19.01.2011 12:00 Age: 14 yrs
Category: skabelsen
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Hvordan kunne Gud skabe lys før solen?

Selv om jeg har læst skabelsesberetningen flere gange, er det først nu jeg har opdaget en "sjov" detalje. Som noget af det allerførste skaber Gud lyset. Men det er først et par dage senere, at Gud skaber solen, månen og stjernerne. Det første lys er altså ikke det samme lys som kommer fra solen, månen og stjernerne. Men hvad er det så?

Hvis det er Gud selv der lyser (som det jo skal blive i den kommende verden) har Gud da så levet i mørke indtil da? Nu har Gud måske ikke brug for lys, men det undrer mig bare, for fjerner man solen, månen og stjernerne, ja så har vi vel igen bare mørke? Altså, hvad er det første lys?


Svar:

Det er rigtigt, at ifølge Bibelens skabelsesberetning blev lyset til før solen. Og spørgsmålet om hvordan Gud kunne skabe lyset før han skabte solen er da også ét af de spørgsmål, som ateister og kritikere af Bibelen godt kan lide at drille de kristne med. Men faktisk forholder det sig sådan, at Bibelen her er ganske meget mere i overensstemmelse med videnskaben end man umiddelbart skulle tro.

Inden jeg fortsætter mit svar, vil jeg dog understrege, at Bibelens skabelses-beretning ikke er en videnskabelig eller historisk faktuel beskrivelse af hvordan verden blev til. Vi skal læse skabelsesberetningen som Guds fortælling om hvordan han skabte det alt sammen ud af ingenting og alene ved sit ord. Og vi skal indse, at den er fortalt i et sprog og med billeder, som har kunnet forstås af alle mennesker til alle tider - uanset videnskabelig indsigt eller ej. Det betyder ikke, at vi ikke kan stole på skabelses-beretningen og at den ikke er sand. Men det betyder blot, at den ikke er særlig fyldestgørende og ikke bruger et videnskabeligt sprog.

Men lad os vende tilbage til det med lyset. Det korte svare på spørgsmålet er, at videnskaben faktisk er ganske enig i, at lyset har eksisteret lang tid før solen. Solen er kun een af mange lyskilder i universet.

Ifølge de videnskabelige teorier om universets tilblivelse, så kan historien spores tilbage til et såkaldt Big Bang, en slags kosmisk eksplosion. Hvad der forårsagede denne eksplosion og hvad der var før, har videnskaben ingen anelse om. Strengt taget findes der nok kun to svar: enten var det en tilfældighed eller også var det et mirakel. Jeg hælder til det sidste :-)

Men Big Bang teorien bygger på målinger af den såkaldte "kosmiske baggrundsstråling", som er resterne af lys, der stammer tilbage fra tiden lige efter Big Bang. I dag - 14 mia. år senere - er dette lys meget svagt og er ikke længere synligt for øjet. Men dengang - lang tid før både solen og andre stjerner blev til - var det et stærkt lys, og det kan stadig måles som elektromagnetiske bølger.

Og går vi helt tilbage til selve Big Bang øjeblikket, så viser beregningerne, at universet på det tidspunkt hovedsageligt bestod af fotoner, som er en slags lyspartikler. Mao. så bestod det aller tidligste univers af lys! Så en mere videnskabelig udgave af skabelses-beretningen kunnes sagtens indledes med: I begyndelsen var der lys!

Om vers 3 og 4 i Bibelens første kapitel rent faktisk handler om Big Bang ved jeg ikke. Og om universet virkelig er 14 mia. år gammelt ved jeg heller ikke. Men når Bibelen forkynder, at Gud begyndte med at skabe lyset, så er det altså i fin overensstemmelse med hvad videnskaben også har regnet sig frem til. Og når videnskaben indrømmer, at den ikke har noget svar på, hvad der forårsagede denne begyndelse, så bekræfter det blot min tro på, at uden Guds skaberkraft, så var der ingen verden og så var det hele endnu blot mørkt og tomt.

Du finder et lidt andet og lidt mere religiøst svar på et tilsvarende spørgsmål her: Blev lyset skabt før solen? Og det kan meget vel tænkes, at det svar er mere rigtigt. Det kan vi kun gisne om.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 19.01.2011

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også