06.09.2004 12:00 Alder: 20 yrs

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Skal kristne kunne udholde forfølgelse?

Svar:

Et spørgsmål med et vanskeligt svar

Tak for dit spørgsmål. Jeg vil begynde med at indrømme: jeg kan simpelthen ikke svare fyldestgørende på dit spørgsmål. Hvis jeg kunne, ville jeg have adgang til at se ind i Guds tanker, kende sandheden omkring hvert enkelt menneske og se et menneskets liv med Guds øjne. Det formår jeg – eller nogen andre – ikke. Jeg er et menneske og må prøve at forstå livet med den horisont.

Gud har åbenbaret sig selv og sin vilje i Bibelen, og i mit liv med Gud er der meget, jeg kan forstå og finde trøst i. Men mens noget er åbenbaret og gjort kendt, er der også en side ved Gud, der er skjult. Denne side kan forblive skjult, selv i de situationer hvor jeg gerne vil have et konkret svar på mine hvorfor'er.

Guds mål med det enkelte menneske

Det kan se meget uforståeligt ud, at nogen møder modgang og forfølgelse og andre gør ikke.

Men vi må holde fast i, at Guds mål med ethvert menneske er, at det må komme til frelsende tro på Ham og bevares i den tro. Sådan som det bl.a. lyder i dåbsritualet og Filipperbrevet kapitel 1 vers 6: »Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag« (altså indtil Jesu synlige genkomst). Eller i 1. Thessalonikerbrev kapitel 5 vers 23-24: »Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd, sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.«

Gud holder fast ved sine løfter. Han vil være trofast og føre os frelste gennem livet, hvis vi holder os til Ham. Hvordan? – er ikke altid gennemskueligt. Det kan hedde sådan i 1. Korinterbrev kapitel 10 vers 13: »Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen (eller prøvelsen, som ordet også betyder!) også skabe udvej, så I ikke bukker under.«

Forfølgelser m.m. for troens skyld

Det er en bibelsk tanke, at Gud i sin barmhjertighed prøver troen hos sit barn på forskellige måder og i forskellige situationer – alt efter, hvordan Han i sin almagt og kærlighed ønsker, at der skal skabes større afhængig mellem Ham og sit troende barn. Eller Han ønsker, at sit troende barn ikke skal bevæge sig ud ad et spor, som fører væk fra Gud. Eller at Gud ønsker, at den troende skal få et ret blik på, hvem Gud er. For det kan bestemt forekomme, at den troende skaber sig et gudsbillede efter andre tanker, hvor Gud bliver tilpasset en snæver ramme. Gud ønsker at springe det billede ved at 'vende sit barn om' (omvendelse), så det kommer til at få en ret forståelse af Gud: At Gud er Gud i hele sin fylde – og ikke blot efter et menneskes tanker. Alt dette gør Gud af barmhjertighed.

Men vi kan ikke tolke et konkret tilfælde af forfølgelse, ulykke, sorg osv. som værende Guds reaktion på en bestemt synd, situation, tilfælde i et menneskes liv. Disse forklaringer skal vi være MEGET varsomme med.

Men Gud ønsker altså igennem alt dette, at vi må lære ham bedre at kende, og han ønsker at lære sit troende barn visdom – om Gud selv og om menneskelivet. Jobs bog er et tydeligt eksempel på dette, hvad Job selv får udtrykt til sidst: Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne. (Jobs bog kapitel 42 vers 5).

Et blik på Guds handlen

Et af de mere tydeligere steder i Bibelen, som beskriver dette, findes i Hebræerbrevet kapitel 12 vers 4-13: »Endnu har I ikke stridt så hårdt i jeres kamp mod synden, at det har kostet blod, og I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner: Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af. For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner. Engang havde vi vore jordiske fædre som opdragere og havde respekt for dem; må vi da ikke endnu mere underkaste os under åndernes fader, så vi kan få livet? For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt.«

Et blik på menneskets situation

Jeg finder ikke nogen vejledning i Bibelen til, at den troende skal opsøge prøvelser af sig selv. Hvis du holder fast ved Guds ord (sandheden!) og lever efter Guds bud (kærligheden!) over for din næste , så vil du allerede igennem det komme til at stå i situationer, der kan prøve din tro. Og så må du holde fast i, at det ikke er antal af prøvelser eller din mangel på i menneskers øjne at klare svære situationer flot, det kommer an på.

En styrket tro kommer af, at du altid henter din kraft, trøst, tillid og udholdenhed hos Gud. Det er Ham – ikke dig selv – som har lovet at bevare din tro, indtil Jesu Kristi genkomst. Ellers bliver troen, også under forfølgelser m.v., til en egen præstation – og ikke af nåde. Det er vigtigt at holde fast i.

Interessant citat fra 1800-tallet:

I 1800-tallet skrev en svensk forkynder, C.O. Rosenius, sådan om denne sag – selvom sproget er gammelt er citatet alligevel meget aktuelt:

»Hvordan mon det ville gå med vores kristendom, hvis Gud ikke stadig holdt os nede gennem lidelser? Når lykken tilsmiler os, bliver vi staks søvnige, kødelige og verdslige. Og hvordan ville troen bliver styrket, hvis vi aldrig kom ud i prøvelser? Hvordan ville det gå med vores bøn, hvis vi altid havde, hvad vi behøvede, eller selv kunne skaffe os det? Hvordan ville det gå med vores gudsfrygt, hvis vi aldrig fik set Guds vrede? Hvad med kærligheden og ydmygheden, hvis vi aldrig blev ydmyget?« …

»Nu er det måske nemt nok for os i teorien at være enig i, at alle Guds børn må opdrages. Men vores egoistiske hjerte vil alligevel gerne have, at vi selv skal danne en undtagelse for reglen. Dels gør vi, hvad vi kan for at slippe for lidelsen, dels bliver vi forbavsede og modløse, når noget svært rammer os. Men du kan være rolig for, at den almægtige, trofaste Gud nok skal sende dig, hvad du har brug for af lidelse, hvis du da ellers hører til hans ægte børn. For også du skal forberedes til himlen.« … »Nu siger du måske: Jeg er ganske rigtigt ulykkelig over min situation. Men det er da ikke sådan, at jeg føler mig tryg for enhver fare, der truer mit evige liv. Det, jeg ikke forstår er bare, hvorfor jeg skal have det så svært, når både den og den kan gå fri. Men her har du ikke ret. Spørgsmålet drejer sig netop om, hvordan du skal slippe lykkeligt gennem farerne i verden og nå frem til det himmelske hjem. Det er formålet med, at du møder sorger og modgang. Der er en dybere sammenhæng her, end du aner. Det er ikke af hjertet, Herren piner og plager menneskenes børn! Du kan være sikker på, at var lidelsen ikke nødvendig for dit evige vel, så ville Gud i sin grænseløse kærlighed langt hellere have skænket dig et paradis på jorden.« (citat af Rosenius slut)

Jeg håber, at disse tanker giver dig en trøst og frimodighed – og at du må få vished om, at Gud vil føre dig gennem livet til evig frelse hos sig, netop når du i tro holder fast ved Ham og alle Hans løfter.

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 06.09.2004