Hvordan kan livet være en gave?
Svar:
Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du ikke sådan kan få det ud af hovedet. For det er originalt stillet og usædvanligt formuleret, og jeg kan ikke huske, jeg har mødt det før på den måde.
Det er vigtigt til at begynde med, at I må erkende, at I begge to har delvist ret. Livet er en gave – også det liv med al den smerte og død, vi oplever efter syndefaldet. Samtidig er det sandt, at denne gave er blevet så skåret, så ridset og sommetider næsten knust, at Bibelen kan bruge så skrappe udtryk som: Agerjorden (vores livsgrundlag) er “forbandet” (Første Mosebog 3,17); hele skaberværket (vores livsverden) er “underlagt tomheden” (Romerbrevet 8,20).
Og hvordan hænger dét sammen? Forbandelse og tomhed er jo det modsatte af “gave” ...
Livets indhold
Din vens spørgsmål afslører, hvor overfladisk og let vi sommetider bruger ord som “livet er en gave” – vi mener det selvfølgelig oprigtigt, for vi har jo (som du skriver) altid fået det at vide. Og vi oplever det måske også selv sådan (oftest). Men jo mere overfladisk og let vi slynger det ud, jo mere afsløres det, hvordan mange mennesker slet ikke oplever livet som en gave, men som en byrde. Så det er en god lektie, og du har taget godt imod den.
Det virker på mig, som om din ven (af grunde, jeg ikke kender) fokuserer så intenst på livets indhold af smerte, hårdt arbejde og lidelse, at der ikke bliver plads til andet. Sådan, som spørgsmålet er stillet, er livet simpelt hen defineret ud fra dets indhold af smerte. Og ud fra det fokus giver det tilsyneladende ikke mening at kalde livet for en gave.
Gaven består af to ting
Men nu er det jo ikke livets indhold af smerte, hårdt arbejde og lidelse, der er en gave. Sådan som jeg forstår det, består gaven snarere i to ting:
- Den glæde og godhed, der trods alt også er i livet. – Medmindre din ven er voldsomt deprimeret, vil han sikkert godt gå med til, at livet er andet og mere end smerte, hårdt arbejde og lidelse. Godheden mellem mennesker, latter, leg og elskov – det er rester af det gode og rene liv, som vi blev skabt til i tidernes morgen. Der er intet af det, der stadig er helt uskadt – men det er heller ikke helt forsvundet! Jeg tror, at det ofte går galt i den slags diskussioner og overvejelser (og det mærker jeg langt ind i kirkens daglige forkyndelse!), når den ene kun har øje for skabelsen – og den anden kun har øje for faldet. Men et sandt syn på livet har øje for begge sider. Vi lever ikke bare i faldets verden, men også i skabelsens verden.
- Selve det at være i live. – Det er nok vanskeligere at forklare. Men sådan som jeg forstår det, er i sidste ende selv et glædesløst liv en gave. Det er ikke en tanke, man bare skal slynge ud bevidstløst, for den kan virke overfladisk. Men der er sider af livet, der er større og vigtigere end glæde! Når fx et menneske har valgt at lide eller måske ligefrem dø for andre, så fornemmer de fleste, at de alligevel står over for noget stort: Mennesker har valgt glædesløsheden for andres skyld, for kærlighedens skyld – og dermed har de demonstreret en storhed og en menneskelig værdighed, der rækker langt ud over glæde og latter. Det er i kærligheden (hvad enten den kommer fra en kristen, eller den kommer fra en ikke-kristen), det ses, hvad vi i virkeligheden er: skabt i Guds billede, skabt til at ligne Gud – skabt til at elske, som Gud elsker. Heller ikke denne kærlighed er uskadt af syndefaldet; vi er alle syndere – men den er heller ikke fuldstændig forsvundet fra verden. Kærligheden er mulig selv i syndens og dødens verden. Kristne såvel som ikkekristne bærer Guds billede. Og det er en uendelig gave: selve det at være et menneske, selve det at være i live. Selv i lidelsen.
To ting til sidst:
- Den franske forfatter Albert Camus hævdede, at der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. En meget mærkelig tanke. Men han har ret i, at et menneskes allerinderste forhold til livet og til sig selv og sin eksistens afsløres, når det stilles over for selvmordets mulighed. Og det er jo bemærkelsesværdigt, at selv blandt dem, der lider mest, er det de færreste, der vælger selvmordet. Ja, det er ligefrem sådan, at de, der tager deres eget liv, altid gør det efter stor tøven og mange tilløb. Dette, at man bare vælger at holde op med at leve, fordi man ikke gider mere, sker næsten aldrig. Jeg synes, det siger os, at selv et lidende menneske i sidste ende oplever livet som en gave, som man ikke let kaster fra sig.
- Med stor tøven bør vi tilføje, at for den kristne kan selve lidelsen være en gave. Ikke fordi vi er masochister og nyder at lide, men fordi vi i lidelsen følger Kristus efter. Vi kan tage imod den som en nåde: “Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.” Romerbrevet 5,3ff
Din vens spørgsmål er et eksempel på, at også ikke-kristne kan føre os nærmere til Guds ords sandhed.
Lagt på nettet 11.06.2008
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Har vi forskellige aldre på den nye jord?
- Er lægebehandling ikke "at lege Gud"?
- Kan man elske, hvis ikke man kender til had?
- Kan vi føle glæde uden sorg?
- Skal kristne kunne udholde forfølgelse?
- Har hjernen et "religiøst" punkt?
- Er Gud fysisk eller psykisk?
- Hvad er New Age
- Hvordan forstå de ni sataniske erklæringer?
- Kan jeg bruge meditation?