09.11.2004 12:00 Age: 20 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Skal kristne vise tolerence overfor andre religioner?

Hvad siger bibelen om andre trosretninger? Hvordan skal man som kristen forholde sig til mennesker med en anden tro? Siger bibelen noget om, fx det at give lov til at få bygget en muslimsk >>Moske<< i Danmark som er et kristent land ?

Svar:

Én Gud

Du nævner "Mennesker med en anden tro". Det læser jeg sådan, at det drejer sig om en ikke-kristen tro. Altså ikke om forskellige retninger og traditioner indenfor kristendommen - men om tro i andre religioner. Bibelen er helt klar på, at der kun er én sand Gud: den bibelske. Kun gennem ham er der vej til frelse. Alle andre "guder" er bedrag og er dybest set noget, som Satan bruger til at holde mennesker borte fra Bibelens Gud (Første Korinterbrev kapitel 8 vers 10).

Elsk din næste

Vores holdning overfor mennesker med en anden tro, skal være at vi skal elske dem, ligesom Gud elsker dem. (Han elsker jo hele verden – Johannesevangeliet kapitel 3 vers16). Til det at elske mennesker med en anden tro hører f.eks. at hjælpe dem, hvis de er i nød, være en god kollega, god nabo, omsorgsfuld ven, alt efter hvordan du lærer dem at kende. Kærlighed indebærer også at vise dem respekt samtidig med at du fortæller dem om Jesus, er et vidnesbyrd om ham, så de kan møde den eneste sande Gud - og blive frelst!

Plads til andre religioner i et kristent land

Du spørger om, hvilken ”plads” man skal give folk med andre religioner, når vi nu er et kristent land. Bibelen er skrevet på et tidspunkt, hvor man ikke havde "kristne" lande. Den arbejder hele tiden ud fra den situation, at et land kan styres af forskellige værdier – men at den kristne menighed kan være og virke i landet under alle omstændigheder. Så Bibelen svarer ikke direkte på spørgsmålet omkring det med at være et "kristent" land og give ”plads” til andre religioner. Men ud fra Bibelens menneskesyn og generelle holdning, må vi sige, at ingen hverken kan eller skal tvinges til at være kristen. Så det må være helt tilladt at have en anden religion end kristendommen - og det må være helt tilladt at praktisere den, og dermed også at bygge f.eks. en pyramide eller en moské.

Derfor kan der selvfølgelig godt være ting som et religiøst mindretal må finde sig i et et ”kristent” land. Ting som vi ikke dropper af hensyn til eksempelvis muslimer. Det kunne være ting som, at kirkeklokkerne ringer om søndagen, at højtiderne holdes fri, at der undervises i kristendom på skolerne, som en del af landets kulturelle baggrund m.m.

Men det grundlæggende i et bibelsk menneskesyn må der ikke være tvivl om, og det er, at ethvert menneske frit må vælge tro og tros-praksis.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 09.11.2004

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også