04.07.2008 12:00 Alder: 16 yrs

Skrevet af:
Carsten Vang

Er der regnefejl i Bibelen?

Jeg har gået og spekuleret over et spørgsmål, som ingen rigtig har kunnet svare mig på. I Anden Krønikebog 4,2 står der: "Så støbte han Havet, ti alen fra kant til kant, cirkelrundt; det var fem alen højt, og det målte tredive alen i omkreds." Dette vers handler om et alterbasin, problemet er bare at omkredsen ikke passer med diameteren (formlen hedder diameter * 3,14) Det giver 31,4 alen altså ikke 30 alen som der står. Det piner mig lidt - for nu når Bibelen er Guds ord, hvorfor har han så lavet en regnefejl?

Svar:

Man havde i Oldtiden flere forskellige måder at beregne en cirkels omkreds på.

I det gamle Babylon (ca. 1900 f.Kr. – altså på patriarken Jakobs tid) havde man en faktor, der hed 25/8 af cirklens diameter, hvilket giver en fejlmargin på under 1%. I Egypten havde man en lignende faktor: 256/81.

Derfor skulle man i det gamle Israel have haft alle muligheder for at beregne en cirkels omkreds ganske nøjagtig, ikke mindst da Israel på kong Salomos tid var under påvirkning fra egyptisk administration. Man overtog f.eks. det egyptiske måde at skrive talangivelser på, den såkaldte hieratiske skrift.

Der er givet flere mulige forklaringer på denne tilsyneladende uoverensstemmelse:

Første mulighed

Måske er der bare tale om en omtrentlig angivelse af omfanget på bassinet.

Anden mulighed

Den anden mulighed er, at omfanget på 30 alen gælder alene målt langs karrets indre kant, mens diameteren på ti alen gælder målt fra yderkant til yderkant på karret.

Ifølge Første Kongebog 7,26 / Anden Krønikebog 4,5 var karret en "håndsbredde" tykt. Trækkes denne tykkelse fra – 2 gange en sjettedel af en alen – svarer det indre omfang af et stort kar, hvis ydre diameter er ti alen, så nogenlunde til faktoren pi. Karrets indre omkreds vil være ca. 30,3 alen.

Denne forklaring går tilbage til en rabbi Nehemias omkr. 150 e.Kr., og er angivet i Mishna, den jødiske udlægning af Loven. Han forklarede de 30 alens omkreds med at sige, at karrets diameter på ti alen blev målt fra ydre kant til ydre kant, mens omfanget på de 30 alen blev målt på karrets inderside.

Den forklaring har imidlertid den åbenbare vanskelighed, at det er rent ud umuligt at måle den indre omkreds på et kar med målebånd eller målesnor. Man kan ikke holde målesnoren langs siderne hele vejen rundt på samme tid. Verbet, som er anvendt her, antyder, at man går rundt om noget, indkredser det, indcirkler det. Det må betyde, at man måler karret på ydersiden. Det er i øvrigt den eneste realistiske måde at måle et kars omkreds på.

Tredje mulighed

Kanten på karret gik ikke ret op, men hældede udad. Ifølge Første Kongebog 7,26 / Anden Krønikebog 4,5 havde kanten form som en lotusblomst, det vil sige, at det buede udad. Karrets omkreds blev derfor ikke målt på selve kanten, men nedenunder den udadbuede kant.

Vanskeligheden ved løsning nr. to gør, at jeg hælder mest til den tredje mulighed. Diameteren på de ti alen er målt fra yderkant til yderkant på karret. Men da karrets kant buer udad som en lotusblomst, bliver karrets omkreds målt under kanten.

A. Zuidhof gør sig i "King Solomon's Molten Sea and (?)", Biblical Archaeologist 45 (1982), 179-84 også til talsmand for løsning nr. 3. Han foretager en lang række udregninger af Havets rumindhold, både opgjort i datidens og i nutidens målestok; han undersøger, hvor meget en "bat" er. Han diskuterer også, hvilken pi-værdi man havde i det gamle Israel - beregnet ud fra Havets diameter og omkreds. Han når frem til en pi-værdi på 3.14159, hvilket er tættere på både den egyptiske og den babylonske pi. Dette er naturligvis under forudsætning af, at diameteren er den ydre diameter, og omkredsen er målt under kanten på Havet.


Skrevet af:
Carsten Vang

Lagt på nettet 04.07.2008

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også