utvunget; der er ingen, der tvinger dig til det (håber jeg!); du har din frie vilje - alligevel ved vi jo samtidigt, at alt, hvad vi på den måde gør frit og utvunget, er bestemt af vores gener, vores fortid, vores kemi, vores forældrebilleder fra fortiden osv.
Har vi så en fri vilje eller ej? - det er ikke så let at svare på, rent teoretisk. Men i praksis er det enklere: Vi skal blot handle frit, som vi nu engang gør. Så i praksis er det enkelt: Når et menneske ikke vil komme til Gud, så er det ene og alene dets eget ansvar. For Gud vil frelse alle! Og når et menneske godt vil komme til Gud, så er det ene og alene Guds fortjeneste. For det er noget, Gud har skabt i os.
Paulus siger: "Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje" ( Paulus' brev til Filipperne 2,12f ). Dér løser han det netop i praksis: Vi skal arbejde på at blive frelst, det vil sige bede og kæmpe og læse og angre og tro og alt det - men det er Gud, der virker det hele i os (selv det at ville)! Så du er velkommen hos Gud. Han viser dig ikke bort, når du kommer til ham.
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 24.05.2002
