04.02.2008 12:00 Age: 17 yrs

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Hvad skal vi med gudsfrygt?

Svar:

Kære ukendte spørger!

Når Jesus finder os, så gør han to ting med os. Dels befrier han os fra Djævelens herredømme og fra syndens magt til at holde os borte fra Gud, og dels involverer han mig i kampen mellem ham og Djævelen. Den kamp varer hele vores liv.

Der er to grunde til denne kamp: Dels er vi endnu ikke er kommet frem til paradiset. Vi lever endnu i denne verden, som er kamppladsen mellem Jesus og Djævelen. Jesus søger at vinde mennesker for sig. Djævelen søger at holde dem borte fra Jesus.

Dels er vi endnu ikke befriet fra syndens virke i vort liv. Vi er nok befriet fra syndens magt til at holde os borte fra Gud, men vi er ikke befriet fra dens magt til at friste os og angribe os. Denne virksomhed varer ved, til vi dør.

Den lille og den store cirkel

At Gud holder os fast er ikke en modsætning til, at vi også skal holde fast i Gud. At vi skal holde fast i Gud er den ""lille cirkel", som befinder sig inde i den "store cirkel", nemlig at Gud holder fast i os. Vores ansvar er, at vi holder os til de midler, som formidler Guds kærlige og stærke ord. Det er dåben, nadveren, Bibelen, tilsigelsen af syndernes forladelse i skriftemålet og de kristnes indbyrdes samtale og trøst. Det er også vores ansvar at være lydige mod Gud.

Men det er Gud, som lader de fem nådemidler virke, og det er Gud, som giver os udholdenhed, og det er Gud, som bærer os, hvilket vi ikke mindst oplever, når vi er helt nede, har mistet alle kræfter og synes, at alt går galt, og at vi slet ikke har kræfter til at holde fast ved ham.

Gudsfrygt står i modsætning til menneskefrygt eller gudløshed. De kristne, som har levet eller lever under diktatur, kender denne forskel. Enten frygter de mest, hvad myndighederne kan gøre ved dem, eller også frygter de mest, hvad Gud kan gøre ved dem, hvis de falder fra ham. Jesus lærer os klart, at vi ikke skal frygte mennesker, for de kan kun slå kroppen ihjel, men vi skal frygte Gud, for han kan ødelægge både krop og sjæl i Helvede (Matthæusevangeliet 10,17-31). Den, der følger Jesus, er salig, også selv om man forfølges for hans skyld ( Matthæusevangeliet 5,11), og derfor er der ikke andet at frygte end at komme i modsætning til ham, som Jesus berører i Matthæusevangeliet 10,28.

Der er altså også frygt i kristendommen, men det, som adskiller kristendommen fra hedenskabet, er, at der også er kærlighed. Vi drages til Gud på grund af hans kærlighed, men vi frygter at vende ryggen til hans kærlighed og pådrage os hans dom. Det er altså ikke kun frygt, der får os til at følge ham, men frygten kan standse os, når vi fristes til det onde. Frygten kan få os til at vågne op og se realiteterne i øjnene.

Frafaldets mulighed

Jeg er ikke helt sikker på, hvad du i øvrigt mener om det kristne liv, men hvis dit spørgsmål udspringer af, at du ikke regner med, at man kan falde fra troen på og lydigheden mod Gud, så vil jeg bede dig overveje nedenstående udtalelser fra Det Nye Testamente:

Jesus fortæller i Matthæusevangeliet 25,1-13 en advarende billedhistorie om ti kristne, hvoraf de fem ikke kom med til bryllupsfesten, fordi de ikke var rede, da brudgommen endelig kom. Brudgommen i historien er Jesus, og han slutter sin fortælling med ordene: "Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen."

Jesus siger i Lukasevangeliet 12,37: "Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer." I vers 40 siger han: "Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det."

I sin afskedstale til lederne (de såkaldte ældste) i menigheden i Efesos i Apostlenes Gerninger 20,30 sagde Paulus blandt andet: "Blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt."

Hebræerbrevsforfatteren skriver i 3,12: "Se til brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud..."

Der er altså to mulige forhold, man kan have til Gud:

1) Enten tryghedens forhold ved troen på Jesus. Da er man salig og har kun ét at frygte, nemlig at ens egen onde vilje løber af med én, så man falder fra Gud. Da kommer man nemlig ind i det andet forhold:

2) Angstens eller ligegyldighedens forhold, hvor man ikke er salig,, men dybest også kun har ét at frygte, nemlig Guds dom.

Jesus er vores bror - og Herre!

Når du skriver: "Kort sagt jeg forstår ikke hvad vi skal med frygten, hverken gudsfrygt eller ærefrygt," så er mit svar, at frygten er udtryk for realisme.

Gudsfrygten skal minde os om livets mest forfærdelige fejltagelse, nemlig at falde fra den levende Gud, og ærefrygten skal minde os om, at selv om Jesus møder os i øjenhøjde som vores bror, så er han stadig vor Herre, som er uendelig meget større end os. At han møder os i øjenhøjde, er ikke ensbetydende med, at vi kan bestemme over ham eller bare være ligegyldige over ham. Han er både på linje med os og uendelig meget større end os. Han er den Hellige, der i øjenhøjde søger efter os, som i os selv ikke er hellige. Og han søger efter os for at redde os ind i Guds rige ved Guds tilgivelse.

Jeg håber, dette er fyldestgørende, eller er du meget velkommen til at spørge igen.

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 04.02.2008