06.05.2005 12:00 Age: 19 yrs
Forfatterprofil

Ville Jesus dø, hvis det kun var for mig?

Jeg har tit hørt og fået fortalt, at Jesu og Guds kærlighed til os/mig er så stor, så selv hvis jeg var det eneste menneske på jorden, så ville Gud alligvel sende sin søn for at redde mig, så jeg ku blive frelst. Det er dejlig at få at vide, for det viser jo hvor meget Jesus elsker mig, men alligevel har jeg svært ved at tro på det, og vil høre om der et sted i Bibelen, hvor der helt konkret står, at han vil gøre det?! Altså, hvis jeg var den eneste på jorden. Hvis det ikke står i Bibelen, hvorfor siger man det så? Er det ikke forkert at lave "Beslutninger" for Gud, og fortælle hvad Gud vil, hvis han ikke selv udtrykker det gennem sit ord?

Svar:

Tæt på

Guds kærlighed til os mennesker er så stor, at det kan være svært at finde ord til at beskrive den. Derfor hører vi ofte "hjemme-fabrikerede" billeder, sammenligninger og beskrivelser i et forsøg på at forklare, hvor stor Guds kærlighed og omsorg for os er. Det er der intet forkert eller utroværdigt i, så længe det netop er et forsøg på at forklare, det som er Bibelens budskab. Jeg har også hørt Guds helt ubegribelig omsorg for min frelse beskrevet, som du forklarer at have hørt det. Denne "slutning" er nu slet ikke grebet ud af luften, den findes ikke nøjagtig sådan i Bibelen - men faktisk meget tæt på.

Hyrden og det forsvundne får

Jesus fortalte en lignelse, om en hyrde, der efter at være vendt hjem med sin hjord om aftenen, opdager, at ét eneste lille lam er blevet væk. Han forlader resten af flokken derhjemme, for at finde dette fortabte får, og han bliver ved til han har fundet det, og så bærer han det hjem, og holder en glædesfest. Lukasevangeliet kapitel 15 vers 4-7.

Jesus bruger flere gange billedet af ham som den gode hyrde og os som fårene.

Johs. 10, 14 "Jeg er den gode hyrde, jeg kender mine får, og mine får kender mig.... og jeg sætter mit liv til for fårene."

Gud siger: Du er min

Det er helt klart, at Guds kærlighed, som vi lærer om den i skriften, gælder den enkelte - og Bibelen har vitterlig mange beskrivelser af Guds kærlighed til den enkelte, og at han er villig til at betale med sit liv, for at redde os - her er lige nogle udtryk fra Esajas kapitel 43, vers 1 - 4 du kan selv læse det i sin helhed:

Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig,

jeg kalder dig ved navn, du er min.

Går du gennem vand, er jeg med dig,

gennem floder, skyller de ikke sammen over dig;

................. For jeg er Herren din Gud,

Israels Hellige er din frelser......

du er dyrebar i mine øjne,

højt agtet, og jeg elsker dig.....

Så du kan være helt tryg ved, at Guds omsorg for din frelse er langt større, end nogen forkynder vil formå at beskrive for dig.


Forfatterprofil

Lagt på nettet 06.05.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også