Category: Seksualitet
Hvad siger Bibelen om sex (2)
Svar:
Jeg tror ikke vi bliver færdige med det her spørgsmål lige med det samme, uanset hvor megen viden vi har om emnet. Og i hvert fald er det sådan, at selv om vi godt VED en hel masse, kan det alligevel være en ret stor udfordring at leve efter det. Jeg vil prøve at komme med et par uddybende kommentarer til det svar, jeg tidligere har givet på spørgsmålet om, hvad Bibelen siger om sex. Spørgsmålet lød: Hvor står der i Bibelen, at man kun må have sex, når man er gift?
Når der med sex menes samleje
For at kunne svare nogenlunde kort på spørgsmålet valgte jeg at definere "have sex" nærmere. Jeg tydede det sådan at spørgeren mente: "gå i seng med". Sex kan sikkert afgrænses på andre måder. Begrebet seksualitet dækker over ganske meget mere end samleje, men min fornemmelse var, at spørgeren mente samleje, og derfor blev det udgangspunktet for mit svar.
Eksempler fra Bibelen om sex, kærlighed og ansvar
Du ønsker begrundelser for hvorfor stedet fra 1. Mosebog, kapitel 2, vers 24 betyder, at man skal vente med at gå i seng med hinanden til man er blevet gift. Jeg finder ikke noget sted i Bibelen, hvor der sættes spørgsmålstegn ved den begrundelse jeg giver i mit svar: at seksuallivet hører sammen med ansvarlig kærlighed, der er markeret med en offentlig erklæring om troskab. Vi kan læse, at det ville bringe vanry over en kvinde, hvis det kom frem, at hun ikke var jomfru ved brylluppet (5. Mosebog, kapitel 22, vers 13-21; Matthæusevangeliet, kapitel 1, vers 18-25). Og når samleje med en anden end éns egen ægtefælle i det nye testamente beskrives som utugt (bl.a. i Første Korinterbrev, kapitel 6, vers 15-20), kan jeg altså ikke komme frem til andet svar end det, jeg allerede har givet: den fuldstændige, seksuelle forening hører hjemme i ægteskabet.
Seksualitet en del af vores identitet
Men som jeg skrev, så er seksualitet mere end samleje. Seksuelle væsner er vi allerede fra undfangelsen. Vi fødes enten som pige eller som dreng. Og selvfølgelig har vi masser af oplevelser af vores seksualitet i vores opvækst og ungdom - ligesom vores opvækst har indflydelse på hvordan vi oplever vores egen seksualitet: er den okay - eller er den forbundet med følelser af skam og flovhed? Det vil naturligvis præge vores måde at omgås vores seksualitet på - også når vi er kærester.
Åbenhed gør en bevist om sin seksualitet
Hvis vi kender vores seksualitet godt - måske fordi vi har snakket med vores forældre, for eksempel om hvad der sker med os i puberteten eller om hvad forelskelse og kærestetid betyder for udviklingen af seksualiteten - sådan at vi oplever vores seksualitet som noget naturligt og som en gave, Gud har givet os, så vil jeg tro det er lettere for os at tale om vores seksualitet med vores kæreste - og så bliver det også lettere at overveje og beslutte hvordan man vil omgås seksuelt i kærestetiden.
Lukkethed skaber et pinagtigt forhold til seksualitet
Hvis seksualiteten derimod har været forbundet med noget pinligt, noget "man ikke snakkede om", så er der måske større sandsynlighed for at vi reagerer med forskrækkelse og oplever det som noget forbudt, når de seksuelle følelser kommer i kog for alvor. Og så har følelserne det med at styre os.
Jeg har før henvist til bogen: "Det fine - om ungdom og seksualitet" som er udgivet på Lohses Forlag i 1998, og det gør jeg hermed igen. Det er en god bog med grundige - og teologiske svar på mange af de spørgsmål vi kan have omkring seksualitet. Den er skrevet for helt unge, men den er også god at få forstand af selv om man skulle være blevet over de 20! Bogen svarer også på spørgsmålet om onani. Man kan få fat i bogen ved at henvende sig til Lohses Forlag, www.lohse.dk.
Lagt på nettet 02.09.2000
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Sex - hvordan sætte grænser?
- Hvordan være kærester?
- Synet på homoseksualitet
- Hvad siger Bibelen om børn udenfor ægteskabet?
- Hvor meget sex før ægteskabet?
- Hvad siger Bibelen om "at flytte sammen"?
- Skal sex vente til ægteskabet?
- Hvad siger Bibelen om sex?
- Må kristne drikke og danse?
- Er jeg forelsket i den rigtige?