Skal et nyfødt men dødsygt barn døbes?

---

Svar:

Et meget kort svar på dit spørgsmål vil være, at Gud har anvist det sådan, at vejen til frelse er tro og dåb (se Markusevangeliet 16,16; Titusbrevet 3,5-7).

Når et menneske bliver døbt - barn som voksen - skænker Gud troen og Helligånden som gave til et menneske. Sådan peger både apostlen Peter og Paulus på det (Apostlenes Gerninger 2,38f; Romerbrevet 6,3ff). For os mennesker hersker der ikke en logisk rækkefølge imellem tro – dåb – Helligånd. Gud skænker hele sin frelse som en samlet pakke; men måden det sker på, og måden vi erfarer det på, kan være forskellig.

Hvis vi kalder denne bibelske vejledning for 'hovedvejen', så findes der også nogle 'biveje' i denne sammenhæng. Forstået sådan: Gud har givet os en vejledning til, hvordan vi skal forholde os og gøre i hans navn (Matthæusevangeliet 28,18-20), men der findes også specielle undtagelser, der bekræfter reglen.

»Hvad sker der med et abort-foster?«, »Bliver et dødfødt barn frelst?« osv. På den ene side kender vi ikke svarene på disse spørgsmål til bunds. Kun Gud gør. På den anden side er vi blevet givet at tro på, at 'den, der kommer til Jesus, vil Han aldrig vise bort' (Johannesevangeliet 6,37). Derfor ligger jeg trygt hele dette spørgsmål over til min kærlige himmelske Far!

Ud fra sådan en tankegang kan man nemt komme til at slutte, at så behøves et lille nyfødt dødsygt barn vel ikke at blive døbt (ofte ved en såkaldt nøddåb) – sådan forstår jeg dit spørgsmål. Jeg vil nævne to grunde til at jeg alligevel mener barnet skal døbes hvis det er muligt:

For det første er barnet stadig i live, og det er menneskeligt muligt at følge den bibelske 'hovedvej', som byder os at døbe. Dermed er ikke sagt, at hvis barnet skulle dø, førend det når at blive døbt, så går barnet fortabt. I denne situation må vi trygt overlade det til Gud som på sin vis selv har taget ansvaret for barnet ved at tage det tilbage inden vi kunne opfylde hans bud om at døbe det. (se forrige afsnit).

For det andet vil jeg anbefale, at barnet døbes af sjælesørgeriske grunde. Forældrene står i forvejen i en meget svær og vanskelig situation. Og skulle barnet dø af sygdommen – uden at være døbt, vil der være en risiko for, at forældrene i tillæg til sorgen over tabet også vil begynde at plages af spørgsmålet om deres barn bliver frelst. Hvis barnet er blevet døbt og dør, er det til stor trøst for de efterladte at vide, at dåbshandlingen har forkyndt, at barnet er blevet et Guds barn (1 Petersbrev 1,3).

---

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 03.05.2001