02.11.2006 12:00 Alder: 12 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Er det synd at gå til en kvindelig præst?

Jeg diskuterede forleden kvindelige præster med mine forældre. De går ikke ind for kvindelige præster, og det tror jeg egentlig heller ikke jeg gør. Jeg læste svaret Hvor står at en kvinde ikke må være præst? og synes, at den var meget fyldestgørende. Men så kom jeg til at tænke på: Er det egentlig en synd at gå til en kvindelig præst? Hvis det er, hvor siger Bibelen det så? Og er det vigtigste ikke at få en god omgang Jesus med hjem om søndagen

Svar:

Tak for dit spørgsmål. På sin vis er det et meget vanskeligere problem end selve spørgsmålet, om kvinder bør blive præster. For selve det spørgsmål synes jeg egentlig selv (se det svar, du henviser til), at Det Nye Testamente (NT) svarer ret klart på. Om det problem, du her nævner, er der derimod ikke rigtig nogen bibelsk vejledning at henvise til. Der er ikke nogen klar vejledning i, hvad man gør, når så alligevel de er blevet det! Eller sagt med andre ord: NT omtaler kun selve princippet, ikke de konkrete konsekvenser!

Derfor har vi også fumlet og famlet os frem; og mennesker, der for eksempel er ganske enige i, at kvinder ikke bør være præster, har så trukket vidt forskellige konsekvenser af det. Enkelte har simpelt hen forladt den kirke, hvor en sådan ubibelsk ordning er blevet indført - andre er blevet i kirken, men vil ikke have noget som helst gudstjenesteligt fællesskab med kvindelige præster - andre igen går uden videre til gudstjeneste hos dem, selv om de egentlig ikke synes, kvinder burde være præster og så videre. Og ingen kan direkte henvise til Skriften og sige, at dér står det, hvad man skal gøre i sådan et tilfælde.

Denne forskel har meget at gøre med, hvor stor vægt man tillægger spørgsmålet! For selve det, at man tolker Bibelen ens på det punkt, siger ikke så meget om, hvor centralt man regner det for at være. Det afhænger både af, hvilket principielt syn man har på kirken og embedet, og hvor stor vægt man tillægger Bibelens skildring af forholdet mellem mand og kvinde. Selv vil jeg almindeligvis ikke gå til gudstjeneste

hos en kvindelig præst; andre ville nemlig sandsynligvis forstå det som en markering af, at jeg sagde god for ordningen, og at det var i overensstemmelse med NT. Desværre misforstår andre det så sådan, at når jeg ikke går til kvindelige præster, så fradømmer jeg dem nok kristennavn! - men det må man så forsøge at klargøre, så ofte og så tydeligt man har mulighed for det.

Derfor kan man heller ikke uden videre sige, at jo strengere konsekvenser man drager, jo mere "bibeltro" er man.

Og derfor er det vanskeligt at sige, præcis hvor grænsen går for den enkelte, når det drejer sig om at markere ens syn på kvindelige præster. Man kan i hvert fald vanskeligt sige, at dén og dén konsekvens er synd, mens dén og dén konsekvens ikke er det!

Og du har ganske ret i, at det vigtigste er, at man til gudstjeneste får et møde med Jesus og ikke bare et møde med en præst, mandlig eller kvindelig ...

Det betyder dog ikke, at så kan det hele også være lige meget, og enhver kan bare gøre, som man vil! Paulus taler for eksempel i Romerbrevet 14 og i Første Korintherbrev 8 om en tilsvarende situation, hvor kristne er uenige, og deres samvittighed drager forskellige konsekvenser, hvor begge synspunkter er legitime og kristeligt mulige; her handler det om at spise afgudsofferkød. Men det er vigtigt at lægge mærke til, at Paulus aldrig henviser til sin ret til nu at gøre, som han vil; han henviser altid til kærlighedens krav: Når Guds ord nu ikke klart har afgjort en sag, så skal det, jeg gør og ikke gør, altid dikteres af, hvad der er kærligst for fællesskabet og menigheden og næsten.

Langt de fleste modstandere af ordinationen af kvinder vil derfor også under visse omstændigheder alligevel "benytte sig af" kvindelige præster, for eksempel hvis deres gode ven skal begraves. Da vil de færreste være så kompromisløse, at de nægter at gå til begravelse, fordi den forestås af en kvindelig præst. Og allerede det, at vi overhovedet er medlemmer af en kirke, der har kvindelige præster, udtrykker en eller anden grad af anerkendelse af, at nu er de der altså faktisk. Selv om de ikke burde være der.

Det betyder ikke, at kærlighed så altid vil kræve fredsommelighed og eftergivenhed. Vi har faktisk i NT en lang række eksempler på, at kærlighed kræver, at man tager åbent afstand fra vranglærere eller mennesker, der lever utugtigt og så videre (Matthæusevangeliet 18, Første Korintherbrev 5). Så kærlighed kan faktisk godt betyde, at man må gå hver til sit.

Derfor skal man spørge sig selv meget omsorgsfuldt og omhyggeligt, dels hvad ens egen samvittighed tilsiger en at gøre, dels hvad min praksis nu vil betyde for andre - kristne og ikke-kristne.

Jeg vil nævne en række ting, man bør være opmærksom på, når man skal vurdere, hvad der for en selv vil være rigtigst - de fleste af dem er mere eller mindre hentet fra Romerbrevet 14.

  1. Er min praksis med til unødigt at splitte menigheden eller det kristne fællesskab, hvor jeg har mit ansvar? - i så fald kan jeg blive nødt til at udfordre min egen samvittighed og spørge, om jeg måske i virkeligheden snarere er dikteret af frygt eller stridslyst eller hvad ved jeg.
  2. Sker det, at den ene holdning begynder at tyrannisere og mistænkeliggøre og bagtale andre holdninger? - i så fald kan det meget vel være, at man bør gøre fælles sag med og støtte den praksis, der er mest trængt.
  3. Sker det, at jeg faktisk handler så meget imod min samvittighed, at jeg i det lange løb begår vold mod mig selv og min overbevisning?
  4. Hvordan vil min praksis blive forstået og misforstået af andre?

Jeg vil bede dig lægge mærke til, at det er kun, så længe vi snakker konsekvenser ens syn på kvindelige præster - de konsekvenser, Skriften ikke selv afgør! - at det giver mening at henvise så meget til "samvittigheden"! Selve spørgsmålet, om de overhovedet bør blive præster, afgøres ikke af ens samvittighed. Det afgøres af den måde, hvorpå man forstår og tolker Skriftens ord! Det er kun, når den er tavs, vi er frie til at handle efter, hvad vi nu selv vurderer og føler for.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også