27.05.2004 12:00 Age: 21 yrs

Skrevet af:
Sten Nielsen

Hvad siger Bibelen om kvindelige præster?

Jeg har en veninde der vil være præst og er derfor blevet stillet overfor problemstillingen med hensyn til kvindelige præster. Jeg har ikke selv en mening om det og jeg har ikke rigtig mødt nogen der har kunne give mig en grundig forklaring på emnet. Hvad siger Bibelen med hensyn til om kvindelige præster er tilladt? Og hvis den forbyder det, hvorfor er det så alligevel så udbredt med kvindelige præster i den danske folkekirke?

Svar:

Bibelen siger ikke et klart ja eller et klart nej til kvindelige præster. Men den udtaler sig om henhv. mænds og kvinders opgaver og tjenester i den kristne menighed. Spørgsmålet om kvindelige præster besvares primært ved en fortolkning af disse udsagn.

Der er grundlæggende 2 tekster, der påkalder sig opmærksomhed i spørgsmålet: 1. Timotheus brev kapitel 2 vers 11-15 og 1. Korintherbrev kapitel 14 vers 34-38. En nærmere gennemgang af teksterne er der ikke plads til her. Men her argumenteres dels med skabelsesordenen og dels med de følger, syndefaldet fik. Du kan læse om det i 1. Mosebog kapitel 2-3.

Skabelsesordning og tjenestefordeling

Dernæst understreges det i teksterne her som i øvrigt alle andre steder, hvor talen er om kvinders og mænds tjenester i menigheden, at der ikke er tale om en nedvurdering af kvinden i forhold til manden, men langt snarere en tjenestefordeling, som er villet af Gud og begrundet i mandens og kvindens person-egenskaber som udtryk for en skabelsesorden.

I Ny Testamente er der en parallel mellem mands og kvindes forhold til hinanden i ægteskabet og kirkens forhold til Kristus. Se f.eks. Efeserbrevet kapitel 5 vers 21-33. Det viser, at Gud åbenbart vil, at det forhold, der eksisterer mellem mand og kvinde i ægteskabet skal afspejle sig i menigheden og dens funktion – med forbillede i Kristus og hans forhold til kirken.

Det betyder bl.a. også, at der ikke er noget, der er mere betydningsfuldt end andet. Nej, for alt har sin bestemmelse i det ene, at det i fællesskab skal føre til menneskers frelse (som Kristus er kirkens frelser).

Manden er ”hovedet” i ægteskabet ligesom Kristus er hovedet for kirken (Efeserbrevet kapitel 5 vers 23). Vi tror, det betyder, at der er opgaver, problemer, byrder, glæder etc., som er bestemt for manden, ligesom der er det samme for kvinden. Men enhver skal frelses netop under arbejdet med og udførelsen af de tjenester, som er blevet den enkelte til del (1. Timotheus brev kapitel 2 vers 15).

Hierarkiret på hovedet

I menigheden (kirken) gælder endvidere det forhold, at det ikke er som i denne verden, hvor den største altid står øverst i hierarkiet. Nej, i kirken vender det hele på hovedet, sådan at menigheden er øverst, under menigheden er de menigheds-tjenere, præster, diakoner etc., som er kaldet til det, og sidst men ikke mindst – som den, der tjener – står Kristus nederst (Lukas Evangeliet kapitel 22 vers 24-27)! Derfor tror jeg, at fokus i spørgsmålet om kvindelige præster er blevet flyttet fra at være et spørgsmål om, hvad der tjener Guds kirke bedst til et spørgsmål om menneskers tænkning vedr. ligestilling etc..

Iflg. Bibelen er det i øvrigt sådan, at det ofte beskrives som en tung tjeneste, at være menighedens hyrde og lærer. Hyrden og læreren skal bære ansvaret for menighedens liv og vækst og samtidig være den, der påtaler det, som er vrangt og forkert og samtidig under en strengere dom, Jakobs brev kapitel 3 vers 1. Manden beskrives som udrustet til denne tjeneste.

Nutidens kirkelige struktur

Men der er i øvrigt mange forskellige tjenester i kirken. Vanskeligheden i vores kirkelige situation er efter min mening i høj grad, at vi har forsømt at tilpasse den kirkelige struktur til et langt mere differentieret mønster af tjenester. Vi er vant til, at præsten løser alle opgaver. I de bibelske model er der en langt større variation af tjenesterne. I Folkekirken i dag trænger vi meget til en dialog om de forskellige muligheder for at udnytte hinandens ressourcer i det åndelige arbejde – alt sammen under synsvinklen: At mennesker må blive frelst, og at Kristus må være iblandt os som den, der tjener.

Når der er mange kvindelige præster i Folkekirken i dag, skyldes det vel primært, at det er almindeligt at henregne Bibelens udsagn om emnet til noget, der er tidsbestemt og desuden, at det som ovenfor nævnt er et spørgsmål om fortolkning af tekster ud fra ens egen grundholdning til det, der står i Bibelen.

Tidsbestemte tekster?

Imidlertid finder jeg, at det er vanskeligt blot at kalde det tidsbestemt, da det begreb slet ikke kan anvendes på de bibelske tekster, tværtimod siger bl.a. Paulus at alt, hvad der er skrevet tidligere er skrevet, for at vi skal lære af det og kan fastholde håbet om frelsen. Romerbrevet kapitel 15 vers 4.

I Folkekirken har vi tradition for at forholde os åbent til divergerende bibelfortolkningsprincipper. Personligt finder jeg det vigtigt at fastholde princippet om, at hele Bibelen er Guds ord og som sådan norm for lære og liv i vores kirke. Og mit eget engagement i Folkekirken er da også båret af det ønske og håb, at det må være muligt netop indenfor den store frihed, der hersker i Folkekirken, fortsat at leve og arbejde ud fra et grundlæggende bibelsyn, der fastholder hele Bibelen som Guds troværdige og sande ord – og så i øvrigt forkynde og lære ud fra den holdning.

Og jeg kan sige, at det er en stor glæde at opleve, at det sagtens kan lade sig gøre også i dag.


Skrevet af:
Sten Nielsen

Lagt på nettet 27.05.2004

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også