29.01.2001 12:00 Alder: 18 yrs

Skrevet af:
Walter Wangerin

Magt over havet og ånderne

Tidligt næste morgen stod søvnige hyrder sammen med deres to tusind grise og så tretten fremmede trække en båd op på stranden. Pludselig skar et skrig gennem stilheden. En helt nøgen mand sprang frem fra nogle klippehuler. Der var ar på hans bryst, hvor han havde såret sig selv, og der var ar på hans håndled og ankler, hvor hyrderne og andre havde prøvet at binde og lænke ham.

Efter at have undervist længe på bjerget blev Jesus træt. Han sagde så til sine nærmeste disciple: »Kom, vi må af sted nu. Vi sejler over søen til den anden bred.«

En båd blev så sat ud i vandet, og Jesu disciple begyndte at ro ud mod midten af søen. Jesus satte sig i bagstævnen og faldt straks i søvn.

Han var meget træt og sov meget tungt. Han talte ikke timerne og så ikke stjernerne forsvinde. Han følte ikke brisen vokse til en kraftig vind. Han mærkede ikke, at båden begyndte at hoppe og danse på bølgerne. Jesus følte ikke stormen, men det gjorde disciplene. De roede som gale, og der var ved at gå panik i dem. Men Mesteren sov videre.

Bølgerne tårnede sig nu op over dem, og vinden piskede skumsprøjt ind i deres ansigter. Op og ned gik det med voldsom fart i de store bølgedale. Disciplene var rædselsslagne, men Jesus sov stadig trygt.

»Herre!« skreg de til sidst i deres frygt og ruskede ham vågen. »Herre, frels os! Vi drukner! Vi dør!«

Jesus åbnede øjnene og strakte sig. Så rejste han sig roligt op. Han så på uvejret og rakte så armene ud. »Vær stille!« råbte han til vinden og til bølgerne.

Straks lagde den kraftige vind sig, og alt blev roligt. Båden gled nu hen over blikstille vand.

Men Jesus satte sig ikke med det samme igen. Selv i mørket kunne de mærke hans blik. »Hvorfor blev I så bange?« spurgte han dem. »Er jeres tro stadig så lille?«

Da Jesus satte sig igen, hviskede disciplene indbyrdes: »Hvem er dog han, siden både storm og bølger adlyder ham?«

Tidligt næste morgen stod søvnige hyrder sammen med deres to tusind grise og så tretten fremmede trække en båd op på stranden. Pludselig skar et skrig gennem stilheden. En helt nøgen mand sprang frem fra nogle klippehuler. Der var ar på hans bryst, hvor han havde såret sig selv, og der var ar på hans håndled og ankler, hvor hyrderne og andre havde prøvet at binde og lænke ham. Manden brød fri af alle de reb og lænker, man lagde på ham, for hans styrke var dæmonisk. Han var besat af mange onde ånder.

»Hvad vil du mig, Jesus, du Gud den Højestes søn?« skreg manden.

Jesus svarede: »Urene ånd, far ud af manden!«

»Nej, nej!« skreg manden. »Gør det ikke! Pin mig ikke!«

»Hvad er dit navn?« spurgte Jesus.

Manden svarede: »Mit navn er Legion, for vi er ikke kun én ånd, vi er mange.« Dæmonerne tryglede ham og sagde: »Send os ikke bort fra egnen. Send os over i hyrdernes svin, så vi kan fare i dem.«

»Så gør da det,« sagde Jesus.

Straks begyndte hele flokken af svin at bølge op og ned, som et tæppe der var blevet levende. Svinene skreg og hylede, og hyrderne sprang til side. Alle to tusind svin tordnede så ned ad bakken og ud i vandet, hvor de druknede.

Hyrderne løb ind i byen og kaldte en stor skare mennesker sammen og forklarede dem, hvad der var sket. Hele flokken gik beslutsomt ud i bakkerne.

Da de så Jesus, råbte de: »Gå væk herfra! Ud af vores land! Lad os være i fred.« Alle ville de gerne af med denne mand og hans mystiske magt.

Det sagde Jesus ikke noget til. Han gik om bord i båden igen. Da råbte manden, der var blevet befriet for ånderne: »Lad mig komme med!«

Men Jesus havde en bedre idé. »Gå du hellere hjem til dine venner og fortæl dem, hvad Herren har gjort for dig. Fortæl dem, hvordan han har forbarmet sig over dig.«


Skrevet af:
Walter Wangerin

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også