Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Hvordan forståes sjæl og legeme, liv og død i Det Gamle Testamente?
Svar:
Det er et stort område, du har kastet dig ud. Og der kan siges vældig meget. Jeg vælger at forholde mig meget snævert til dine spørgsmål. Mangler du stadig uddybelse, er du velkommen til at henvende dig igen.
Sjæl og legeme udgør sammen et menneske
Det er rigtigt, at Gud Herren skabte mennesket ved at forme det af jorden og blæse livsånde/livsprincip i mennesket. Mennesket består af ånd, sjæl og legeme og for så vidt, bliver der skelnet imellem disse; men som individ opfattes mennesket som en helhed. Sjæl og legeme er tilsammen 'et menneske' – både i livet, i døden og i opstandelsen. De adskilles ikke, men sammenblandes heller ikke! Når mennesket dør, tager Gud sin livsånde/livsprincip tilbage, og mennesket (legeme/sjæl) dør. Der er ikke tale om, at sjælen – bort fra legemet – svæver ud af kroppen. I livet er mennesket 'en levende sjæl', netop ikke kropsløs, men sjæl og legeme sammen som ét, der lever i kraft at Guds livsånde. I sidste instans er det Ham, der er Herre over såvel livet som døden (se f.eks. Salme 90,1-12).
Døden - en følge af synden
Syndens løn er døden, siger Paulus i Romerbrevet kap. 6,23 (sml. Rom 5,12ff). Døden er en straf for synden og oprøret mod Gud. Derfor har mennesket brug for en Herre, som kan vinde over dødens magt. Netop det har vi lige fejret i påske, at Kristus gjorde. Han døde og opstod – vandt over døden og er menneskets håb (se 1. Korinterbrev 15,54-57).
Menneskets tilhørsforhold til slægten
Det er sjældent, at mennesket opfattes individuelt i sin livssituation. Som regel forstås mennesket i Det Gamle Testamente ud fra sin slægt eller ofte også ud fra det at være en del af folk. Altså den kollektive opfattelse er mest anvendt.
Dette kan der være flere grunde til. Mennesket er en skabning, som står i relation til andre skabninger og særligt til sit eget folk eller især til sin familie. Israelitten er knyttet sammen med andre i pagten med Herren, og hvad der gælder for den enkelte, gælder også for de andre. Derfor vil man ofte finde lovsange og bønner, som viser denne tankegang (noget vi kan have bruge for som reminder i vores individualistiske tid!).
Når det i Gamle Testamente hedder om en persons død – f.eks. om patriarkerne – at vedkommende er gået til hvile hos sine fædre, er det for at understrege tilhørsforholdet til slægten, men også for at pege på, at de er gået til den tryghed og fred, Gud har lovet dem, der er i pagt med Ham.
Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Lagt på nettet 04.05.2004
