Hvorfor tales der ikke så meget om helvede i Johannesevangeliet?
Svar:
Der er mange forskelle på de synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) på den ene side og så Johannesevangeliet på den anden side. Det gælder i den måde fortællingen om Jesus er bygget op, og det gælder ikke mindst i sprog og brug af billeder. Det kommer også til udtryk i den måde, der tales om frelse og fortabelse, om himmel og helvede og om evigt liv og evig fortabelse.
Frelsens modsætning
I Det Nye Testamente er der ikke udviklet en bestemt lære om helvede. Det, som først og fremmest kan siges om helvede, – uanset med hvilke ord det beskrives – er, at det er frelsens modsætning. Men det kan beskrives som et sted, som er ”udenfor”, og som er forbundet med mørke og evig pine. Helvede kan beskrives som et sted, og det først og fremmest i modsætningen til himlen, som det sted, hvor Gud er.
En anden modsætning er frelse og fortabelse, hvor frelse er det at være forbundet med Jesus eller med Gud, og fortabelse er at være uden forbindelse med Gud og derfor være udenfor. Det er ikke mindst Matthæusevangeliet, der låner ord fra profeten Daniel og amdem endetidsitteratur, til at beskrive hvad fortabelse og helvede er. Matthæus taler flere gange – seks gange i alt - om gråd og tænderskæren. Lukas bruger det en enkelt gang (Lukasevangeliet 13,28), men taler også i lignelsen om den rige mand og Lazarus om et pinested i modsætning til det at være i Abrahams skød.
Fortabelsens sted er forbundet med talen om helvede og hvad enten man er fortabt eller i helvede – eller udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren så indebærer det at være uden (livs)forbindelse med Gud.
Johannes bruger andre ord
Johannesevangeliet taler også om frelse og frelsens modsætning. Frelse er at tro på Jesus og derfor ikke at komme for dommen, hvorimod den, der ikke tror, allerede er dømt – fordi han/hun er uden (livs)forbindelse med Gud. Johannes beskriver det at tro som at være i lyset. I modsætning til den, som ikke tror (at Jesus er Guds søn), og som derfor er i mørket. Johannes bruger andre ord til at beskrive frelsens modsætning. Han taler ikke om gråd og tænderskæren, men han taler ikke mindre klart om frelsens modsætning.
Ord til opmuntring
Talen om dom, ødelæggelse og undergang finder vi ikke mindst i forbindelse med talen om Jesu andet komme, når han kommer som Menneskesønnen i sin herlighed for at dømme verden. I modsætning til hans første komme, som var uden herlighed. Det er værd at lægge mærke til, at talen om Jesu andet komme – på en mørk baggrund – skal opmuntre, give håb og mod til hans disciple. Han kommer for at frelse og forløse dem, der tror på ham og for at dømme verden. Når Jesus taler om dom og hans komme i herlighed er det oftest en tale henvendt til disciplene – altså dem, der har sat deres lid til ham – og det er en tale til opmuntring og om at holde fast og holde ud. Som det hedder i Matthæusevangeliet 13,43: ”Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre.”
Lagt på nettet 06.10.2006
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvordan forstå Johannes Åbenbaring?
- Går jorden under?
- Hvordan kan en kærlig Gud straffe så urimeligt?
- Hvad og hvornår er tusindårsriget?
- Hvordan er dødsriget?
- Er vores evige skæbne ikke fastlagt?
- Helvede
- Hvad med dem som aldrig hører om Jesus?
- Tirsdag: Undervisning og forræderi
- Jesus kommer snart igen