Kan en abort være det rigtige?
Svar:
Tak for dit brev og for dit spørgsmål.
Du beskriver din venindes situation så nøgternt, og jeg vil derfor gå lige til dit spørgsmål med et nøgternt svar.
Den første del af dit spørgsmål omkring risikoen for at være blevet smittet eller være blevet gravid, er afgjort en sag hun skal få afklaret hurtigt. Du bør opfordre hende til at gå til sin egen læge. Risikoen er der, det ved I begge, men der er ingen grund til at gå og være bange, hvis det ikke er nødvendigt.
Hvad angår den etiske del af dit sprøgsmål:
Ja, jeg mener, at din veninde, hvis hun er gravid, bør få sit barn. Jeg mener nemlig som dig, at abort er at dræbe et uskyldigt menneske. Og det er også Bibelens holdning.
Hele Bibelen igennem - fra skabelsesberetningen til Bibelens sidste bog - bliver det slået fast med tordnende styrke, at ethvert menneske er noget helt særligt, værdifuldt og uerstatteligt, fordi det er skabt af Gud - i hans billede. Hele frelseshistorien - kaldet til Abraham, Israels historie, Jesu død og opstandelse - alt dette har det ene formål: at frelse dig og mig - og din venindes barn!! Det er derfor, budet lyder: du må ikke begå drab. Ethvert menneske er fra undfangelsen et mål for Guds uendelige kærlighed. Et barn kan derfor aldrig være en fejltagelse - heller ikke selv om forældrenes forhold har været det.
Når man har dummet sig og gjort noget, man virkelig fortryder, så har man lyst til at skrue tiden tilbage og begynde forfra. Og sådan bliver en abort ofte fremstillet - som en mulighed for at begynde forfra. Men det er et bedrag. Når man er blevet gravid, er man blevet mor, og det kan aldrig igen blive, som om dette barn aldrig har været. Som mødre får vi del i Guds enorme kærlighed til vore børn. Med den fri abort tilbyder vort samfund kvinder at løse deres problemer ved at gøre vold på denne kærlighed og slå ihjel.
At være et menneske er "at have mulighed for at dumme sig". Det var sådan, Gud skabte Adam og Eva. Nogle gange vælger man lykkeligvis rigtigt, men andre gange vælger man forkert, og det får konsekvenser, der ofte kan være tunge at bære, også længe efter at ens fejltrin er blevet bekendt og tilgivet. Alligevel giver enhver ny situation i livet en ny chance for at vælge rigtigt, og en ny mulighed for at blive velsignet. Gud er hele tiden klar til at starte forfra med os. At vælge livet for sit barn er altid det rigtige valg og en ny mulighed for at blive velsignet.
Hvor let eller svært det bliver for en pige, der må opdrage sit barn alene, er ikke noget, der er afgjort på forhånd - det er noget vi, der er lige omkring hende, har indflydelse på - og medansvar for! En kristen pige i din venindes situation, der vælger sit barn og dermed står ved sin fejltagelse, risikerer desværre at møde kulde og afstandtagen. Men ofte er åbenhed og ærlighed en direkte vej til den hjælp og omsorg, som ethvert kristent fællesskab trives og vokser ved at yde.
Må Gud velsigne både dig og din veninde.
Lagt på nettet 23.04.2004
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvad siger Bibelen om børn udenfor ægteskabet?
- Hvilken prævention kan vi bruge?
- Har vi pligt til at få børn?
- Sex - hvordan sætte grænser?
- Hvor meget sex før ægteskabet?
- Er det rigtigt at danse?
- Hvordan være kærester?
- Må man bruge prævention når man er gift?
- Skal sex vente til ægteskabet?
- Er det forkert at nedfryse stamceller?