01.08.2005 12:00 Age: 19 yrs
Forfatterprofil

Hvem er "Guds Folk" i Det Nye Testamente?

Når der i NT bliver henvist til Guds folk, er det så israelliterne eller de kristne der bliver henvist til?

Svar:

Guds folk i det Nye Testamente?

Der er faktisk kun to steder i det Nye Testamente, hvor udtrykket ”Guds folk” utvivlsom gælder de kristne. Det er i Hebræerbrevet kapitel 4 vers 9 ”Altså venter der Guds folk en sabbatshvile” og i 2. Peters brev kapitel 2 vers 9-10 ”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.”

Betegnelsen ”Guds folk” bruges ellers ikke i det Ny Testamente hverken om jøderne eller de kristne. Men udtrykket ”Guds folk” benyttes måske ofte i forkyndelsen på måder, så det er vanskeligt at finde ud af om der tales om Guds udvalgte folk, Israel, eller om kirken eller noget som nogen helt ubibelsk kalder ”det nye Israel”! Jeg tror det er til forvirring, at man tager udtryk til sig og tillægger dem en ofte indforstået betydning.

Israelitterne / jøderne har en særstilling

Profeten Hosea skriver i Hoseas bog kapitel 2 vers 23-25 om et løfte til Israels folk, som engang skal gå i opfyldelse, så de af Gud skal kaldes ”Du er mit folk” altså Guds folk!

På den dag vil jeg svare, siger Herren; jeg vil svare himlen, og den skal svare jorden. Jorden skal svare kornet, vinen og olien, og de skal svare Jizre'el. (dvs. israelitterne) Jeg sår hende i mit land. (d.v.s. de skal vende tilbage til landet, som de er udvist af, på det tidspunkt Hoseas skriver). Jeg vil vise barmhjertighed mod Ikke-Fundet-Barmhjertighed og sige til Ikke-Mit-Folk: »Du er mit folk,« og han skal sige: »Du er min Gud.«

Der er forskellige forhold som er meget vigtige, for at kunne forstå, at det jødiske folk er Guds udvalgte folk – israelitterne er det eneste folkeslag, som i Bibelen kaldes for Herrens ejendom (f. eks. 2. Mosebog kapitel 19,1-6). Det betyder, at det jødiske folk, Israel eller israelitterne har en særstilling blandt alle jordens folkeslag! Det var Guds udvælgelse, som gjorde det lille trællefolk fra Egypten til et ejendomsfolk, som stadig spiller meget stor rolle.

Det skaber voldsomme politiske problemer, at Herren ikke kun udvalgte Israel til sit ejendomsfolk, men også gav dem et bestemt lille landområde i Mellemøsten ”for evigt”. (1. Mosebog kapitel 13, 14-16) Det er landet, der i Hoseas kapitel 4 vers 25 kaldes kaldet for ”mit land” altså Guds land.

Et menneskes baggrund / afstamning giver ingen automatisk garanti for frelse

Men: At Israel er Guds udvalgte folk betyder ikke, at alle israelitter dermed er Guds børn. Hvis et menneske på grund af sin afstamning hører til Guds udvalgte folk, er det ingen garanti for, at han er et Guds barn og har del i frelsen, som det er tilfældet med det ”Guds folk” vi læste om i 1. Peters brev kapitel 2 vers 10!

Alle israelitter er efterkommere af Abraham, men kun de israelitter, som tror på evangeliet om Jesus, er i åndelig forstand Abrahams efterkommere og bliver frelst.

Det er heller ikke alle, som kalder sig kristne, der hører til det "Guds folk", vi læser om i 1. Peters brev kapitel 2 vers 10. Kun dem (og ikke andre end dem) der er døbt og er kommet til tro på Jesus som deres frelser, hvad enten de tidligere var jøder, hedninger, grundtvigianere eller missionsfolk eller bare medlemmer af en kirke. Deres baggrund er aldrig en garanti for frelse, kun det at de bekender sig til troen på Jesus som Herre og frelser.

Der kommer en dag...

I Romerbrevet i kapitlerne 9 til 11 belærer apostlen Paulus os om mange vigtige sager vedrørende Israel som Guds udvalgte folk og sammenhængen mellem jødernes forhærdelse og den kristne verdensmission, som skal være til ende, når ”… hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses… ” (Romerbrevet kapitel 11 vers 25-26) Det må for mig at se betyde, at der kommer en dag, hvor Guds folk er de Kristus-troende af alle folkeslag – jøder såvel som dem fra oprindeligt hedenske folk, (som os) – De skal alle kaldes Guds folk. Indtil da skal vil helst bruge de bibelske betegnelser for Israel og kirken – og dem er der mange af, men det er en anden historie!.


Forfatterprofil

Lagt på nettet 01.08.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også