Hvorfor kalder Kristus ikke kvinder?
Svar:
At modtage kald og tanker fra Gud
Jeg vil først sige, at det glæder mig meget, at du på den måde vil lade Bibelen "overtrumfe" de beskeder, du får fra Gud! Det er den helt rigtige måde at vende tingene på. Det sker desværre ofte, at nogle kristne vender rundt på tingene og vil lade de beskeder eller befalinger, de mener at få fra Gud, overtrumfe Guds ord, som vi har det i Bibelen. Jeg synes, det er stort, at du på den måde vil lade gudsordet afgøre sagen! Hvis man gør det, så kan det være rigtigt at være åben for de indskydelser og tanker, der melder sig, og spørge i bøn, om det er tanker fra Gud.
Dernæst: Det er vanskeligt at vide konkret, hvad det er for beskeder, du mener at have fået, og hvad det er for skriftsteder, du har læst, hvordan du har forstået dem, og hvad det er for spørgsmål, det drejer sig om. Jeg kan forstå, at de skriftord, du har læst, strider mod de beskeder, du først mente at have fået, og at det har noget at gøre med kvindens tjeneste for Jesus. Så jeg vil gerne sige lidt om, hvordan jeg forstår det Nye Testamente på det punkt.
Jesu kvindesyn forbløffede datiden
For det første er det afgørende, at Jesus løfter kvinden ud af den anonymitet og den undertrykkelse, der gjaldt i datidens kultur. Hans disciple talte ikke blot de tolv apostle, men også flere navngivne kvinder (Matthæusevangeliet kapitel 27,55f). Han talte med den kanaanæiske kvinde ved brønden (Johannesevangeliet kapitel 4), bl.a. til disciplenes store forbløffelse. Det var en kvinde, der blev historiens første opstandelsesvidne (Johannesevangeliet kapitel 20,1ff).
Kvinder og mænd er ét i Kristus
For det andet er det også baggrunden for, at Paulus kan skrive i Galaterbrevet: "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus" (Galaterbrevet kapitel 3 v.28). Og i Romerbrevet kap 16, afslutnings- og hilsenkapitlet, henvender Paulus sig til en stribe centrale medarbejdere i menigheden - af disse navne er hver tredje navn et kvindenavn.
Eksempler på kvinder i tjeneste for Kristus
For det tredje læser vi om, hvordan kvinderne både beder og profeterer bl.a. i menighedens gudstjenester (1. Korintherbrev kapitel 11 v.1ff; ApostlenesGerninger kapitel 21 v.9). De er med i den kristelige oplæring, både som dem der oplæres (dette forudsættes således i den iøvrigt restriktive anvisning i 1. Korintherbrev kapitel 14 v.35), og som dem, der oplærer: De skal være vejledere i det gode og opdrage de unge kvinder (Titusbrevet kapitel 2 v. 3-5). Priska / Priskilla omtales (sammen med sin mand Akvila) både som Paulus’ medarbejder og som Apollos’ mentor (Romerbrevet kapitel 16 v.3; ApostlenesGerninger kapitel 18, v.2, v.18. v.26). De kvinder nævnes udtrykkeligt, i hvis hjem husmenigheden samles (ApostlenesGerninger kapitel 12,12; og kapitel 16,14-15 og v. 40 Kolossenserbrevet kapitel 3 v.15). Menighedstjenere kan være såvel mænd som kvinder; og der gives detaljerede kaldelseskriterier både for mandlige og for kvindelige menighedstjenere (1. Timotheus kapitel 3 v.8-13).
Formaninger omsat til dagens kristenliv
Men så kommer den anden side:
For det første gøres de aldrig til apostle. Og på baggrund af Jesu øvrige værdiggørelse af og grundholdning til kvinden, særligt deres status som opstandelsesvidner, er det vanskeligt at tolke det som et rent tilfælde.
For det andet tillades det dem ikke at tale i menigheden (1 Korintherbrev kapitel 14 v.34f). Og de tillades ikke at lære i menigheden (1. Timotheus kapitel 2 v.12).
Det kan være svært at sige præcist, hvad det indebærer i dagens kristenliv. For på den ene side er det forkert, hvis de alle igen skal have en anonym og stille tjeneste. Det må være muligt, at de både beder og profeterer (og det vil for mig at se være at forkynde) og har andre tjenester i menigheden. På den anden side er der en tjeneste i menigheden, de ikke må varetage. For mig at se indebærer det, at de ikke bør være præster, fordi det netop indebærer at "lære" i menigheden - altså at varetage oplæring og træffe læreafgørelser. Andre mener, at de så heller ikke bør være forkyndere; men det kommer an på, både hvordan man tolker nogle konkrete tekster i det Nye Testamente, og hvordan man i øvrigt ser på embeder og tjenester i menigheden.
Din tjeneste for Kristus
Det vigtigste for mig i dette svar vil jeg slutte med: Jeg vil ønske for dig og bede om, at du må finde den gode og glade tjeneste for Kristus, som stemmer med din samvittighed og med Guds ord, og at du må kunne varetage den i frimodighed og tryghed.
Lagt på nettet 26.10.2005
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Skal kvinder tildække hovedet?
- Hvad siger Bibelen om kvindelige præster?
- Hvordan hører man Guds kald?
- Fede gratisaviser og åndelig fejlernæring
- Må kristne spise kød med blod i?
- Er tungetalen tabu i Folkekirken?
- Skal vi sælge alt for at følge Jesus?
- Er mit liv efter Guds plan?
- Fødslen i Betlehem
- Forbyder Bibelen at spise svinekød?