Planlagde Gud Judas' beskidte forrædderi?

Svar:

Skuffelse og pengebegær - farlig blanding

En blanding af skuffelse og pengebegær var vel årsagen til, at Judas angav Jesu opholdssted til jødernes råd: Skuffelsen over at Jesus ikke levede op til Judas´ forventninger om, hvordan Messias skulle være. Indtoget i Jerusalem Palmesøndag tydede på, at Jesus skulle være Israels nye stærke konge – en sand befrier for folket. Men nu havde kongen nærmest gemt sig. Judas´ pengebegær antydes flere steder i evangelierne. Og at skuffelse sammen med pengebegær kan få mennesker til næsten hvad som helst er velkendt fra mange sammenhænge den dag i dag.

Gud bruger synd

At Gud bruger Judas' forræderi i sin frelsesplan kan synes underligt. Men der er mange eksempler igennem hele Bibelen på, at Gud også bruger menneskers synd i sin tjeneste.

Det er et stærkt udtryk for Guds suverænitet. Men der er ikke noget skæbnebestemt i Judas´ historie. Judas kunne have sagt nej til fristelsen. Så havde Gud brugt en anden vej i stedet.

Gud har ikke bestemt noget menneske til fortabelse. Heller ikke Judas. Tværtimod: Gud har bestemt alle mennesker til frelse ved troen på Jesus Kristus. Det viser påskens begivenheder tydeligt. Tænk bare på nadveren Skærtorsdag:

Plads til den skyldige

Jesus sætter sig til bords med sine nærmeste. Selv om han ved, de snart vil fornægte ham, forlade ham, forråde ham. Han deler fællesskab med dem alle. Også den, der er i færd med at gøre det utilgivelige. Da Judas midt under måltidet rejser sig og forlader selskabet, er det ikke fordi han bliver stødt ud. Han går, fordi han ikke kan holde ud at være til stede med sin skyld i dét rum, der er fyldt med kærlighed og tilgivelse.

Vi ved godt, det hele endte med, at han gik hen og hængte sig. Fordi han ikke kunne bære det forræderi, han havde gjort sig skyldig i. Men det var ikke hans eneste mulighed. Han kunne også være vendt tilbage med sin skyld til Ham, som tilgiver det utilgivelige.

For Skærtorsdag taler stærkt og klart om Ham, som giver den skyldige et rum at være i – med sin skyld. Et rum af tilgivelse, hvor der er plads til både fuskeren, fornægteren og forræderen. Sammen med alle de frygtsomme og de fromme. Hvis dé ellers vil være sådan et sted.

Det er jo det forargelige ved Jesus: at han sætter sig lige midt iblandt dem alle sammen.

Dermed sætter han dem lige. Ikke at deres skyld er lige. Eller ligemeget. Men hans tilgivelse rækker lige så langt som skylden. Og jo større skylden er, jo større er også hans tilgivelse.

Sådan viser måltidet Skærtorsdag aften, at hans kærlighed er så rummelig, at der er plads til et uendeligt mål af skyld, så heller ingen af os bliver stødt bort – uanset hvor mange gange, vi har fornægtet ham selv eller forrådt hans kærlighed. Der er altid en plads til os ved hans bord!

Judas afviste kærligheden

Historien om Judas er altså ikke et eksempel på, at det utilgivelige ikke kan tilgives. Det kan det netop! Det tragiske ved Judas er, at han på den ene side ikke kunne holde ud at blive tilgivet – og at han på den anden side heller ikke kunne bære at være skyldig.

I begge tilfælde fordi han oplevede sin synd som alt for stor.

Derfor var det bedre, ”om han aldrig var blevet født”, som Jesus udtrykte det.

Der ligger ingen fordømmelse i de ord. Men der ligger den dybeste smerte, kærligheden overhovedet kan have: smerten ved at se den elskede forlade og afvise kærlighedens rum - rummet af tilgivelse og fællesskab.

Derfor er historien om Judas, midt i al sin gru, også en stærk understregning af, at Jesus tilgiver det utilgivelige.

Én for alle

Man kan godt udtrykke det sådan, at Gud har ladet ét menneske gå tabt for at give resten af menneskeheden mulighed for frelse.

Men det ene menneske var ikke Judas. Det var Jesus!

Lagt på nettet 07.07.2004