Hvem er min næste?

---

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Det er et enkelt spørgsmål at stille, men utrolig svært at besvare. Vi kender det fra det Nye Testamente, hvor en ”lovkyndig” stiller præcis det spørgsmål (Lukas 10,25-37). Men han stiller netop spørgsmålet for at ”retfærdiggøre sig selv”, altså for at forsvare sig selv og holde udfordringen fra Jesu bud nede på et overkommeligt minimum. Han var nemlig vant til at fortolke det sådan, at det kun handlede om dem, man var i slægt med (familie eller stamme eller folk); de andre var man ikke forpligtet til at hjælpe.

Alle kan være en næste

Men Jesus skærper buddet med lignelsen om den barmhjertige samaritaner og gør buddet så altomfattende, at ingen af os kan slippe for at tage os af enhver ”næste” – inklusive dem fra en anden familie, en anden stamme, et andet folk, eller en anden tro (samaritanerne havde ikke uden videre samme tro som jøderne).

Det Nye Testamente sætter ingen grænser for næstekærlighedsbuddet. Der er ingen undtagelser eller præciseringer. Det bliver aldrig indskrænket til noget overkommeligt, fx ”altså kun dem, du møder”. Det er altså ikke muligt at sige om noget menneske overhovedet: Det dér menneske er ikke min næste. Selve den måde at tænke på er umulig ud fra NT’s etik.

Gud elskede verden således, at han gav sin søn, den elskede (Joh 3,16); og vi har aldrig fået tilladelse til at elske mindre end det, Gud elsker. For eksempel har vi aldrig fået at vide, at vi skal nøjes med at dele evangeliet med dem, vi lige kommer til at støde på; vi skal – aktivt! – gå ud i alverden og forkynde for hvert eneste menneske i verden. Og at ”elske” et menneske i ord og forkyndelse, men ikke ”elske” det i handling, det er en kunstig skelnen, som det Nye Testamente heller ikke kender til. Så vi skal altså gå ud i verden og elske ethvert menneske. I ord og handling.

Næste nr 1.031.935.101

Men hvad betyder det i praksis? Hvordan kan jeg have syv milliarder ”næste’r”?! Det giver ikke rigtig mening at tænke på inder nr 1.031.935.101 som min personlige ”næste” på samme konkrete måde som det menneske, jeg støder ind i på gågaden. Og når jeg for 117. gang ser et billede af et etiopisk, sultende barn, hvordan kan jeg så sige, at det er min individuelle næste på samme konkrete måde som min psykisk syge overbo i opgangen? Deri har din lærer jo faktisk ret.

For vi har jo ikke fået at vide, at vi skal ”give vores sultende næste lidt mønter i indsamlingsbøssen”; vi har fået at vide, at vi skal elske vores næste som os selv! Og har jeg så ikke først gjort min pligt, den dag jeg har solgt alt og lever på samme eksistensminimum som et etiopisk barn? – Men det gjorde ikke engang Jesus eller hans disciple. Og de rige i menigheden fik almindeligvis ikke at vide, at de skulle sælge alt og give det til de fattige (det var der en enkelt rig en enkelt gang, der fik at vide); almindeligvis fik de ”blot” at vide, at de skulle være meget gavmilde (1 Timoteus 6,17-19).

Næstekærlighedens dilemma

Men det giver heller ikke mening at sige om noget menneske: Det dér er ikke min næste! Så i en globaliseret tid med lynhurtige video feeds fra ethvert sted på kloden synes vi virkelig at være fanget i et uløseligt dilemma.

Man kunne godt foreslå (det har jeg faktisk selv forsøgt mig med; og jeg er ikke helt færdig med den mulighed), at man taler om ”sin næste” i grader: De allernærmeste er allermest min næste, og så aftager det med afstanden og sådan noget …

Problemet er bare, at så gør jeg igen Jesu bud overkommeligt. Og jeg indfører en synsvinkel på mine medmennesker, at nogle af dem ikke (i nævneværdig grad) er min næste; og det kan jeg vanskeligt se. Sådan ser Gud ikke på verden.

Næstekærlighed i praksis

I praksis kommer vi ikke uden om, at vi tager et personligt ansvar for dem, der er os nærmest, og dem, vi møder. For resten af verden har vi så et kollektivt ansvar, hvor vi som menighed sender forkyndere og diakoner ud til verdens ende. Og vi forsøger at påvirke vores samfund, så det tager et globalt ansvar op, i nødhjælp og fredsarbejde etc.

Men dermed har vi faktisk heller ikke gjort buddet overkommeligt. Det hjælper meget lidt at indskrænke næstekærlighedsbuddet til dem, ”vi møder”. For vi møder jo også ufatteligt mange, der er i dyb nød – psykisk, økonomisk, socialt. Naboen, den hjemløse, klassekammeraten, den prostituerede på hjørnet, den psykisk syge overfor. Dem er vi faktisk forpligtet på at elske! Også, selv om vi indskrænkede buddet til det, din lærer foreslår.

Tilgivelse

Hvis vi ikke kendte kristendommens evangelium om nåde og tilgivelse, så var det ude med os alle sammen. For vi falder alle igennem over for kærlighedsbuddet. Og skulle kun de gode og fuldkomne mennesker frelses, så så det skidt ud. Det er derfor, kristendom er for syndere – også for os, der falder igennem over for kærlighedsbuddet.

Evangeliet om Guds tilgivelse fritager os ikke fra forpligtelsen til at forbedres, til at vokse i kærlighed og omsorg, både over for vennen og over for fjenden. For man kan ikke sige, at man elsker Gud, og så hader sin næste (1 Johannes 2,1-11). Det er det, det Nye Testamente kalder for ”Kristi lov” (Galater 6,2). Men Kristi lov giver os lov til at være på vej, til at vokse og forbedres i kærlighed. 

---

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 19.04.2016